Hvordan står det egentlig til med tegneserierne i Danmark? Under overskriften ’Tegneseriens Tilstand’ har Nummer 9’s redaktion spurgt en række tegneserieanmeldere om deres bud på de vigtigste nye tegneserier og tendenser, oversete oversættelsesmuligheder og branchens fremtid. Denne gang Erik Barkman, der blandt (meget!) andet er redaktionsmedlem på Nummer 9 og tegneserieanmelder for Weekendavisen.
Et lille udsnit af Barkmans tegneseriesamling
Hvad er de tre vigtigste danske tegneserier i nyere tid?
Altså, det er jo altid farligt at forsøge at skrive historien, mens den stadig udfolder sig. Men jeg har da én, jeg føler mig rimeligt sikker på – og to, der er lidt mere satsede.
Først og fremmest vil jeg sige Halfdan Piskets Dansker-trilogi. Dels fordi den nåede en bredere målgruppe end langt de fleste danske tegneserier, også uden for landets grænser, hvor Pisket blandt andet vandt en prestigiøs pris på Angoulême-festivalen. Dels fordi den dermed også skaffede sin skaber en reel indtægt, næppe nogen direktørløn, men alligevel; den slags succeshistorier mangler vi i det danske tegneserieland. Og endelig fordi den behandlede emner – immigration, mental sygdom, marginaliseret eksistens – som mange ikke forbinder med tegneserier. Den var med til at åbne nogle øjne blandt de uindviede, tror jeg.
Fra ‘Desertør’ af Halfdan Pisket
Helt oplagt er det også at nævne Karoline Stjernfelts I morgen bliver bedre. Her har jeg et mindre klart billede af, hvor bredt den når ud, og serien er jo heller ikke afsluttet. Men i kraft af sin forankring i genkendelig og eviggrøn danmarkshistorie og sin overlegne eksekvering er I morgen bliver bedre i mine øjne vor tids bedste bud på en ny Valhalla – som i: Begavet underholdningsserie med unikt dansk appel og den bredest tænkelige målgruppe her til lands.
Den sidste lidt en helgardering. Man kunne fremhæve Sabine Lemires Mira eller Kim Fupz Aakesons Mogens og Mahdi, begge med tegninger af Rasmus Bregnhøi; det afgørende er, at jeg håber, vi om ti år vil se tilbage på de to eller en helt tredje som tidlige varsler om en ny bølge af danske tegneserier for børn og voksne, svarende til den, vi har set i USA, siden Raina Telgemeier solgte millioner af gennembrudsbogen Smil. Og jeg siger ikke ’håber’, fordi det kommer til at blive dem, jeg vil skrive flest spaltemeter om i Weekendavisen – her er mit primære fokus tegneserier for voksne – men fordi det vil være enormt sundt for den danske tegneseriekultur og for kunstformens fremtid, hvis dén tendens når hertil også.
Mira – både et vigtigt værk i sig selv og del af en vigtig trend: skaber af fremtidens tegneserielæsere
Hvad ser du som de vigtigste/mest interessante trends inden for tegneserier for tiden?
Som antydet mener jeg den helt store overskrift internationalt set er YA – som i Young Adult, som i tegneserier for børn, teenagere og især tweens. Det er et kæmpe marked i USA lige nu og mig bekendt også et voksende marked i Frankrig, men herhjemme lader flodbølgen vente på sig. Måske vil Heartstoppers succes i de danske boghandler vise sig at være en form for gennembrud? Tegneserier er til alle og kan handle om alt, men de har noget helt særligt at byde på for nye og yngre læsere, og så tror jeg også, det er vigtigt for kunstformens fremtidige sundhed, at den igen gør sig gældende på børneværelserne.
Derudover er der selvfølgelig ingen tvivl om, at tidens store identitetspolitiske bevægelser også har sat deres aftryk på tegneserien, hvor kombinationen af slagkraftig visuel ikonografi og økonomisk tilgængelighed har gjort den til et oplagt værktøj for marginaliserede skabere, der gerne vil dele deres erfaringer, formidle deres verdensbillede og sprede deres budskaber. Alle de zines, webserier og graphic novels, som kan høvles ind i dén brede kategori, er med til at holde tegneserien i live som counter culture-medie og understrege dens samfundsmæssige relevans, og vigtigheden af det kan slet ikke overvurderes, tænker jeg.
Den fjerde væg er til for at blive brudt i ‘Overmand’, der leger med tegneseriens byggesten.
Vælger jeg i stedet at tolke spørgsmålet sådan, at det handler om, hvad jeg finder mest interessant lige nu, så har jeg til stadighed en svaghed for tegneserier, der udforsker, hvad mediet gør og kan. Det er først for relativt nyligt, at tegneserieskabere i hobe er begyndt at gå mere eksperimenterende til mediets formelle grundelementer – billedruder, talebobler, sidelayouts og så videre – og selvom den formalistiske tilgang vel ikke er nær så hip som dengang Chris Ware var på alles læber, så er den til gengæld begyndt at påvirke tegneseriens mainstream på alle mulige finurlige måder. Det kunne for eksempel være når Pascal Jousselins Overmand klatrer frit rundt på siderne eller når Jordi Lafebre fortæller historien om et livslangt kærlighedsforhold bagfra i En dag – altid. Den slags har jeg et stort blødt punkt for.
Er der noget, som danske tegneserier er særligt gode til/særligt bemærkelsesværdige for?
Altså, det er selvfølgelig lidt svært at sige, når man selv er sovset ind i danskhed. Et bud kunne være, at vi i Danmark er gode til at rodfæste selv fantastiske fortællinger i usminket, uspektakulær virkelighed. I morgen bliver bedre er blandt andet så god, fordi Karoline Stjernfelt behandler sine royale figurer som mennesker af kød og blod, ikke glamouriserede halvguder. Det samme kunne siges om for eksempel Valhalla, også selvom den faktisk handler om guder. Omvendt tilføjer Halfdan Pisket i Dansker-trilogien sin langt hen ad vejen socialrealistiske fortælling om farens flugt og immigranttilværelse et poetisk, surreelt billedspor, der giver den et ekstra betydningslag.
Det er nok cirka dér, i krydsfeltet mellem magi, poesi og hverdagsliv, jeg ville lede efter det særligt danske i vores bedste tegneserier.
Er der en slags tegneserier, der bliver udgivet alt for få af?
Jeg så personligt gerne mange flere kunstnerisk ambitiøse tegneserier fra Frankrig udkomme herhjemme. Selvom især Zoom, Cobolt og Faraos Cigarer gør en markant indsats for at få fordansket gode genreserier fra trikolorens land, så ser vi meget lidt til al den skæve og eksperimenterende franske tegneseriekunst, man kan savle over på eksempelvis den internationale tegneseriefestival i Angoulême.
Hvad foretrækker du – lavere pris eller flottere udstyr?
Til hver en tid lavere pris. Tegneserier er til for at blive læst, ikke for at se godt ud på en reol. Og jo flere, der har råd til at læse dem, jo bedre er det. Når det er sagt, er der selvfølgelig værker, hvor udstyret bliver en vigtig del af den samlede oplevelse; Christian Skovgaards Efter København kunne være ét eksempel.
Den ‘æstetiske’ tegneseriereol – efter Barkmans eget udsagn.
Hvilken tegneserie burde blive oversat til dansk?
Apropos det franske, kunne det for eksempel være Winshluss’ postapokalyptiske J’ai tué le soleil – det var ham med den visuelle og satiriske tour de force Pinocchio; mestertegneren Christophe Blains klimategneserie Le Monde sans fin; og så fortæller fransktalende bekendte (og internetanmeldere) mig, at Léa Murawiec’ Le Grand Vide skulle være virkelig fed.
Hvilke tegnere/forfattere holder du særligt øje med?
Åh, der er mange. Kate Beaton har lige udgivet sin store og ambitiøse graphic novel Ducks, og det bliver spændende at se, hvordan hun klarer overgangen fra korte, vittige striber til lange, alvorsfulde memoirer. Keiler Roberts er på vej med mere lakonisk hverdagshumor (The Joy of Quitting, hedder hendes næste), vi får snart mere af Fremtidens araber-skaber Riad Sattoufs på én gang nuttede og nådesløse tween/teen-serie Esther på engelsk, og så er jeg ret nysgerrig på den vildt produktive og talentfulde unge brite Zoe Thorogoods It’s Lonely at the Centre of the World.
Barkmans ‘Shelf of Shame’ med endnu halvlæste eller ulæste tegneserier.
Får tegneserien den opmærksomhed og opbakning – fra medierne, fra kunststøttesystemet – som den har behov for/fortjent?
Der er ikke noget, der hedder fortjent i fodbold, som Michael Laudrup engang sagde. Det samme gælder rimeligvis kultur: Dem, der kan arbejde sig til opmærksomhed og momentum – og har konjunkturerne på deres side – løber med sejren.
Men som tegneserieentusiast ser jeg et stort og åbenlyst problem i, at så få mennesker i Danmark kan leve af deres tegneserier. Et par lever måske på arbejdslegater, enkelte overvejende af bibliotekspenge, nogle få falder uden for de to kategorier og klarer sig alligevel – men det er utroligt svært at hive en fuldtidsindtægt hjem på ’markedsvilkår’. Det påvirker selvsagt en kunstforms trivsel, hvis flertallet af de udøvende bruger langt det meste af deres arbejdstid på andre, mere indbringende gøremål.
Jeg kender ikke løsningen, men i sidste ende handler det vel om publikummets størrelse. Flere tegneserielæsere betyder større oplag og – forudsat arbejdet er af en kunstnerisk karakter – større bevågenhed hos kulturfondene.
Jeg tror ikke, der er nogen vej udenom at gøre kagen større, hvis tegneserieskabere skal få bedre arbejdsvilkår. Og det er dér, jeg knytter noget håb til den bølge af tegneserier for børn og unge, der forhåbentlig snart for alvor rammer os fra den engelsksprogede verden.
Den mere praktiske tegneseriesamling i pulterkammeret (se også øverst i artiklen).
Hvilken er din egen favorittegneserie og hvorfor – du må godt nævne et par stykker?
For mig er de læseoplevelser, som virkelig brænder sig fast, dem jeg ikke forventede at få. Hvor jeg måske købte en tegneserie lidt spontant, læste den med kæben på brystkassen og tænkte på den i ugevis efter. De tegneserier føles som en gave og fylder mig med taknemmelighed, og derfor er de mine sande favoritter, også selvom jeg måske godt ved, at de ikke er de objektivt bedste i verden.
Hvad kunne det for eksempel være? Det kunne være Josh Simmons’ The Furry Trap, en samling af korte indie-horror fortællinger, som med enkle midler rammer lige lukt ned i min dybeste primalangst. Den føles, som om Simmons tegnede den kun for at fucke med mig, og så kan jeg jo dårligt være andet end taknemmelig. Eller Gareth Brookes’ The Black Project, en tragikomisk coming of age-fortælling udført i linoleumssnit og broderi (!) om en dreng i sin gryende pubertet, der er besat af at bygge lolitadukker af forhåndenværende materialer. Eller Joshua Cotters Driven By Lemons, som skildrer et mentalt sammenbrud semiabstrakt, i skitsebogsform.
Der er flere, men de tre solstrålehistorier faldt mig først ind!
Læs Erik Barkmans anmeldelser i Weekendavisen
Del på
