Den syrede serieskaber Lewis Trondheim har fået lov at skrive sit helt eget Splint-album. Spørgsmålet er, om det er for stor en udfordring?
Ligesom Anders And er Splint og Co. ejet af et stort, ondt, navnløst, senkapitalistisk konglomerat (det hedder Dupuis), og det har givet nogle interessante kreative muligheder.
Splint-ejerne har nemlig udnyttet, at de kan skalte og valte med seriens kreative skabere og sat tegnere og forfattere, der ikke tidligere har haft noget med Splint og Co. at gøre, til at producere hver et enkelt særalbum helt efter egne ønsker – i ‘Panik på Atlanterhavet’ er det tegneren Fabrice Parme og forfatter Lewis Trondheim, som har fået lov at lege.
Trondheim har villet tilbage til noget, der ikke eksisterer længere, så for første gang i en menneskealder er Splint faktisk på arbejde i den piccolouniform, han helt perverst og meningsløst har været iført siden første halvdel af 1900-tallet. Handlingen udspiller sig på noget så morfar-agtigt som et krydstogtskib, fint rigget til med snobbede damer, forvekslinger, folk, der kommer til skade på nostalgiske måder fx med parasoller og en kliché-kæk kaptajn, og spændingen samler sig om noget space age-teknisk – en strålepistol, der kan fryse ting til is. Eller faktisk samler spændingen sig ikke rigtig.
Forfatter Lewis Trondheim er en mærkelig serieskaber, som ikke kan lide at sidde og fedte med tingene. I løbet af de sidste 20-30 år har han tegnet eller skrevet mindst 100 tegneserier af vekslende længde. De af dem, som anmelderen har set, er avangardistiske og syrede, og læser man Panik på Atlanterhavet kan man godt få den tanke, at Trondheim burde have holdt sig til det sikre og ikke – som her – gamblet med sit talent i en flirt med mainstreamen.
Nogle af de 100+ Trondheim-serier har sikkert også taget tid at skrive, men desværre bærer ‘Panik i Atlanterhavet’ præg af ikke at være en af dem. Hvis man fyldte vand i et badekar og trawlede et brev grøn te frem og tilbage i overfladen i et par sekunder, ville det smage som ‘Panik i Atlanterhavet’s plot.
Men albummets koncept, man kunne godt sige dets design, er ret fedt, for Parme og Trondheim har iscenesat Splint i konsekvent 60’er-stil i sprog, udtryk og farvelægning. Tænk tv-serien ‘Mad Men’, eller tænk Dirch Passer, hvis du hellere vil tænke på ham. Det er kærligt og uhøjtideligt gjort, og selv om Fabrice Parme nok er lidt for jumbobogs-glat i sin streg til at kunne få adgangskort til Franquin-klubben, så er han en sikker tegner med sans for billedvinkling og æstetik.
I sin veloplagthed og stilsikkerhed er albummet en cadeau til serien i dens glansperiode under Franquin – men historien er lidt af en fornærmelse.
Karakter: 3 ud af 5
Værkets titel: Et ekstraordinært eventyr med Splint og Co.: Panik på Atlanterhavet
Forlag: Cobolt
Forfatter/tegner: Lewis Trondheim og Fabrice Parme
Form: Hardcover, 64 sider
Pris: 198 kroner
ISBN: 978-770-854290
Udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: Danmark
NB: Illustrationerne er gengivet let beskårne. Det skyldes, at Christoffer Zielers scanner simpelthen er for lille til den store Splint-bog.
