Anmeldelse
Sergio Aragonés kan sin pantomimehumor til fingerspidserne, hvilket fornemt foldes ud i MAD – de største tegnere 2: Sergio Aragonés. Her har Cobolt samlet højdepunkter fra hans mere end 50 år lange virke på MAD-bladet. Det er sjovt uden at være hysterisk morsomt.
Summen af John, Paul, George og Ringo i The Beatles var større, end hvad de hver især kunne præstere som solister. Summen af Goscinny og Morris eller Uderzo var større end de sidstnævnte var alene eller i samarbejde med alle mulige andre manuskriptforfattere. Og summen af Aragones, Don Martin, Al Jaffee, Antonio Prohias og alle de andre tegnere, der har været omkring MAD, var nok også større end de hver især er på egen hånd. Så når man læser Cobolts MAD – de største tegnere 2: Sergio Aragonés, så er det på alle måder glimrende underholdning, det er bare ikke MAD. Ligesom John Lennon og Paul McCartney har lavet god musik på egen hånd, det er bare ikke The Beatles. Og man savner uvilkårligt noget afveksling, når man får 192 sider udelukkende med Sergio Aragonés.
Hovedsageligt har Aragones to strenge at spille på. Der er dels hans margintegninger, der er imponerende pantomimeforestillinger i miniatureformat. Inderomslaget er plastret til med dem, ligesom de rundhåndet er spredt ud på bogens sider, hvor de i al deres lidenhed alligevel trækker opmærksomheden til sig. Dels er der hans ”MAD tager et kig på”, hvor han inspireret af et givent emne laver en håndfuld vittighedstegninger eller to om fx olympiade, fastfood, bryllup eller utroskab. Dertil er der eksempler på myldrebilleder, der efter min opfattelse er noget under de to andres niveau, men heller ikke fylder det store i udgivelsen. Myldre-folde-ud-billedet af MAD-redaktionen præsenteres selvsikkert som et ”mesterværk”, men er i så fald et meget indforstået og egentlig ikke synderligt morsomt et af slagsen.
Intet er helligt for Aragonés, der gør grin med begravelser, terrorister, religion og sexchikane. Bogen er opdelt i fem kapitler, der kronologisk fører læseren gennem udvalgte gags fra 1960’erne til 2000’erne. Der er et par anakronismer undervejs i nogle af tekstafsnittene, når Aragones har lagt tegninger til andres tekst om fx ”Hvad er en født taber”, hvor en opmærksom redaktør måske skulle have været på banen. For hvorfor nævner man Facebook og Nicklas Bendtner i afsnittet fra 1960’erne? Eller YouTube i en Gag om terrorister fra 1980’erne? Sidstnævnte viser i øvrigt, at rammerne for en vittighedstegner nok har ændret sig noget siden dengang. Kunne man slippe af sted med at lave en joke om muslimske terrorister, der lærer deres børn regnestykker som ”Hvis vi siger, at Hadji har taget 13 gidsler, og Achmed har taget 18 gidsler, hvor mange skal Achmed så myrde, for at de begge har lige mange?” i 2018? På den måde er udgivelsen også et historisk vue tilbage til en tid, hvor vittighedstegnere ubekymret kunne gøre grin med racisme, terrorisme og sexchikane.
Med sine næsten 200 sider kommer MAD – de største tegnere 2: Sergio Aragonés, godt rundt om en af de centrale skikkelser fra MAD. Aragonés mestrer pantomimegags i alle variationer fra de helt små margintegninger til et, to, tre eller flere billeder i sammenhæng. Ikke sjældent bevæger en stribe gags sig dog hen over bogens opslag, hvilket er stærkt irriterende, når et billede trykkes midt i opslaget, hvilket godt kan undre i en udgivelse af denne kvalitet. Der er både højde- og lavpunkter, og selv om man sjældent bryder ud i højlydt latter, så trækker man dog jævnligt på smilebåndet og kan ikke andet end nyde en kunstner, der sikkert mestrer sin niche. Det hele præsenteret i lækker papirkvalitet, indbundet og med et godt interview med den stadig tegnende Aragonés.
Og så sidder man og tænker: gad vide om man ikke kunne lave en Hudibras – de største tegnere? Men nej, de var nok også bedre sammen end hver for sig.