Søen
Det er slut fest med København og Nørrebro i forfatter Henriette Rostrup og tegner Michael Schiøler Tingsgårds dystopiske debut, “Søen”, der er ekspressiv, ubehagelig og sommetider ligefrem abstrakt.
Allerede med den første sætning rodfæster Rostrup den mørke, novelleagtige fortælling i en genkendelig virkelighed og en geografi hentet fra manges hverdag. Dronning Louises Bro, der forbinder Nørrebro med resten af København, er blevet et kendt og elsket hænge-ud-sted for hippe unge, der nyder kaffen og solskinnet i de vandlige omgivelser ved hovedstadens søer. Da jeg selv boede på Nørrebro, kaldte min kæreste og jeg den meget kærligt for “hipsterbroen”, men elskede at gå over den og nyde stemningen. Netop den stemning får et spark i bollerne i “Søen”. Sprogligt ved hjælp af beskrivelser af, hvordan vandet er blevet forvandlet til ildelugtende mudder og visuelt ved at holde hele historien i grum sort-hvid. Det første, der møder dig som læser er fæle rotter. Allerede på forsiden, men altså igen på de første sider. Der er noget galt i Danmark, som sangen siger.
Den navnløse hovedperson er på flugt fra vagtmandskabet, der jager løsgængere i en by, som mest af alt minder om et sted, hvor pesten og krigen har hærget i årevis. Vi får ikke at vide, hvad der er gået galt. Vi ved ikke, hvem vagtmandskabet arbejder for, eller hvad deres mission dybest set er. Vi ved bare, at den navnløse hovedperson er på flugt og må gemme sig. Med sig har hovedpersonen en dreng med et etnisk navn, og det er vist noget sværere at flygte og gemme sig, når man pludselig er ansvarlig for et andet menneske.
Og faktisk er det ikke kun hovedpersonens navn, vi ikke kender. Vi SER aldrig rigtigt hovedpersonen i fortællingen, der i stedet består af billeder af byen, rotterne, vandet, mørket og alt det fæle og væmmelige, der åbenbart er hverdag i (fremtidens?) København. Sommetider bliver billederne abstrakte, imens de andre gange er helt konkrete. Tingsgård ser ud til at svinge alt fra kuglepennen til malerpenslen i sin jagt på netop det billede, der bedst kan understøtte og udbygge Rostrups allerede maleriske prosa. Og det fungerer rigtig fint. De fanger en stemning af ubehag og en udefinerbar følelse af at være forfulgt af den slags, man normalt kun kender fra drømme. Der er nogen efter en, og det er alvor. Man ved ikke hvem, og man ved ikke helt hvorfor, men sådan har det altid været. Det er rendyrket mareridtslogik. Vi ser ikke hovedpersonen. Vi kender ikke engang hovedpersonens etnicitet. Måske ER vi hovedpersonen?
“Nørrebro er tabt” er en kontroversiel dansk politiker vist engang kommet til at sige i et anfald af grov kådhed og nationalistisk panik, og det er faktisk nok tilfældet i denne bog. Men om det er den ene, den anden eller en helt tredje fraktion, der har givet byen nådestødet, melder teksten ikke noget om. Den er mere poetisk end politisk, og det er muligt for os allesammen at lægge lige præcis det i fortællingen, vi har lyst til. Det vigtigste budskab er vist, at det KAN gå galt. Og det er i sig selv værd at tænke over. Tag ikke verden for givet. Tag ikke din solskinsdag og kaffetår på broen over Søen for givet. Det hele kan forsvinde.
Det er en lille fortælling, der bruger novellens styrker og evner til at antyde mere end forklare. Hurtigt læst, men den bliver alligevel siddende og generer et sted dybt inde. Under læsningen føler man en frustration over ikke at få mere at vide, ikke at kunne se hovedpersonen i øjnene og kun at få vist små brudstykker af en verden, man gerne vil vide mere om. Dette er sandsynligvis helt og aldeles med vilje fra tegneserieskabernes side, og man er nødt til at tage hatten af for historiefortællere, der ikke er bange for at irritere og gøre nas. Som læser skal man naturligvis lige kunne håndtere denne form for fortælling, og hvis man er til klassisk fortalte, nydeligt tegnede og let gennemskuelige tegneserier, så er denne kunsttegneserie nok ikke lige sagen. Men det ønsker den heller ikke at være. Den er flosset, og man kan rive sig på den.
Rostrups tekst fylder meget på nogle sider og næsten ingenting på andre, så der skrues hele tiden op og ned for balancen mellem billeder og tekst. Begge dele er interessante og flotte, og i det hele taget er der tale om en fascinerende og velfortalt, lille bog. Det er ikke nemt at ramme drømmelogik og mareridtsfornemmelserne som fortæller, så det er i sig selv en præstation. Med til denne form for logik hører også en urovækkende blanding af genkendelige elementer og total fremmedgørelse. Som en, der har været endda meget glad for at bo på netop Nørrebro, fandt jeg et ret fin balance imellem ting, jeg kunne genkende, ting, jeg NÆSTEN kunne genkende samt ting, der var totalt fremmedartede og forstyrrende. Fornemmelsen af at være hjemme, men så alligevel ikke.
Eventuelt kan du til sommer gøre en totaloplevelse ud af læsningen og nyde mareridtet sammen med en cafe latte på Dronning Louises Bro. Og værdsætte, at det trods alt ikke er gået SÅ galt endnu. Og at Nørrebro rent faktisk ikke er tabt. Lige meget hvad visse folkevalgte så går rundt og mener.
