Hergé
For at ingen skal være i tvivl kommer konklusionen her: det er en fornem vandreudstilling om Hergé, der det næste halve års tid gæster Odense.
Udstillingen på Brandts giver et fornemt indblik i Hergés værker, naturligvis med fokus på Tintin, men kommer også lidt ud i hjørnerne af hans virke som reklametegner eller maler.
Lad det også være sagt fra starten: der er godt med Tintintegninger. Det være sig tidlige skitser samt eksempler fra både førsteudgaver i forskellige formater og de senere omtegnede og ombrudte versioner, hvor sidstnævnte er hvad lægfolk forstår ved Tintin, men førstnævnte hvad aficionadoerne i hvert fald også går efter. Måske kunne man godt have ønsket sig lidt flere af de færdige knivskarpe, perfektionistiske plancher, men så kan man selvfølgelig altid tage en pilgrimsfærd til Louvain-la-Neuve, hvor Musée Hergé er et overflødighedshorn af planche efter planche fra Hergés (og hans hjælperes) hænder.
Faktisk var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gå til højre eller venstre først, da udstillingen er delt over to store afdelinger, der hver er opdelt i mindre rum. Da begge museumsvagterne stod placeret ved indgangen til den højre afdeling valgte jeg denne, og kunne efterfølgende i det fyldige udstillingskatalog se, at jeg havde valgt rigtigt.
Eksempel på Hergés malerier fra 1960’erne
Som i kataloget vælger også udstillingen at lægge det indledende fokus på koblingen mellem Hergé og den malerkunst, der optog en stor del af hans tid fra begyndelsen af 1960’erne, hvor hans lidenskab for den plusfoursklædte reporter til gengæld var kølnet en del. Det er bestemt interessant at se eksempler på de malerier Hergés lavede i denne periode af sit liv, hvor særligt inspirationen fra Joan Miró er tydelig.
Om man finder det lige så interessant i det følgende rum at se udvalgte værker fra Hergés egen kunstsamling er nok lidt mere en smagssag. Det kobles dog meget fikst til skitserne fra det ufuldendte album Tintin og Alfa-kunsten, hvori Hergé tilsyneladende ville skabe et album i serien med kunst som et hovedtema. Disse grove og undertiden meget hurtigt udførte skitser i A4-størrelse får en noget stedmoderlig behandling i trærammer uden passepartouter, hvilket gør dem noget mindre iøjefaldende end de fortjener, ligesom rammerne endda sluger visse detaljer på siderne.
Hvad de to første rum også med syvtommersøm vil prente ind i gæsterne er, at Hergé jo ikke ”bare” er tegneserietegner- og forfatter, men Kunstner med stort K samt at tegneserier i deres ypperste udformning hører hjemme på et museum på lige fod med malerkunsten. Mest af alt viser det tydeligt, at tegneserien på et museum fortsat føler sig som en forsmået bejler med mindreværdskompleks, der har behov for at hævde sig ved at sammenligne sig med andre kunstformer, hvilket den strengt taget ikke behøver og næppe på sigt vinder noget ved.
Når man har stablet en udstilling med (…) den ypperste inden for tegneserien, så behøver man ikke placere ham på en piedestal understøttet af førende kunstmalere.
I et senere rum er der brillante eksempler på Hergés blyantskitser fra fx Tintin i Sovjetunionen og Tintin i Tibet. Den introducerende tekst på væggen vil dog sikre sig, at gæsten forstår at værdsætte disse udkast ved at sammenligne Hergés skitser med Albrecht Dürer, Leonardo da Vinci m.fl. Her kan man som gæst godt føle trang til at indvende, at når man har stablet en udstilling med en af de ypperste, hvis ikke den ypperste, inden for tegneserien, så behøver man ikke placere ham på en piedestal understøttet af førende kunstmalere, for det er jo på sin vis at blande æbler med pærer. Eller tegneserier med malerier.
Tintin i Sovjetunionen
Med disse indvendinger lagt til side, så er rummet med fokus på processen fra skitse til færdig side og ligne-claire/den rene linje-stilen en nydelse. Undertiden kan man godt glemme, hvor banebrydende Hergé var i den europæiske tegneseries tidlige år og hvor mange der efterfølgende – og fortsat – arbejder i hans ånd.
Undertiden kan man godt glemme, hvor banebrydende Hergé var i den europæiske tegneseries tidlige år
Perfektionisten ses tydeligt, når der er eksempler på de forskellige udgaver af Faraos cigarer eller Soltemplet, ligesom en helsides planche fra De første skridt på månen, efter min opfattelse, er noget af det allermest imponerende fra Hergé og studiet.
De første skridt på månen
Om Faraos cigarer så er det vendepunkt i Hergés arbejde med Tintin, som det hævdes i den tilhørende tekst, eller om man hellere vil sætte sine penge på, at det var med Den blå lotus er måske nok til debat.
Eksempel på Hergé som reklametegner i 1930’erne
Sidstnævnte album er i fokus i et af rummene i den venstre afdeling af udstillingen, hvor også hans arbejde som reklametegner og illustrator i 1930’erne får plads. Kompletisterne vil nok mangle originaler fra Sylvester og Ottilia hos kaninoerne eller andre perifere værker, men alle andre vil sikkert være fuldt tilfredse med eksempler fra Lars og Lune/Rune og Sune eller Totor, Tintins forfader. Afslutningsvis er der mange originaltegninger fra tidligt i karrieren, særligt Tintin i Sovjetunionen, der bruges som afsæt for en sammenligning med tidlige inspirationskilder fra George McManus til illustratoren Benjamin Rabier.
Den blå lotus
Langt de fleste vil være tilfredse efter et besøg på Hergéudstillingen på Brandts i Odense, hvor man får en indføring i Hergés arbejde fra de tidligste tegninger i notesbøger til den sidste aldrig fuldendte Tintin og Alfakunsten.
Har man børn med, så er der både et opgaveark, der kan udfyldes i løbet af udstillingen, ligesom de selv kan prøve kræfter med tegneserien ud fra forskellige arbejdsark i et tilknyttet lokale. Derudover viste en tilknyttet biograf på dagen for besøget viste Anders Østergaards portrætfilm Tintin og mig fra 2004. Har man allerede pløjet sig igennem al tilgængelig viden om Hergé på dansk, så lurer der naturligvis ikke mange overraskelser, men desto større er glæden ved at stå ansigt til ansigt med den ikoniske reporter i Hergés originale tegninger.
