”The Gobe; here’s looking at you, kid” af Dan Ræder Knudsen.
”The Gobe” er et ekstremt eksempel på form over indhold – en udgivelse, der stiller spørgsmålet: Hvor meget visuel information kan man undlade og stadig stå tilbage med en forståelig fortælling?
”Med tegneserieskaberne ved roret får vi meget personlige serier. Spændende, men også smalle udgivelser,” skrev forlagsredaktør Dan Ræder Knudsen i pressemeddelsen, der sidst på sommeren annoncerede dannelsen af et nyt dansk tegneserieforlag: Blækfabrikken. ”Hvis tegneserien som medie skal vende stærkt tilbage, skal der også produkter på markedet, der har appel til et bredt publikum.”
Sympatisk vision, men udgivelserne kan vel dårligt blive smalle og bredt appellerende samtidigt?
”The Gobe” er en af forlagets tre debutudgivelser (de andre er ”Kaptajn Arno” og ”Royal Flush”), og den er forfattet af redaktør Knudsen selv. Tegneserien spørger veloplagt: Hvor meget visuel information kan man undlade og stadig stå tilbage med en forståelig fortælling? Med andre ord: Findes der en grænse, som definerer skellet mellem det meningsbærende og det absurde? Et narrativt nulpunkt, som fortællingen må holde sig over?
”The Gobe” er et kort, kontant og konstant udfald mod denne grænse.
På hæftets 24 sider pantomimes 16 historier af varierende længde og kompleksitet. Fælles for historierne er, at de alle kulminerer i absurd logiske pointer, absurde ud fra vores vante verdensperspektiv, men logiske, hvis vi godtager præmissen, at en verden reduceret ad absurdum må være funderet i en absurd logik.
Centralt står figuren The Gobe, der må leve og lide under samme præmis, som et øjeæble med låg, ben og bowlerhat. Disse dele er lige præcis nok til at bibringe figuren en personlighed, og gør den i stand til at beskue, udtrykke og bevæge sig. Den møder desuden fragmenter – ører, næse og tandsæt – af det ansigt, den kunne tænkes at tilhøre.
Listen over ting, som The Gobes afrundede, flashpolerede anatomi mangler, er lang, men højest placeret er dog armene, og af den mangel opstår meget af tegneseriens humor. The Gobe er nemlig svært hæmmet, når tiden er til handling – hæmmet af sin sparsomme visuelle anatomi, ikke af mangel på vilje, for handlesvagheden er til evig frustration for The Gobe. Resignationen er derfor ofte historiernes klimaks.
Som i min personlige favorit, hvor vejen fører The Gobe til en telefon, der straks begynder at kime: først forundres det lille øje og stirrer blankt ud på læseren, dernæst rødmer det og kigger skamfuldt og bekymret ud, og slutteligt ihukommer det sit eget handicap, indser det absurde i som armløs at bekymre sig om ringende telefoner, reflekterer (muligvis) over sin egen fiktivitet (og hvem der mon kunne finde på at ringe), resignerer og lader læseren alene tilbage med telefonen.
”Ingen arme, intet navlepilleri!” ligger lige til højrebenet, men ”The Gobe” er trods det en selvbeskuende lille sag. Udgivelsen er et smalt, semiotisk eksperiment og antageligt udtryk for Knudsens personlige og professionelle interesse i kommunikationsdesign – deler man den interesse, er der et kvarters finurlig hygge at hente i ”The Gobe”.
Som enkeltstående, selvstændig udgivelse er den dog en tynd skål suppe, der i ekstrem grad sætter form over indhold, og derfor nok er for smal til at nå ud til det eftertragtede brede(re) publikum, men – og det her er et vigtigt men – som smagsprøve på forlagets vision og legelyst fungerer ”The Gobe” helt perfekt.
Allan Buhl Madsen
Karakter: 2/5
Værkets Titel: The Gobe; here’s looking at you, kid
Forlag: Blækfabrikken
Forfatter/tegner: Dan Ræder Knudsen
Farve og form: Farve og paperback
Sidetal: 24 sider
Pris: 39,95 kr.
ISBN: 978-87-92626-00-4
Udgivelsesår: 2009
Udgivelsesland: Danmark