John Blake – Mysteriet om spøgelsesskibet
Philip Pullman, forfatteren bag serien Det gyldne kompas, har med vekslende held kastet sig over tegneserien. John Blake – Mysteriet om spøgelsesskibet er forudsigelig action om tidsrejser for teenagere.
Hovedpersonen er i virkeligheden spøgelsesskibet ’Mary Alice’, der rejser rundt på tværs af tid og sted i de sidste par årtusinder efter en tilsyneladende tilfældig plan. Den britiske regering, en rigmand og en enlig entusiastisk kvinde vil alle finde skibet og deres interesser kolliderer naturligvis undervejs. De har hver deres motiver for at ville finde skibet, fra ussel mammon til familiemæssige. At finde skibet lykkes dog uforvarende for den skibbrudne pige, Serena, der bliver reddet af drengen John Blake, et af besætningsmedlemmerne på det mystiske skib. Nu skal Blake og resten af besætningen forsøge at få Serena tilbage til hendes egen tid og samtidig undgå selv at blive opbragt.
Det udvikler sig til en blanding af klassisk agenthistorie a la James Bond og lige så klassiske sci-fi tidsrejsedilemmaer, hvor konsekvenser af ændringer i fortiden også laver om på nutiden. Det er alt sammen set før, og kortene fordeles nogenlunde forventeligt af Pullman. Måske det vil være nyt og originalt for yngre læsere, der givetvis også er den primære målgruppe, hvorfor der jo også er valgt en teenagedreng og -pige til hovedrollerne. Der er dog også visse pointer omkring brugen af smartphones og enkelte selskabers dominans på dette område, som uden tvivl vil vække genklang hos målgruppen.
De øvrige besætningsmedlemmer på ’Mary Alice’ stammer fra forskellige epoker i verdenshistorien og allersidst i John Blake er der en dobbeltside med en beskrivelse af hver enkelt. Det virker unægtelig noget bagvendt, da de er så nødtørftigt beskrevet undervejs, at man burde have oversigten placeret tidligere. Derudover mærker man tydeligt, at Pullman er vant til at have masser af tid til at brede personbeskrivelserne ud på, for langt de fleste spiller ingen større rolle i historien. Og hvorfor så egentlig få en række faktuelle oplysninger om deres herkomst, opvækst og motiver for at være på ’Mary Alice’?
Bemærk at det på forsiden pointeres, at det er Phillip Pullmans John Blake – Mysteriet om spøgelsesskibet illustreret af Fred Fordham. Det kan jo både skyldes at Pullman er et kendt navn i kraft af sin trilogi om Det gyldne kompas, men også at der altså er tale om en vægtning af historien – med tilhørende tegninger. Lidt spøjst ordvalg og prioritering virker det under alle omstændigheder til at være, når det samtidig præsenteres som en moderigtig grafisk roman, hvori æren plejer at blive delt ligeligt mellem forfatter og tegner.
Tegningerne er realistiske, pæne og nydelige på overfladen, men uden den store personlighed og uden at der bliver pustet mere liv i figurerne. Actionsekvenserne bliver i højere grad en række stillbilleder fra en film end dynamiske sekvenser med flow og rytme fra Fordhams side. Pullman er tydeligt optaget af at lade ordløse sekvenser give læseren pusterum undervejs, ligesom han er sig en del af tegneseriens virkemidler bevidst. Han forfalder ikke til at forklare alting med ord, men overlader en god del spillerum til Fordhams tegninger. Samlet virker historien dog lidt for overfyldt, så selve handlingen omkring jagten på skibet godt nok træder tydeligt frem, mens de mange personbeskrivelser mere snubler over hinanden og ikke får luft nok til at fænge.
Ligeledes virker det som en sjuskefejl fra forlaget, når teksten gentagne gange falder uden for taleboblerne. Derudover har oversætter og tekster tydeligvis ikke kommunikeret, da teksten ulogisk brydes undervejs i nogle af boblerne. En person kan således sige ”Det gør vi” i den ene boble og ”heller ikke. Men Mary Alice har som sagt sine egne idéer” i den næste. Helt sikker noget et mere rutineret forlag på tegneseriefronten havde sørget for at undgå, når originalsprogets ’We don’t’ sikkert snildt har passet ind i den første boble.
Mysteriet om spøgelsesskibet er et sympatisk forsøg på at få lidt stjernedrys ind på den engelske tegneseriescene. At det så viser sig vanskeligt at presse en historie, der var fyldig nok til en roman, ned på 150 tegnede sider – dét er en anden sag.
