Batman: Jeg er Gotham
Første bind af den nyeste Batman-serie – Batman Rebirth – er kommet på dansk. Vi ser nærmere på nattens genfødte ridder.
Lad mig starte med at slå et par ting fast.
- Jeg er glad for Batman. Faktisk ligger The Long Halloween af Jeph Loeb og Tim Sale ofte øverst på min liste over de fedeste tegneserier … eller graphic novels, om du vil.
- Jeg prioriterer ikke længere at følge med i den løbende udvikling i DC-universet (eller noget andet tegneserieunivers).
- Jeg har det lidt stramt med reboots.
Specielt punkt 2+3 kan gøre anmeldelsen af Jeg er Gotham en anelse svær. For bogen er en del af det store reboot af hele DC-universet, og da jeg ikke løbende har fulgt med i udviklingen, er det op ad bakke. Derfor vil jeg forsøge anmelde den, som læste jeg en historie om the caped crusader for første gang.
Først historien: Gotham har fået to nye helte – eller superhelte, for at være mere præcis. Gotham og Gotham Girl er metamennesker som Superman, og de ønsker, at Batman skal lære dem at være helte. Men naturligvis er der slanger i Paradis, og via Hugo Strange bliver Gotham (altså metamennesket) overbevist om, at Batman er skyld i Gothams (altså byen) udfordringer. Og så går det ellers over stok og sten.
Jeg er Gotham er skrevet af Scott Snyder og Tom King. Snyder har et omfattende generalieblad inden for DC, hvor han blandt andet har skrevet flere historier om Superman, Batman og Swamp Thing. På samme måde har også King bevæget sig inden for DC-universet. Tegningerne står Mikel Janin, David Finch og Ivan Reis for. Som forfatterne har tegnerne også imponerende cv’er med masser af titler for både DC, Marvel og andre mindre forlag. F.eks. står Mikel Janin bag tegningerne i den efter min mening ganske kedelige Justice League Dark, der absolut intet godt gør for alle tiders bedste antihelt, John Constantine.
Med formalia på plads hopper vi direkte til det positive ved Jeg er Gotham: Forlaget RW har skruet en indbydende udgivelse sammen. 192 sider i en lækker hardback med lækre farver. Farverne formidler Gotham, som byen er: Et gråt, dystopisk og sultent rovdyr, der fortærer svagere sjæle. Og det glæder mig. For ultimativt er Batmans værste fjende vel ikke ham selv, Jokeren (wait ’till they get a load of me!), Pingvinen eller Gotham (altså metamennesket). Nej, Batmans virkelige fjende er Gotham (altså byen), der konstant som den begsorte tvilling til Batmans mørke forsøger at trække alt og alle med sig ned i et dyb, hvor selv ikke Batmans til tider sort-hvide syn på nåde eksisterer.
Med det skrevet er farvelægningen ikke på højde på førnævnte ’The Long Halloween’, hvor forfatterne i langt højere grad arbejder med sorte og mørke nuancer for med effektiv brug af kraftige farver at understrege ondskaben i Gotham (altså byen) samt kontrasterne i Batmans personlighed og hans virke.
Store balletnosser
Og så tilbage til tegnerne. Mikel Janin, David Finch og Ivan Reis leverer et produkt uden alt for mange dikkedarer. Batman har store muskler. Det samme har Gotham (altså metamennesket) og Superman. Kvinderne har store bryster og viser gerne deres (lange) ben. Som kompensation, måske, har alle de mandlige helte velformede og ret store balletnosser. Kort sagt, intet nyt under den amerikanske mainstream superheltesol. Eller skrevet med andre ord: Det er (heller) ikke på billedsiden, at læseren bliver udfordret.
Men kan mindre gøre det?
Min vurdering er, at det kommer an på produktet. Var Jeg er Gotham et oneshot graphic novel, ville jeg føle mig skuffet, hvis jeg havde givet et par hundrede kroner for bogen. Men det er ikke tilfældet, da Jeg er Gotham er en samling af de seks første udgivelser i Batman Rebirth. Historien er altså først og fremmest tænkt som del af en serie. Har det nogen betydning for tegnernes lyst til at eksperimentere med deres kunst? Af gode grunde kan jeg ikke svare på det, men jeg kan konkludere, at DC har truffet et sikkert og ukontroversielt valg.
Det bringer os til Batman Rebirth. Jeg forstår DC’s motivation for at reboote deres univers, og skal jeg være helt ærlig, nød jeg den rebootede historie om Batmans kamp mod Court of The Owls (hvor også Scott Snyder har skabt historien). Men et reboot er også et knæfald for manglede fantasi (og evne?) til finde på nye historier. Jeg forstår, at det må være svært for forfatterne at finde på nye fortællinger i et gammelt univers, men at reboote vidner i min verden om, at man har malet sig op i et hjørne. Det er – sagt på jævnt jysk – dumt.
På samme note er der noget sært uforløst over Jeg er Gotham. Ja, så bokser de lidt. Ja, så er vi Bathulen. Ja, så kommer JLA. Ja, så kommer Amanda Valler. Det er the big guns. Men Gotham (altså metamennesket) er en sekundaskurk, en bisætning, der er skrevet færdig med få ord. Det samme er Gotham Girl. Så på den ene side savner jeg Jokeren og alle de andre galninge, mens jeg på den anden side egentlig er underholdt i en grad, hvor jeg ikke føler, at jeg spilder min tid. Jeg er Gotham har dermed vundet titlen som tegneseriernes svar på hvidt toastbrød: Jeg er blevet mæt, men jeg er ikke blevet tilfredsstillet.
