Nummer 9 anmelder ikke konsekvent tegneserieteori, men når en væsentlig og internationalt respekteret forsker som Thierry Groensteen udgiver en opfølger til The System of Comics fra 1999, så er forventningerne skruet op. Den svære toer ender dog med at gå helt i vasken!
Titlen på bogen, ”Comics and Narration”, kunne forlede én til at tro, at her er tale om en kortlæggelse af tegneseriens narratologi, men som det hurtigt afslører sig, er det noget helt andet, der er på spil i bogen:
To sum up, where the first volume described the foundations and the major articulations of the systems, its particular architecture and dynamic, this volume is more concerned to analyze the uses to which it may be put. (s. 5)
Bogen her er altså en toer til hans første bog om tegneserier The system of Comics, og målet er at undersøge, hvad der sker, når man anvender hans system og begreber på tegneserier. Eller er det?
For samtidig indrømmer han, at det ikke er tegneseriernes fortællinger, han interesserer sig for, men tegneseriernes formelle apparatus – tegneseriens maskineri kunne man kalde det. Det er nemlig dette apparatus, man må udforske, hvis man vil lære dét om tegneserier, som er specifikt for kunstformen. Bogen starter således med at narre én flere gange. Titlen lyver, og introduktionen lyver. Eller måske ved Groensteen bare ikke, hvad han egentlig vil med bogen?
Men vi finder aldrig ud af, om det kunne være blevet spændende at finde frem til tegneseriens særegne maskineri, for det er heller ikke dét, der i sidste ende er Groensteens vinkel. I stedet viser bogen sig mestendels at tage form som et forsvar af den første bog. Groensteen modtog en del kritik af System of Comics og bruger en del af værket her på at forklare, hvorfor denne kritik slet ikke er berettiget.
En del af kritikken bestod i, at blikket på tegneserier var for snævert og ofte kun omhandlede den klassiske fransk/belgiske tegneserie. Derfor tager han i denne bog fat om en række mere skæve dele af tegneserieverdenen. Nærmere bestemt drejer det sig om abstrakte tegneserier, digitale tegneserier, børnebøger, shoujo manga og den helt nye og banebrydende (!?) variant ”silent comics”. Nu vil han rigtig gå i dybden med disse genrer. I hvert fald ifølge bagsideteksten …
For noget andet, den første bog også er blevet kritiseret for (eksempelvis af Neil Cohn) er, at den stort set kun indeholder overfladiske, beskrivende konklusioner. Og dét er ikke blevet bedre i denne bog.
Der er flere problemer med Comics and Narration, men kernen i det er, at Groensteen insisterer på kun at ridse i overfladen af alle mulige ellers interessante emner.
På den ene side er det tydeligt, at han har en skarp intuition for, hvad der kunne være spændende at undersøge ved tegneserier, men det er på anden side også tydeligt, at han hele tiden stopper op, lige inden det bliver rigtig spændende og konkret. Han kigger på tegneseriens maskineri og vil gerne forklare systemet bag, men han nøjes gang på gang med at beskrive, hvordan maskinen ser ud. Denne bog lærer ikke én mere om, hvordan maskinen egentlig virker.
Som når han bruger flere sider på at diskutere den rent etymologiske fordel ved at bruge ordet ”monstrator” som begreb, når man skal tale om en art ‘tegneseriens mediespecifikke udsiger/fortællerstemme’ – et begreb der skal dække over den position, hvorfra tegneserien (billederne, historien, formen, konteksten, det hele!) bliver formidlet. Uden nogen forklaring på, hvad begrebet så ville skulle bruges til i egentlige analyser.
Eller som når han i et erklæret forsøg på at bevise, hvor varieret klassisk fransk tegneserie er, opdeler tegneseriens ”reciter” (altså stemmen i voice-off boksene, specifikt i et Splint og Co. album) i tre kategorier alt efter, hvor meget denne autoritative fortællerstemme så egentlig holder sig uden for eller deltager aktivt i historien. Uden at komme nærmere ind på, hvorfor og hvordan netop denne tre-deling forklarer narration i tegneserier.
Eller som når han i afsnittet om selvbiografiske tegneserier (et yderst interessant emne) taler om ”det autobiografiske aftryk”, og så ellers blot deler dette op i to typer.
Eller som når han i afsnittet om ”Modaliteter” meget præcist (men utrolig banalt) konkluderer, at det faktisk har en effekt, når sådan én som David Mazzuchelli skifter mellem tegnestile indenfor samme værk, men uden at komme nærmere ind på, hvad denne effekt så måske kunne være. Hvilket ellers kunne være spændende at blive klogere på.
Eller som når han i kapitlet om ”The subjectivity of the character” taler om forskellige typer af tale- og tankebobler som udtryk for karakterers personlighed, og eksempelvis kommer ind på, hvordan Blake og Mortimer tænker i talebobler, men alligevel ender med ikke at konkludere noget som helst om, hvordan forholdet så er mellem tankebobler/talebobler/emanata og så karakterernes subjektivitet.
Der mangler simpelthen et led i den her bog.
En mulighed kunne have været at indskrænke bogens emne (til narration, eksempelvis) og så bruge nogle kræfter på at anvende begreberne på egentlige tegneserier. Man kunne også have skrevet bogen i et lettere forståeligt ikke-akademisk sprog. Man kunne, hvis bølgerne var gået rigtig højt, have inddraget mere end 15 (femten!) billeder i en bog om tegneserier! Måske endda i farver! Ja ja, jeg ved godt, at der er forskel på en akademisk bog og en ‘rigtig’ bog, men behøver der virkelig være så stor forskel? Stilles der virkelig krav om dårlig formidling til akademikere?
Om ikke andet så kunne Groensteen da i det mindste have lavet en bog der beviste, at akademiet er meget bedre og klogere end sådanne ikke-akademiske opkomlinge som Scott McCloud, men nej. Hvad man end kan have af kritik af McClouds bog ”Understanding Comics” og dens overfladiske analyser, ja så kan præcis det samme siges om denne bog.
Dér, hvor Groensteen er bedst, er faktisk ikke i hans strukturering af begreber og hans opsplittelse af maskineriet, nej, det er i stedet, når han kommer til at glide over i det mere essayistiske og anekdotiske. Han er måske nok en gnaven gammel franskmand, men sådan nogle er jo tit underholdende at høre på, hvis man kan udholde den ret arrogante tone nu og da. Eksempelvis kommer hans skarphed og intuition faktisk til sin ret i kapitel 7 om ”the Rhythm of Comics”. Et overraskende grundigt efterspil til kapitel 2, som især diskuterede, hvorvidt enkeltbilleder kan være tegneserier.
Vi nærmer os slutningen af bogen, og han har egentlig sagt det, han ville, men så er han tydeligvis kommet til at sludre videre med sig selv om de her enkeltbilleder og deres manglende rytme. For meget kan man sige om Masereel og Bakman og de andre, men én ting er sikkert: ét billede på én side har i hvert fald ingen rytme (forstået som det visuelle samspil mellem enkeltbillederne på den enkelte side). Som sådan er det ikke et begreb, der kan bruges til at definere, hvad tegneserier er, men det er et godt begreb til at beskrive det væsentlige i forskellen mellem billeder hver for sig og flere billeder ved siden af hinanden.
Kapitel 8 (”Is Comics a Branch of Contemporary Art”) er på samme måde et essay, der står helt for sig selv og flagrer for enden af bogen (omend et temmelig rodet og uinteressant kapitel), og det virker, som om Groensteen egentlig hellere vil være gammelklog essayist end førende tegneserie-semiotiker. Det er trist at se en så potentielt spændende titel som Comics and Narration smuldre sådan, men det skal ikke få os til at miste håbet. Der er masser af spændende at sige om tegneserier – akademisk, folkeligt og alt derimellem. Og der bliver sagt en masse spændende! Bare ikke i denne her bog.
Karakter: 1/5
Værkets Titel: Comics and Narration
Forlag: University Press of Mississippi
Forfatter: Thierry Groensteen
Farve og form: S/H hardcover
Sidetal: 205 s.
Pris: 529.95 kr.
ISBN: 9781617037702
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Aktuelt udgivelsesland: USA
