Klip mig
Klip mig af Ida Felicia Noack er en oplevelse, der er nem at kaste sig ud i, men svær at lægge fra sig.
Jeg blev præsenteret for Ida Felicia Noacks Klip mig på Bogforum 2016, da den lige var kommet fra trykken, og Noack på baggrund af sin spritnye udgivelse deltog i et panel om erotiske tegneserier på Comics-scenen. Det var et panel, der ikke havde så meget retning, og jeg fik ikke noget godt indtryk af, hvad Klip mig handler om, eller om den overhovedet er en erotisk tegneserie. Noack ville ikke rigtigt ud med sproget om, hvad det egentligt er, der er på spil i hendes værk, og det kan jeg godt forstå, nu hvor jeg har læst det. Ikke fordi det er dårligt, men tværtimod fordi det er et værk, der ikke sådan lader sig forklare. Man skal opleve det.
Klip mig er ved første øjekast en simpel vignet om et møde mellem to mennesker. Titlen kan misforstås, fejlhøres som ’knep mig’, og det skal den. De to hovedpersoner indgår i et seksuelt forhold. De to hovedpersoner klipper hinandens hår. De to ting er forbundne, endda erotisk forbundne, men jeg kvier mig ved betegnelsen erotisk tegneserie, ligesom Noack kviede sig ved den, mest fordi det erotiske eller ophidsende virker som det mindst vigtige. Klip mig føles både intim og totalt fremmed, især i de rum, Noack maner frem. Vi er i et lille, snusket hotelværelse, men vi er også i en enorm og uoverskuelig verden, hvor der kun er to mennesker. Vi er i et lille badekar, men vi er også i et næsten bundløst hav. Vi kigger, som læsere, ind på to menneskers måske-forbudte relation, men vi er også i den, vi føler den, styret af Noacks forfinede visuelle udtryk.
Jeg kan fortabe mig helt i sidernes symbol-mættede farvelægning, hvor stærke farver toner ind og ud mellem det grå. Farverne kommer fra karaktererne, alting er ladet med betydning, jeg ikke kan nå ind til kernen af. Noacks hovedpersoner svinger mellem at være virkelig smukke og ret grimme (hun kan tegne tænder, så det gør helt ondt i kæben), men deres kroppe er altid meget til stede på siden, det er dem, vi skal kigge på. Farverne trænger sig på fra baggrunden og forstærker det simple layout, de sikre linjer.
Dialog er der ikke meget af, de ordknappe replikker er brudt op mellem lange tavse passager, hvor Noack udforsker sin historie uden brug af tekst. Læseren må forsøge at følge med i nuancerne, indtil det pludselig er overstået. Jeg kunne ønske mig noget mere, en længere undersøgelse af den relation og de temaer, Noack får slået an, men der er også rigeligt at give sig i kast med, som den står. Jeg er ikke færdig med at opleve den, og jeg vil anbefale andre at gå i gang.
