Vidunderligt mærkelig og mærkeligt vidunderlig
… det er blot ét af de begejstrede skudsmål, belgiske Peter van den Ende har fået for sit internationalt prisbelønnede grafiske værk Undrestrøm. En sælsom, ordløs udgivelse om en papirsbåd, der flyder i grænselandet mellem tegneserie, billeddigt og kunstbog. Vi stiger ombord og ser nærmere på, hvorvidt udgivelsen holder vand.
Undrestrøm er flamske Peter van den Endes debut. Inden udgivelsen læste han bl.a. biologi på universitetet i Antwerpen og arbejdede som naturguide på Caymanøerne.
Med dén baggrund er det ikke overraskende, at Undrestrøm oser af kærlighed til naturen, men den rummer også en så overlegen kunstnerisk udførsel, at det er utroligt, Endes rutinerede streg ikke er udkommet på tryk tidligere.
Nu foreligger debuten så på et dansk forlag, efter at Undrestrøm siden 2019 er udgivet i flere lande til megen ros.
F.eks. valgte New York Times den amerikanske udgave fra 2020 som en af årets bedste børnebøger, mens Wall Street Journal fremhævede den som en af årets bedste bøger i det hele taget.
Så hvad går det hele ud på?
Historien er ganske enkel. Læseren ser indledningsvis to mystiske personer folde en stor papirbåd og søsætte denne fra et stort skib. Herefter foregår hele handlingen til søs, hvor båden som hovedperson driver forbi det ene sceneri efter den andet. Nogle gange blot som passiv iagttager, andre gange i direkte berøring med de sælsomme væsener, der bebor Undrestrøms poetiske verden. Til slut lægger papirsbåden til kaj ved et for os ukendt og gådefuldt bestemmelsessted.
Det er i store træk handlingen.
Selvom van den Endes historie dermed ikke byder på store plot-twists eller cliffhangers er der stadig masser at fordybe sig i på de 96 sider. De emmer nemlig af fantasi og surrealistiske indfald. Der er ingen tekst. Kun billederne.
Undrestrøm lever derfor på sit kunstneriske udtryk i stedet for historiefortælling i klassisk forstand. Værket er som en fabulerende rejse i en drøm, nedfældet på papir.
Den danske titel er velvalgt og næsten bedre end originalens Zwerveling [Vandreren]. Som læser undrer man sig hele tiden over, hvad der egentlig sker, mens understrømmen fører papirsbåden på eventyr. Undren og understrøm = Undrestrøm. Voila!
Er Undrestrøm en tegneserie? Både ja og nej.
En af de første sider er ganske vist opbygget som en egentlig tegneserie og denne opbygning går kortvarigt igen til slut. Men derimellem består bogen af ét stort billede pr. side eller billeder, der breder sig over begge sider. Reelt er det nok mere dækkende at kalde udgivelsen for en billedbog eller en grafisk fortælling for både børn og voksne.
Van den Endes sort/hvide tegninger er overvældende og betagende. Det er glædeligt, at udgivelsen er i stort albumformat, så billederne kommer til deres ret, for de er en overrumplende stiløvelse i tålmodighed og fordybelse.
Hver side må have taget van den Ende dage, hvis ikke uger at tegne!
Som læser føler jeg, at jeg får et sjældent og inspirerende indblik i en kunstnerisk kraftanstrengelse udi vedholdenhed og arbejdsdisciplin. Der er prisværdig at opleve i en tid, der ellers er præget af tempo, lette løsninger og mangel på fordybelse. Van den Ende er tydeligvis gået stik imod tidsånden med sine uhyre tidskrævende og hyperdetaljerede sider.
Konturer og skygger markeres med myriader af små streger og strøg, nogle gange så mikroskopiske, at jeg måtte holde siderne helt tæt på øjnene for at få afsløret, at tegningernes dybde eller skyggemarkering er sirligt fremhævet med streger.
Flere steder leger van den Ende også meget effektivt med lys og skygge ved at meget mørke og mættede tegninger brydes af et par lysende øjne, stjerner eller andet, der stråler og giver en markant kontrast.
Som tidligere nævnt er papirsbåden fortællingens omdrejningspunkt, og den optræder derfor på hvert billede. Alle steder er den markeret som blikfang med en tydeligere, klarere hvid tone end resten af siderne. Let at finde for læseren, hver gang en ny side vendes.
Hver side er et lille kunstværk i egen ret og kunne sagtens blive nænsomt fjernet fra bogen, sat i glas og ramme og pynte på væggen. Kompositorisk er der tænkt over tingene, så hver tegning er interessant og egentlig godt kunne stå alene.
Siderne indbyder til fordybelse og er egentlig ikke afhængige af de foregående sider for at fortælle en egen, lille historie. Som f.eks. en side, hvor en kæmpeblæksprutte mødes med en fiskerbåd for at bytte sit blæk i blækhuse for indbundne bøger trykt med blæk!
Sådanne små ‘historier-i-historien’ er der flere eksempler på.
Stilmæssigt minder de sort/hvide tegningers mylder af detaljer og leg med komposition og perspektiv om værker af kunst-koryfæer som italienske Giovanni Piranesi og hollandske M. C. Escher.
Inden for tegneserieverdenen fornemmer jeg også et slægtskab med det fabulerende og drømmende hos Winsor McCay og Francois Schuiten, tegnerne bag serierne Lille Nemo i Drømmeland og Hemmelighedsfulde byer.
Der er nok heller ingen tvivl om, at van den Ende som tidligere biologistuderende er inspireret af ældre naturvidenskabelige bøgers tegninger af dyr og planter.
Måske er det derfor, at Undrestrøms detaljerede gengivelser af fantasidyr flere gange giver mig fornemmelsen af at sidde med en biologisk opslagsbog fra en anden dimension?
Sælsomme dyr og naturmiljøer afløser hinanden i en lind strøm på siderne, og når mennesker eller menneskeskabte bygninger eller maskiner optræder, er det med et strejf af steampunk eller verden af i går.
I interviews har van den Ende selv nævnt Jules Verne og En verdensomsejling under havet som en vigtig inspirationskilde. Dét giver bestemt mening. Meget apropos optræder navnene Riou og Neuville som skibsnavne i Undrestrøm. Et lille tip med hatten til illustratorerne Edouard Riou og Alphonse de Neuville, der illustrerede Jules Vernes klassiker i 1871.
Under læsningen fornemmer jeg en fascination af naturens vidundere, og at vi skal huske at sætte pris på dem. Det er nok ikke tilfældigt, at nogle af tegningerne viser dunstende olieboreplatforme og overfiskeri som en påmindelse om, hvad vi risikerer at miste.
Men derudover har jeg svært ved at svare på, hvilket temaer eller budskaber, Undrestrøm udtrykker.
Måske er det også ligegyldigt? Nogle værker fortjener blot at blive sanset og oplevet i stedet for at blive forklaret og overanalyseret til bevidstløshed.
Undrestrøm får netop sin styrke ved at invitere læseren ind som meddigter og medudforsker. Alle kan nok få sin ’egen’ historie ud af den. Derfor er den også svær at anmelde, for den giver dét læseren lægger i den eller formår at digte frem i mødet med tegningerne.
Så selvom Undrestrøm er en anderledes læseoplevelse i fraværet af et stramt styret plot i klassisk forstand, sidder jeg tilbage med følelsen af at værket rummer en dybde, der kalder på flere genlæsninger.
Og det er vel en styrke i sig selv?
