Antologi over sindet
Der er meget vold og eksistentiel angst; der er også mange metagreb og vrede, midaldrende mænd i finske Tommi Musturis tegneserieunivers, som det kommer til udtryk i Antologi over sindet. Nogle gange bliver det ekspressive og evigt foranderlige udtryk næsten kedeligt. Heldigvis er det snarere undtagelsen end reglen.
Hvis man da overhovedet kan snakke om en regel. Antologi over sindet er en sprælsk samling af tegneserier, der bliver kaldt noveller, som Musturi har fået udgivet i alskens tidsskrifter, antologier og magasiner i Finland og i resten af Europa de seneste tyve år. Antologien har størrelse som et magasin. På forsiden ses to antropomorfe skikkelser i silhuet. Himlen over dem er orange. Selv er de sorte og lilla. Jeg ved ikke, hvad figurerne skal forestille, men jeg bilder mig ind, at de er astronauter sendt ud for at udforske sindets indre univers. Analysen er selvfølgelig en projektion af mine egne fantasier efter endt læsning.
En rejse ud i det indre sind
Titlen, Antologi over sindet, giver anledning til at spørge, hvordan novellerne kortlægger menneskets sind. Novellerne i antologien væver sig mellem det morsomme og voldelige; det stille og vulgært klamme, absurde. Det gælder både stemning, streg og skrivestil. Fra det vilde og introspektive til det liderlige og komiske kan antologien tænkes som en tour de force gennem menneskets fantasi, tanker og følelser. Der er dog ingen tvivl om, at Musturi er bedst, når han laver grin for bagefter at trække tæppet væk under læseren – og karakteren – ved at indskrive et element af håbløshed, død og sårbarhed. Hvad hans streg angår er der aldrig slinger i valsen. Med sikker hånd manøvrerer han mellem ekspressionistiske, grove streger og minutiøse detaljer; akvarel og ligne claire; computergrafik og collager.
Novellerne i Antologi over sindet er ikke adskilt af titler og ligger derfor i direkte forlængelse af hinanden. Samlingen minder om en bevidsthedsstrøm: På samme måde som vores tanker aldrig holder sig til ét fokus, men altid har det med at blive forstyrret, således flyder Musturis noveller uden videre fra det ene til det andet. Paradigmatisk for antologien står de seksten striber om ismanden Ötzi, der vel nok også er det bedste antologien har at byde på. Selv internt i denne stribe ændrer Musturi tegne – og skrivestil elegant og ubesværet. Novellen Krig er nytteløst blev tegnet af Musturi som fireårig, men udkom først i 2002. Det smukke ved antologien er, at mængden af stilskift er så overvældende, at en kort historie tegnet i barnehånd hverken virker upassende eller mærkværdigt. Snarere giver det perfekt mening. Således var det først ved læsning af Musturis noter til novellerne, som er placeret helt bagerst i bogen, at jeg blev klar over, at det ikke kun var endnu et af Musturis utallige overlegne stilgreb. Om det er pinligt for mig, eller om Musturi er smart, er jeg vist ikke i position til at bedømme.
Arrogant avantgardisme
Det er hverken umotiveret eller bare for sjov, at Musturi skifter stil, som vinden blæser. I efterskriftet til antologien går Musturi nemlig til angreb på stilen. Stilen er for ham et eksempel på alt, der er kedeligt, homogent og repetitivt i kapitalistiske samfund. For Musturi må intet være aftalt på forhånd, for forventninger skaber regler, og regler fastfryser kreativiteten. Vores følelser og sprog skal løsrives fra traditionen og kapitalismens jerngreb. Kunstneren er frontløber i denne kamp. Hvis kunstneren blot kan kommunikere sig budskab effektivt nok, skal læseren – ”det almindelige menneske” – nok også se lyset. Jeg gider ikke blive hængende ved dette for længe, for Musturi er først og fremmest tegneseriekunstner, men jeg vil ikke lægge skjul på hvor patroniserende og arrogant, denne form for avantgardisme forekommer mig at være.
Monotoni i det foranderlige
I novellerne er der også tendens til, at det kammer over. Selvom Musturi afholder sig fra at blive ensformig i sin tegnestil, er der så vældigt et antal af gentagede motiver, figurer og skabeloner for historiefortælling, at det undertiden bliver monotont i det ellers spraglede og uforudsigelige. Ordløse slåskampe, afstumpede og vrede mænd, pis og sæd bliver lidt for ofte gengangere. De bedste noveller forsvinder næsten i mængden af de bratte temposkift og den planlagte stilforvirring. Det mørke stof er en genial metategneserie. Og En slange i næsen binder Musturis udskejelser og tristesse smukt sammen. Det er så spændende, når Musturi for alvor brillerer.
Men det bliver lidt trættende at se ham lire den ene novelle af efter den anden, der handler om det samme, men er tegnet forskelligt. Der er til tider en trættende stil i stilforvirringen. Men når Musturi er bedst, er der virkelig stil over showet, hvor Antologi over sindet bliver desorienterende, provokerende og hysterisk morsom læsning.
