Forældrene der blev væk
Forældrene er måske nok blevet væk, men det er moralen ikke.
Når Thomas Knuth-Winterfeldts Forældrene der blev væk er bedst, føles den lidt som at læse en musikvideo, men desværre uden den – ofte – spændende kontrast mellem ord og billeder som også i dét format kan få pandebrasken til at sitre.
Efter det første elegante twist, som er meget fint udført, går historien mere og mere i tomgang over temaet ”teknologi er ondt”, indtil den til sidst slutter i mørkeblå trøstesløshed.
I det meste af dette lydløse album følger vi en ung pige, der vokser op i noget der ved første øjekast kunne ligne en nær fremtidsidyl, men som hurtigt bliver afsløret som en robotstyret dystopi. Da pigens digitalt bedøvede far dør, havner hun på et børnehjem, hvor hun bliver venner med et andet barn med en – om muligt – endnu mere trist forhistorie end hendes.
Overgangen i den forbindelse, mellem pigens og børnehjemsfællens historier, er gevaldigt fint lavet, selv uden ord. Og den statiske, naturalistiske stil i tegningerne, med den tydelige papirtekstur og de rå streger, fungerer fint til at kommunikere den hårde stemning der løber som et rumlende orgelpunkt under hele historien. Man er ikke et sekund i tvivl om fortællingens retning. Og da de to børn gør oprør mod deres robotherskere, føles det som den eneste mulige narrative valg: Ned med de onde robotter!
Jeg ville gerne elske Forældrene der blev væk, ikke mindst fordi jeg sommetider føler mig som sådan en forælder som vi møder i historien: Blændet af skærmen så jeg ikke sanser den virkelighed jeg sidder midt i.
Det er vi nok mange forældre der gør, og som mærker stikket når vi en sjælden gang i mellem kigger op fra vores sorte lommespejl, bare for at se alle omkring os være lige så begravede i deres egen verden, som vi er i vores. Den slags glimt af klarsyn kan give lyst til at skabe en historie som denne.
Men jeg har ikke desto mindre svært ved at overgive mig helt til den det rå grafiske sprog, den dragende klaustrofobiske tone i de mørke billeder, de stærke scener med grædende børn der i larmende stilhed omfavner kolde robotkroppe, og den smagfulde sci-fi balanceren mellem kalkede murstenshuse og svævende biler, som Thomas Knuth-Winterfeldts værk rummer.
Det er svært at undgå at spekulere på, om ikke det havde givet rum til flere nuancer i værket, at udfordre billedernes entydighed med noget tekst, der kunne gøre helheden mindre eksplicit og åbne mere op for den kompleksitet som behændigt bliver undveget ved at lade pigens skærmkiggeri være positivt betonet – hun bruger den kun til at se på billeder af sin far, og i det eneste billede hvor man ser hende se på telefonen er den uden for rammen – imens de voksnes skærmkiggeri og digitale medieforbrug er entydigt skidt.
Den dystopiske morale om digitale medier som onde bedøvere af voksne hjerner, står simpelthen for tungt i vejen for mig, i al sin magt og vælde. Moralen var allerede fortærsket inden tegneseriens første side, uanset hvor billedstærkt den bliver fortalt her.
Hvad med alle de børn og unge der bruger tid på deres forskellige digitale medier?, får man lyst til at spørge; var 80’ernes bærbare båndafspillere lige så slemme?; er det kun ødelæggende når voksne bruger det?; er det givet at al brug er af det onde? – Der er mange spørgsmål der melder sig, men som må vige pladsen på siderne for en lidt stereotyp sort/hvid dystopi. Det er synd, for emnet er hamrende interessant.
