Mezek
Yann og Juillard er et par rutinerede herrer, og Mezek er en rutineret tegneserie om det israelske luftvåben i statens spæde og turbulente tilblivelsestid. Og i dette tilfælde skal rutineret forstås på den positive måde.
Titlen Mezek refererer til den møgspand af et forældet jagerfly, som det israelske luftvåben IAF under uafhængighedskrigen var nødt til at benytte sig af. Staten Israel blev født i krig med den arabiske verden og underlagt international våbenembargo, og IAF blev hastigt flikket sammen af ulovligt importerede fly fra Tjekkoslovakiet og veteranpiloter fra 2. Verdenskrig, der enten ikke har fået nok af luftduellernes adrenalinrus eller blot har brug for de gode penge, som IAF betaler.
Svenskeren Björn er en af disse lejesvende. Han kender Mezek-maskinen og dens livsfarlige mangler bedre end de fleste og har derfor en høj placering i pilothierarkiet. De israelske piloter, der slås for statens overlevelses skyld, hader ham selvfølgelig. Til gengæld er han populær hos den operationelle chef, majoren, og endnu mere populær blandt kvinderne. Den tidligere RAF-pilot Jackie, Haganah-snigmorderen Tzipi og Oona fra IAF’s generalstab – ingen af dem kan stå for hans lyse lokker og alvorlige ansigtsfolder.
Men Björn er ikke en lykkeridder som de andre goy-piloter. Han praler ikke med sine bedrifter under verdenskrigen, blander sig ikke i den politiske debat om statens Israels berettigelse piloterne imellem, og hans insisteren på kun at være i Negev-ørkenen for pengenes skyld harmonerer ikke med det heltemod og engagement, han udviser i konflikten. Og hvordan en svensker har lært den Messerschmidt-baserede flyvemaskine så godt at kende, har han ikke nogen plausibel forklaring på.
Det er et interessant nedslag i historien, Yann og Juillard har kastet sig over. Det var i 1948, at David Ben-Gurion i forlængelse af FN’s opdelingsplan erklærede Israel en selvstændig stat, og den konflikt, som stadig definerer regionen, bryder ud. I løbet af et halvt års tid forvandles oprørsbevægelsen Haganah, der i sit virke og villighed til at ramme den palæstinensiske civilbefolkning ikke adskiller sig fra de nuværende Taleban og Hezbollah, til et moderne militær af uovervindelig styrke.
Der er rigtig mange gode episoder i skildringen af denne brydningstid og opbygningsfase. Som da israelerne får smuglet tre B-17 bombefly ud af England ved at åbne et filmselskab og igangsætte produktionen af en film om 488. eskadrilles bedrifter: Under en af udendørsoptagelserne fortsætter de tre fly ganske enkelt ud over havet for aldrig at vende tilbage til engelsk jord. Eller som da de israelske piloter bliver oplært i Mezak-maskinerne med en nazitysk instruktionsfilm – det er den eneste, luftvåbenet har kunnet skaffe. Eller det store afslutningsdilemma i form af senere premierminister Menachem Begin, stifter af Likud-partiet og ultimativ hardass, der med sin yderligtgående Irgun-gruppe modsætter sig våbenhvile – skal den jødiske stats bomber bruges mod jøder i den større sags tjeneste?
Yannik le Pennetier, på dansk kendt for sit samarbejde med Conrad om Bob Marone, med Franquin og Batem om Spirillen, og med Yslaire om Sambre (under pseudonymet Balac), har tidligere med Hongkong 1949 givet læserne et fint, alternativt indblik i efterkrigstiden. Hans researcharbejde virker ganske grundigt, og han holder fokus på sin egen fortælling og egne karakterer med de historiske begivenheder som bagtæppe. André Juillard illustrerede mesterværket Spurvehøgen og er aktuel med relanceringen af Blake & Mortimer: Hans lidt stive, men kliniske og korrekte stil giver i hvert fald indtryk af, at det var præcis sådan, flyvemaskinerne, uniformerne, bygningerne og landskaberne tog sig ud dengang.
Mezek er et ordentligt og professionelt stykke arbejde – et produkt af fransk-belgisk dygtighed og tradition og anerkendelsesværdig på samme måde som en Hollywood-film, der bare fungerer, fordi den følger en velafprøvet model, og fordi folkene bag kan deres kram. Dermed ikke sagt, at tegneserien her fremstår umoderne eller på nogen måde spekulativ; man skal bare ikke forvente brud på genrekonventionerne eller eksperimenterende udskejelser fra de to gamle håndværksmestre.
Om Mezek så er en decideret god tegneserie eller ej, er et spørgsmål om smag. Den gør tilsyneladende præcis dét, den skal og vil, og jeg kan derfor kun kalde den vellykket. Men jeg har lidt svært ved at se den gøre nogen forskel på det danske marked, hvor godt nok-professionalisme ikke nødvendigvis er godt nok, og hvor navnene Yann og Juillard vel trods alt ikke vækker større genkendelse blandt det brede publikum.
