Harmony 1: Memento
Memento er første album i franske Mathieu Reynès’ serie om teenagepigen Harmony, der har overnaturlige evner, men mistet sin hukommelse.
Vi præsenteres for den unge hovedperson in media res, låst inde i en kælder i en skovhytte af en midaldrende kæmpe med løvemanke og rare øjne. Hun kan ikke huske, hvem hun er, eller hvordan hun er havnet der, men det går dog hurtigt op for hende, at hun er noget helt særligt, har særlige evner og er udset til en særlig mission og derfor efterstræbt af mænd i indsatsstyrkeuniformer, som næppe vil hende eller verden noget godt.
Det er omtrent alt, hvad læseren får at vide i dette anslag til en længere fortælling, ud over et par antydninger af en både metafysisk og konspiratorisk ramme, og da mystifikationen og spekulationen ved et endnu uafsløret plot ofte er større, end de fleste forfattere kan indfri forventningerne til, er det svært rigtigt at bedømme Harmony endnu.
Memento er udtalt filmisk i fortællestil, brug af lys og dybdeskarphed, komposition osv., og ophavsmanden Reynès er da også uddannet og tidligere underviser i animation, men vendt tilbage til det tegneserieformat, som ligger hans hjerte nærmest. Han har med en vis succes på det fransk-belgiske marked stået for enten manuskript eller tegninger til en del udgivelser, men med denne serie tiltaget sig den fulde kreative kontrol (med lidt hjælp til farvelægningen).
Hvortil man godt kunne indvende, at stilen sine steder bliver lige lovlig poleret eller måske animeret. Figurerne ligner eksempler fra en workshop i character design; på kanten af for arketypiske til at man kan tage dem helt alvorligt. Og perspektivet er i flere ruder så hyperkorrekt – fordi rummet er konstrueret i SketchUp eller en tilsvarende 3D-applikation under tegningen – at det i sig selv bliver opmærksomhedspåkaldende.
Men det ville være unødigt pernittengrynt; helhedsindtrykket af albummet er flot og indbydende. Og Harmony er sådan en rigtig gæv, intetsigende teenagetøs, som også har været hovedperson i flere af de største bog- og filmsucceser i de seneste år, så hvorfor skulle det ikke også virke i tegneserieform og på den meget eftertragtede – og flittigt læsende – målgruppe af unge kvinder?
Memento er et traditionelt underholdningsprodukt, men et dygtigt og slet ikke usympatisk et af slagsen. Anslaget er i orden; tilpas engagerende til, at man godt gider at få fingrene i det næste og det næste album igen, som Dylan Dog-forlaget Shadow Zone Media allerede har forpligtet sig til at udgive i løbet af det næste års tid, hvilket også lyder som en fornuftig udgivelsesfrekvens at fastholde interessen med.
Vi skal så nok også de par album længere hen for at ku’ fælde den endelig dom, men Harmony lover godt. Og så er det forresten en rigtig hyggelig idé at udgive albummet med underlægningsmusik, komponeret til formålet, som kan afspilles fra forlagets hjemmeside under læsningen; det bidrager til den filmiske oplevelse og forankrer den i flere sanser. Som med udgivelsen i det hele taget; ingen revolutioner, men masser af fine, små ting.
