Nastrand - De dødes strand
Blodet sprøjter, og hjernemassen drypper. Søren Mosdals Nastrand – De dødes strand er grov og barsk i både tone og streg, og det er helvedes godt gjort.
Det er helt sort. Bølgernes skvulp er desorienterende. Omkring os er der intet andet end mørke og vand. Vi skyller op på stranden, men hvor er vi? Som læser bliver man slynget ind i tegneserien Nastrand – De dødes strand, der følger vikingekrigeren Thorkel og trællen Deirdre. Men heller ikke de ved rigtigt, hvad der foregår. De befinder sig på Nastrand, stedet for mordere og bedragere, men hvorfor? Thorkel var en mægtig kriger, og han døde endda i kamp. Deirdre var en tro træl, der frivilligt lod sig begrave med Thorkel. De skulle begge være endt i Valhal, mener Thorkel, og Mosdals tegneserie følger machomandens blodige forsøg på at komme til Valhal.
Nastrand er fortsættelsen på Søren Mosdals tegneserie Fimbulvinter fra 2014. Thorkel er blevet dræbt af kujonen Leif den lykkelige, der stak ham ned bagfra. Man behøver dog absolut ikke at have læst Fimbulvinter (selvom det kan anbefales), før man giver sig i kast med videreudviklingen af Mosdals uhyggelige og dystre vikingeunivers. Oprindeligt udkom Nastrand på nettet, og i 2016 vandt serien endda Pingprisen for årets nettegneserie. Da juryen begrundede dens værd, skrev de blandt andet: ”Det er en stærk og storladen fortælling om skæbne, loyalitet og tro” og ”Her er både episk forløb og chokopslag, her er damsel in distress og superhelt i kamp mod monstre. En tragedie er det, berettet med sagaens barske galgenhumor.” Jeg er på ingen måde uenig i glæden ved Nastrand, men om tegneserien fungerer pga. temaer som skæbne og loyalitet og dens episke forløb, er jeg ikke overbevist om. Med forlaget Eschos fysiske udgivelse af Nastrand er måske på tide at genoverveje, hvorfor Nastrand egentlig er så helvedes god tegneseriekunst.
Blodet flyder
I sit forsøg på at slippe væk fra Nastrand rejser Thorkel gennem dødsriget. Her klatrer han op ad Yggdrasil, hvor hængte mænd dingler fra grenene, blot for at indse, at Valhalla ligger umådeligt langt væk. På stranden, hvor trællen, Deirdre, er blevet tilbage, kryber ligene af mordere, tyve og andet pak. Da Thorkel vender tilbage til dette usle sted, sender dødsrigets hersker, Hel, sin helvedeshund, Garm, efter Thorkel. De to ender i en drabelig tvekamp. Hjernemassen drypper fra det åbne kraniebrud, og blodet strømmer i lange baner. Det er vildt og brutalt. Mosdals univers handler ikke om loyalitet og skæbne. Snarere handler det om at slå pander ind, gore og de dertilhørende tegninger.
Mosdals tegninger er kantede og grove. Det er ikke uden grund, at forlaget Escho har kaldt stilen for ekspressionistisk. Det er som om linjerne bryder med hinanden. Tegningerne er fyldt med streger og det skaber et ekstremt actionfyldt udtryk. På trods af dette virker intet skitseagtigt; stilen er grov, som historien er det. At Nastrand ovenikøbet er holdt udelukkende i sort og hvid, forstærker brutaliteten og uhyggen. Nastrand er en dyster tegneserie. Mørket hersker, og Thorkels kamp mod stedets ondskab virker håbløs. Dødsriget er et uigennemtrængeligt sted, og drømmen om Valhal uopnåelig; ingen slipper fra Nastrand. Skulle man altså tale tematik er det ikke skæbne, loyalitet og tro, men snarere håbløshed.
Og så alligevel: Nastrand handler ikke om abstraktioner. Det er historien om Thorkel, der hakker sig gennem lig og helvedeshunde. Der behøver ikke at være mere eller andet, der kvalificerer den som god tegneserie. Og der er virkeligt ikke meget, som kvalificerer Nastrand. Det magiske ved den er, hvor meget Mosdal får ud af sine få midler. Den knappe dialog, de grove tegninger og det simple plot gør Nastrand til en skarp og præcis tegneserie, hvor blodet og volden kun dermed kommer mere i fokus. Det er som at høre punk. Midlerne er få, men resultatet er alligevel et brutalt, kaotisk virvar. Stregerne stritter i forskellige retninger. Det sorte og hvide dyster mod hinanden. Blodet flyder.
