Ida Felicia Noack debuterer med et trekantsdrama forklædt som en fabel.
Engang var kvinder i fiktion gerne enten Ludere eller Madonnaer: Forførende og farlige eller blide og pålidelige. Hvem skulle vores helt vælge, hvis altså han havde et valg? Enhver med mandlige kønsorganer mellem benene ville vide, at svaret ikke nødvendigvis var så oplagt, som man skulle tro.
De to arketyper virker støvede nu. Til gengæld lever deres maskuline modstykker videre i tiddens chick lit – Nice Guy og Bad Boy. Den ene er snusfornuftig, hensynsfuld og domesticeret. Den anden er vild, slagkraftig og utilregnelig. Typisk tager det en hel bog for vores heltinde at træffe Det Rigtige Valg.
Illustrator Ida Felicia Noacks debut “Rævhul” er lidt ligesom de bøger. Men i fabulerende tegneserieform. Og med en ræv i stedet for en kvinde i hovedrollen.
Ræven – som bare kaldes Ræv – bor i lejlighed med en krølhåret hængerøv, men længes efter eventyr. ”Uden for vores dør dreng,” meddeler den sin bofælle, ”dér venter livet. Men det ved du ikke en skid om! Det opdager man nemlig kun hvis man også risikerer dét.” Drengen replicerer: ”Det er noget vrøvl! Jeg lever hver dag og risikerer intet!”
Så ræven drager alene ned til havnen, hvor den møder en fyrig og hemmelighedsfuld mand, som den drages uimodståeligt til.
Herfra udfolder ”Rævhul” sig heldigvis ikke så forudsigeligt som de chick lit-romaner, jeg vist halvvejs fik sammenlignet den med. Men det svære valg mellem tryghed og eventyr ligger helt tydeligt Noack på sinde. Det er svært ikke at læse hendes bog som i hvert fald delvist selvbiografisk, især fordi hun dedikerer den til ”inspirationen: kærlighed, vildskab og erfaring. I ved selv hvem I er, så her er ingen nævnt og ingen glemt.”
Uanset baggrunden er Noacks fortælling så allegorisk, at den lever og dør på sin skildring af rævens romantiske dilemma. Det formidles primært gennem tre lange samtalescener.
Noacks dialog er særegen og charmerende. Replikkerne veksler frit mellem hverdagsnært talesprog – ”jeg tror sku du trænger til at blive moslet lidt,” siger drengen på et tidspunkt til ræven – og monologer på folkekomediedansk: ”Det er svært, min dreng, at holde op med ingenting kan jeg se! At du overhovedet orker at slæbe dig ud af sengen hver dag, det kan jo undre én.” Den lidt lemfældige omgang med kommaer forstærker kun fornemmelsen af en egensindig stemme bag ordene.
Til gengæld lykkes det ikke altid Noack at bygge tegneseriens scener op, så vi helt forstår, hvorfor figurerne siger præcis det de gør, og hvilken rolle ordvekslingen spiller i den samlede fortælling. Ræven og drengens diskussion er f.eks. finurlig og propfuld af personlighed, men gentager også sig selv unødigt. Parret bliver ved med at mundhugges længe efter, at vi har forstået konfliktens kerne.
Som billedfortælling bærer ”Rævhul” præg af Noacks træning som illustrator. Ofte forholder de enkelte billeder sig mere til sig selv end til billederne før og efter. Det kan være svært at aflæse, hvem der bevæger sig hvorhen i forhold til hvad, og selvom det ikke har så stor praktisk betydning i en tegneserie med et minimum af fysisk action, så er det stadig distraherende for læsningen.
Noack rammer ikke altid sine semirealistiske karakterers anatomi og proportioner på kornet, til gengæld er hendes miljøer charmerende og udtryksfulde. Hun kan minde om serieskabere som Rikke Villadsen og Signe Parkins i den forstand, at hun tegner råt for usødet og efterlader skitsestreger og andre spor fra processen i det enkelte billede. Men i ”Rævhul” er resultatet mindre charmerende organisk og mere halvfærdigt og rodet at se på end hos kollegerne. Måske fordi den er delvist digitalt tegnet – og helt sikkert fordi tegningerne skæmmes af pixelering og digital støj.
Man fornemmer, at tegneren har følt sig frem undervejs. Tunge skraveringer, lette skraveringer og digitale gråtoner veksler frit undervejs, konturstregerne er skiftevis tynde og tykke, og selv billedrammerne skiftes ud flere gange. Men inkonsistens er ikke nødvendigvis diskvalificerende for en debut. Her må første målsætning være at demonstrere, at man har noget på hjerte og noget at have det i, og det har Noack.
”Rævhul” er lige så skæv og utilpasset som sin hovedperson. Heldigvis!
Titel: Rævhul
Karakter: 4/6
Forfatter/tegner: Ida Felicia Noack
Forlag: Fahrenheit
Form: 88 farvesider i softcover
Vejl. pris: 129 kr.
ISBN: 978-87-7176-015-6
Udgivelsesår: 2015