Strannik
Supertalentet Mikkel Sommer er tilbage med en stemningsfuld dokutegneserie om MMA og hjemløshed i Moskva.
Der står allerede Mikkel Sommer på en enkelt udgivelse hjemme på min hylde. Værket hedder Obsolete (NoBrow Press, 2011). Det er en cinematisk fortælling om et bankrøveri, der går helt galt. Plottet i Obsolete løftede sig ikke over action-drama klicheen, hvilket nok heller ikke var meningen, men det var alligevel en opsigtsvækkende udgivelse, fordi den dokumenterer, at Mikkel Sommer simpelthen er en fremragende tegner. Det er overlegent fejlfrit tegnet, men uden at være stilistisk låst eller kedeligt, og så er Sommer samtidig en ferm farvelægger.
Men i sin nye udgivelse med titlen Strannik (Forlaget Forlæns), har Mikkel Sommer foretaget et radikalt genre-skift i forhold til Obsolete. I stedet for et action-drama er der her tale om en slags reality-dokumentar, med fokus rettet mod en midaldrende russisk hjemløs mand, der tjener til dagen og vejen som MMA-kæmper (MMA er en forkortelse for “mixed martial arts”, – en moderne form for gladiator-kamp). Tegnestilen er lidt mindre cartoony, og lidt mere naturalistisk, men udført med samme tilsyneladende ubesværethed, og med enkelte grafiske eksperimenter, hvor Sommer udfordrer den klassiske tegneserie-skabelon, og slipper fint fra det. Det samme gælder teksten, som er forfattet af den russiske journalist Anna Rakhmanko, som skriver godt, heldigvis. Teksten flyder professionelt og usentimentalt.
Historien kommer godt og originalt fra start med nogle gode reflekterende meta-bemærkninger, hvor hovedpersonen forholder sig skeptisk til selve ideen om at ”formidle” hans liv, og illustrationerne bidrager med nedslag i en eller anden russisk forstad, med indfaldsveje og sne. Det er ret dramatisk og dragende. Efter et par sider går fortællingen lidt ned i tempo. Den valgte monotone tone, der nu slås an, skal naturligvis tolkes som en pendant til den hjemløse russers udsigtsløse og trælse tilværelse. Det begynder at stå klart, at dette ikke er en fortælling med et skematisk og narrativt forløb, men snarere et langt stemningsbillede, skabt af en mand, der tænker højt om sit hårde liv. Og han er en fascinerende karakter, uden tvivl. Det er tankevækkende, at et menneske med så mange kvaliteter skal leve på gaden. Fortællingen bringer os ind i mandens tanke-mylder, og selvom det hele er lidt trist og russisk, så er det vedkommende (russere har som bekendt altid været mægtig gode til at være triste). Der ligger en ærlighed, og en almen menneskelighed, i fortællingen. Rent tegne-teknisk folder Mikkel Sommer sig ikke helt ud, men har til gengæld valgt at bidrage med nogle mere stemningsfulde motiver, en slags poetiske nedslag, som harmonerer med denne mere “voksne” fortælling. Det er altid godt at prøve nye ting. Det hele er solidt og gedigent arbejde, og professionelt udført.
Der står nu to Mikkel Sommer-tegneserier i min reol, og jeg ser frem til mange flere. Det må stå klart for enhver, at Sommer besidder et kæmpe tegnetalent, og jeg forestiller mig, at det ikke skorter på gode forslag til, hvad han nu bør kaste sig ud i. Jeg havde engang en dansklærer, som anbefalede at man, i mangel af bedre, altid kunne afslutte en tekst med et citat. Så tillad mig at citere et godt råd, som en anden Sommer, musikeren Peter Sommer, fik af sin gamle klasselærer: “Du kan nå langt, hvis du vil det. Men hva’ er det, du vil nå?”
