Søstrene Gyldenhjerte 2: Cassiopeias forelskelser
Den nye serie om søstrene Gyldenhjerte er ikke en døgnflue, tværtimod. Cassiopeias forelskelser er måske ikke helt oppe at ringe som i første runde, men det er stadigvæk en virkelig kvalificeret gang underholdning med både holdning og vilje til at tage menneskelivets svære sider seriøst.
Det er sommerferie og søstrene Gyldenhjerte, Sarah, Cassiopeia og Lucille, besøger deres mormor, der bor i en mindre landsby. Allerede i toget derhen slås det største tema op, da Cassiopeia føler sig splittet imellem byen og landet. Ikke fordi det handler om storbybashing eller udkantsudskamning, nej, det er simpelthen, fordi hun fjerner sig fra den jævnaldrende Ulysse, der har sat hendes tanker i sving på en for hende ukendt og forvirrende måde. Ulysse optræder kun i omtale og kommunikerer via søsterens telefon, så han forbliver en ubekendt for læseren, der dog forstår, at der er begyndt at komme varme følelser imellem de to.
Lettere bliver det ikke for Cassiopeia, da de i landsbyen modtages af to lokale drenge, hvoraf den ene, Olivier, irriterer og charmerer sig ind på hende, så hun slet ikke kan få hold på sine tanker om hverken Ulysse eller Olivier.
Banalt og noget man har hørt om før? Tjoh, det kan man naturligvis indvende. Hver generation har dog brug for at høre det på sine egne præmisser, hvilket Søstrene Gyldenhjerte giver nutidens unge mulighed for. Dertil skal lægges, at det både leveres med stor overbevisning, samtidig med der flettes andre historier ind, der giver det en tyngde, ud over det sædvanlige. I landsbyen ligger nemlig en ruin af en gammel kirke, hvis kirkeklokke er begyndt at ringe midt om natten. Er der et spøgelse på spil? Måske det endda hænger sammen med det lokale sagn om ’damen i søen’, der begik selvmord på grund af ulykkelig forelskelse i to mænd? Lige en mission for ’De tre søstres klub’, der igen må i aktion for at opklare et mysterium ligesom i første bind af tegneserien, Sarahs drøm.
Det hele viser sig naturligvis at hænge sammen, ligesom mormoren kommer til at spille en aktiv rolle. Godt nok virker hun til at starte med lidt distræt og verdensfjern, så søstrene mistænker hende for begyndende alzheimers. Hun er nu skarp nok, når det kommer til stykket, og har jo selv været ung engang, hvorfor hun kan være med til at få enderne til at mødes og hjælpe den forvirrede og forelskede Cassiopeia.
Di Gregio (tekst) og Barbucci (tekst, tegninger og farvelægning) har igen strikket en flot historie sammen. Barbucci har en herlig blød, rund stil med nogle meget farvemættede sekvenser. Et foreløbigt særtræk for serien er, at den blander fortiden ind i nutiden, så generationer mødes om nogle af de ting i livet, der kan være svære at håndtere. Det var tilfældet i Sarahs drøm, hvor det dog kom som lidt af en overraskelse, da temaet for alvor blev foldet ud i sidste del af historien. I Cassiopeias forelskelser er dramaet måske nok mindre, men ikke mindre væsentligt, når man er ung og forelsket.
Der er måske også lidt tendens til anakronisme undervejs. Vi kender ikke søstrenes præcise alder, men Sarah på måske 16 år har en mobil, men hverken Cassiopeia (omkring de 14 år) eller Lucille (måske 10 år), må få en endnu. Jeg vil gerne se en familie, der kan opretholde dén struktur her i 2022. Når mormoren overtaler Cassiopeia til at skrive breve hjem til sin måske-kæreste Ulysse, må det også siges at være lidt af en bedrift. Hvor mange under 15 år har sendt et håndskrevet brev, endsige til en jævnaldrende? Slutningen bliver også lidt for rosenrød, hvor første album i stedet sluttede med mere plads til eftertanke.
Foreløbig har to af søstrene haft en hovedrolle hver, og tredje albums titel Lucilles skat mere end antyder, at det næste gang bliver den yngstes tur. Derefter bliver der måske plads til at fravige skabelonen lidt, så det ikke bliver for skematisk. Serien om Søstrene Gyldenhjerte knytter generationerne sammen i sine fortællinger og fortjener at gøre det samme publikumsmæssigt. Det er en intelligent og medrivende tegneserie om de store ting i livet. Fortalt og formidlet på de unges præmisser, og så må vi, der er lidt oppe i årene, hænge på, så godt vi kan.