Radbrækket #4
Der bliver knækket knogler og åbnet sår på forfriskende måder i den danske undergrundsantologi ‘Radbrækket’, der går nye veje med hæfte nummer 4. Der er både oversatte tegneserier og oprigtig uhygge af Rikke Villadsen.
De første tre numre af Radbrækket har fungeret som en slags moderne undergrunds-horrorantologi inspireret af rædselshæfter fra 1950’erne. Zven Balslev og Tue Sprogø fra forlaget Cult Pump har været hovedmændene bag projektet, der har indeholdt friske bud på gammel horrorvin (den bedste form for vin!) fra både Balslev og Tue Sprogø selv (hvilket man ikke skal kimse af, da deres fælles mutanttegneserie Hit and Run Mutants var det vildeste shit), John Kenn Mortensen, Søren Mosdal m.fl. Det var en genresatsning i et dansk tegneserielandskab, hvor den slags underlødigt stads ikke nødvendigvis var hverdagskost. Selv titlen lugtede af grusom død og sort humor.
Titlen består i hæfte nummer 4, men formatet er nyt både i forhold til udstyr og indhold. Hæftet er mindre (men superlækkert med silketrykt forside og det hele), og profilen er blevet friere. Det er ikke længere et krav, at de forskellige bidrag er i horrorgenren, selvom der stadigvæk hersker en vis uhyggestemning over de fleste af bidragene. Der er blot tale om en anden form for mørke og ubehag – naturligvis krydret med grov, satirisk og sommetider ligefrem underfundig humor.
Zmudsi-skødehund af Erik Pontoppidan er en slags våd drøm fra enten Helvedet selv eller sindets mest snørklede kroge. En gåtur med vovsen i parken udvikler sig til et seksuelt møde fyldt med både ækel liderlighed, kropslige transformationer, afhuggede legemsdele og kropsvæsker, sommerfugle, menneskelige hunde, genfødsler og talende kønsdele. Det er groteske sager, der danser på kanten mellem drøm, genkendelig virkelighed og alle de ting, man (måske) tænker, men ikke tør indrømme over for sig selv og andre. Det er sjovt og forstyrrende, og således lægger Radbrækket 4 hårdt ud allerede på første side.
Space Junk af Tue Sprogø er en sært humoristisk omgang ordløs kosmisk horror om et univers befolket af udenjordiske væsener flere gange større end jordkloden (her aner jeg duften af Jack Kirby, men det gør jeg tit. Også når den ikke er der). Sprogø beviste i ‘Hit and Run Mutants’, at han er mand for at tegne sjove, originale monstre, hvis udseende og designs i sig selv er underholdningsværdi nok til en hel historie. De er flossede, stoflige og ligner noget fra det mareridt, Jim Woodrings Frank ville have oven på en virkeligt sygdomsbefængt og fordærvet kebaboplevelse. Det hele er nok for sjov, og der leveres da også en EC Comics-agtig ironisk pointe til sidst, men Sprogø fanger alligevel en snert af den gru, man som menneske kan føle, når man kigger op på himlen på en stjerneklar nat og erkender sin egen ubetydelighed.
Abraham Diaz er hæftets udenlandske bidrag. Den mexicanske tegneserieskaber tegner som en skæv, psykotisk udgave af Don Martin fra Mad Magazine. De små glimt fra et sygt univers er grovkornede, platte og alligevel foruroligende på deres egen måde. Vi er igen ude i sindet og samfundets mørkere kroge, og det er ret infantilt, men på en eller anden måde fungerer satiren over kønsroller, familielivet og arbejdslivet ganske fint. Diaz har to historier i hæftet, og han passer godt ind i Radbrækket 4. Historierne hørmer af punk, zine-kultur og undergrund og har nærmest en konstant fuck-finger plantet i fjæset på den såkaldte “gode smag”. Alligevel kan jeg ikke lade være med at synes at Diaz’ bidrag faktisk står lidt i skyggen af de ret skarpe historier fra danske tegneserieskabere.
Det er faktisk Rikke Villadsen, der kommer tættest på horrorgenren med sit fremragende bidrag Uden titel. Hendes historie foregår i den berygtede selvmordsskov i Japan, hvor en sær skyggeagtig figur går rundt og prøver at forstå, hvad selvmord er for en størrelse. Der er en sublim drømmeagtig logik i historien, der føles som en af de der oplevelser, man kan have på grænsen mellem vågen tilstand og mareridtet. Tør vi overhovedet forstå selvmordet som begreb? Skyggefiguren kunne være Villadsen selv, der er ved at researche selvmord til en tegneserie. Konfronteret med spøgelser, mørke, nærmest abstrakte og ekspressionistiske træer i et landskab, der nok er ren metafor. Et mørke, ingen af os har lyst til at besøge. Der er også plads til lidt satire over den blakkede moral hos Youtubere med deres overfladiske tilgang til komplekse emner, så helt doom and gloom er det ikke. Men uhyggen og ubehaget sad i min krop længe efter (hvilket Villadsen faktisk også præsterede at udsætte mig for med den fremragende 9 Piger – Hesten), og jeg måtte vente med at læse resten af Radbrækket 4, så historien kunne bundfælde sig. Som altid er Villadsen mere end ferm til at vide præcis hvornår en tegning er færdig, og det upolerede, skraverede og hele tiden levende visuelle udtryk er konstant i bevægelse og skaber både liv og uro. Sjovt nok viser det sig, at Rikke Villadsens streg passer perfekt til en gyserfortælling. Og det selvom der i virkeligheden er tale om en slags meditation over vores manglende evne til at se grusomme ting i øjnene.
Zven Balslev står selv for det næste indslag, der bærer titlen Kender du typen. Han leverer en benhård, spydig og vidunderligt klam lammer af en satire over et kendt dansk tv-program, jeg aldrig har set. Deltagerne skal gætte, hvilken type menneske, der bor i et hus blot ved at kigge på indretningen og de genstande, der er til stede. Uden at kende andet til programmet end det, som Balslev kaster op, så kan jeg med sikkerhed sige, at jeg er godt tilfreds med fuldstændigt at have opgivet flow-tv til fordel for brugerstyret streaming. Der er dømt materialisme og et udtryk for den vestlige kulturs buldrende hulhed for alle pengene. Fuck dig, morgen-tv, reality-tv og docu-soaps, siger jeg bare. Balslevs tegnestil skriger som altid “UNDERGRUND’ ud fra hustagene, og hans tykke streg har en fin sans for det groteske, surrealistiske, lidt ulækre og forfaldne. Historien er sjov på den der ‘Fiesta’-agtige måde, hvor man ikke er i tvivl om, hvad ophavsmanden virkeligt mener om sagen. Gode sager.
Tue Sprogø slutter hele affæren af med flere monstre (hurrah!!) i 666, der er en historie, der kunne have været med i Radbrækket dengang, det stadigvæk var en horrorantologi. Monstre og øksedød.
Antologiudgivelser har det med at stritte i rigtigt mange retninger, men når de virker bedst, kan man som læser fornemme en slags samlende helhed, der alligevel peger i en retning. I tilfældet Radbrækket 4 føler jeg, at der er en fornemmelse af en helhed. Det rå udtryk, den moderne verdens dunklere steder, gruen i det at være til og satiren over alt det lort, vi omgiver os med. Danmark har mistet en horrortegneserie, men har vundet en undergrundsantologi, der føles nødvendig og aldeles velkommen.
Del på
