I ”Forming” fortæller Adventure Time-storyboarder Jesse Moynihan historien om det moderne menneskes tilblivelse forfra. På sin helt egen måde.
Af alle religiøse fortællinger er skabelsesberetninger de særeste. Når Thor og Loke vædder, Kain er misundelig på Abel og Zeus laver damer, så reflekterer det motiver og karaktertræk, der er genkendelige for alle empatiske læsere. Men urjætter, der føder andre jætter ud af svedige armhuler og sure fødder? Almægtige guddomme, der skaber universer på en arbejdsuge? Planeter, der føder himlene og avler kykloper og ”hundredarmede” med dem?
I historierne om altings og menneskehedens begyndelse står fortidens forestillingsverden lyslevende foran os, fremmedartet og gådefuld. Adventure Time-storyboarder Jesse Moynihans ”Forming” er en moderne skabelsesberetning, som eminent emulerer de gamle urmyters fascinerende uudgrundelighed.
Moynihans persongalleri er tyvstjålet fra biblen, græsk og hellenistisk mytologi, romerske mysteriekulter, moderne UFO-teorier og mere til, og geografisk spænder hans fortælling fra sagnøen Atlantis over mellemøsten til galaksens fjerneste vidder. Og det er vel at mærke bare i de to bind af i alt tre, der foreløbig er udkommet.
Den komplekse saga tager sin begyndelse, da rumvæsenet Mithras modvilligt drager til Jorden for at tappe planeten for ressourcer til det galaktiske imperium, der sendte ham.
Han lander i Atlantis, hvor han får en række kykloper og titaner med kvinden Gaia og hurtigt finder sig til rette i rollen som guddom og enevældig hersker. Mithras holder op med at sende jordens rigdomme hjem til sin arbejdsgiver, men beholder dem for sig selv, og snart dukker den tvekønnede rumstrisser Serapis op for at straffe hans griskhed. Det varer dog ikke længe, før også ordenshåndhæveren falder for en jordkvinde – en brunhudet og tomhjernet Eva – som han får Kain og Abel med. Hvorefter det bliver Serapis’ tur til at tackle tæskehold fra rummet.
Imens de fremmede flytter ind, ser Jordens oprindelige indbyggere til med skepsis, ikke mindst gnomkongen Ghob. Og i jordens midte smeder Lucifer rænker for at komme fri af det fængsel, den kosmiske bevidsthed Ain Soph har kastet ham i.
Plottet i ”Forming” er omtrent lige så kringlet, som det lyder, og arbejdet med at hitte rundt i det er en væsentlig del af læseoplevelsen. Moynihan belønner indsatsen ved at holde styr på alle handlingstrådene, selv de mest gakkede og bizarre, og ved at servere dem med enorm fortælleglæde. Første bind bugner af vittig, profan dialog og groteske optrin, hvor meget af komikken findes i kontrasten mellem figurernes guddommelighed og deres uhyre menneskelige drifter og temperamenter. Det er her, seriens rødder som webcomic er tydeligst – Moynihan forsøger altid at afslutte hver højreside med en slagkraftig punchline eller cliffhanger, hvilket borger for høj underholdningsværdi, men også medfører en episodisk fortællerytme, der kommer lidt i vejen for historiens episke vingefang.
I bind to får de enkelte sekvenser mere luft, og første binds lidt statiske layouts, typisk med ni lige store billeder, afløses af en mere dynamisk tilgang til siderne og de manga-inspirerede kampscener, de nu pludselig flyder over med – et bjergtagende dobbeltsides-billede er det mest overrumplende eksempel. Man fornemmer tydeligt, at serien nu også er lavet til tryk, og det klæder den.
Moynihans fascination af det mytologiske råstof, ”Forming” trækker på, skinner smittende igennem på hver eneste side. Alle bøgernes figurer er baseret på ”sande” myter, og at google dem kan hjerteligt anbefales, det er en sær og oplysende rejse i sig selv. Men seriens eviggyldige temaer – natur og kultur, higen efter mening – og syrede narrative logik sender ikke kun tankerne i retning af fortidens urmyter. Den postmoderne skabelsesberetning ligner samtidig til forveksling en improvisationsøvelse à la Moebius’ ”Den hermetiske garage”, hvor fiktionsuniverset og fortællingen skabes side for side, påfund for påfund – i en evig balance mellem anarkistisk hittepåsomhed og søgen efter sammenhæng. Og amerikaneren slipper næsten bedre fra øvelsen end den franske mester, netop fordi han har sine religiøse og mytologiske referencer at læne sig op ad.
Dermed ikke sagt, at ”Forming” er en bedre tegneserie end ”Den hermetiske garage”. Det ville være en lovligt kæk påstand, ikke mindst to tredjedele inde i en trilogi.
Som minimum er den franske klassiker flottere tegnet – Moynihans greb om anatomi og perspektiv er ikke altid lige skridsikkert. Til gengæld er hans karakterdesign fantastiske og hans vandfarver overdådige, og som visuel oplevelse fortjener bind et og to af ”Forming” fuldt ud den luksusindpakning, britiske Nobrow har forsynet den med. Seriens univers lever især i kraft af de potente, jeg havde nær sagt visionære billeder, Moynihans sætter på det, og som læser skulle man være et skarn for ikke at sige ja til en returbillet ind i tegnerens farverige fantasiverden.
Skabelsesberetninger findes ikke frodigere eller mere uforudsigelige.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Forming I, Forming II
Forfatter/tegner: Jesse Moynihan
Forlag: Nobrow
Form: Hhv. 112 og 128 siders oversize hardcover i farver
Vejledende pris: £18 per styk
ISBN: Hhv. 978-1-907704-13-0 og 978-1-907004-76-5
Udgivelsesår: Hhv. 2011 og 2014
