Valerian and the City of a Thousand Planets
Linda og Valentin går til filmen i Luc Bessons sansetævende science fiction-orgie af en film, “Valerian and the City of a Thousand Planets”. Stædige tegneseriepurister vil få popcornene galt i halsen, men hvis man er villig til at give lidt slip, så er der rig mulighed for at æde sig herligt overmæt i euro-sci-fi.
Da Frankrigs ramasjanginstruktør nummer et, Luc Besson, i sin tid gav verden den farverige og skæve science fiction-nyklassiker, “Det Femte Element”, lugtede den mere end bare almindeligt af fransk science fiction fra tegneseriehylderne og især af den her til lands så elskede serie om “Linda og Valentin”. Måske ikke så mærkeligt da denne series tegner Jean-Claude Mézières var med til at designe filmen.
“Linda og Valentin” – en hellig tegneserie?
Der er mange danske tegneserielæsere, der tænker på “Linda og Valentin” som noget helt særligt og nærmest helligt, og det er efter sigende også sådan, den gode Luc Besson har haft det. Han har haft filmen om de to rum-tids-agenter på nethinden i virkeligt mange år. Den store udfordring for en filmatisering af serien er så, at det har alle vi andre også haft. Vi har alle haft ideer om, hvordan den skulle se ud, og Luc Besson kan naturligvis ikke lave alle filmene på en gang. Han kan kun lave sin egen.
Og det skal jeg da lige love for, at han har gjort. Hold på hat og 3D-briller, for det går stærkt i “Valerian”. De to rumagenter – der i filmen har de originale franske navne Valerian og Laureline – bliver rodet ind i et speget plot, der starter på fjerne planeter, men ender på det sted, der i tegneserien hedder Navlen, men som i filmen bærer navnet Alpha. En kæmpestor rumstation, hvor racer fra hele universet bor side om side i et diplomatisk set skrøbeligt semi-fællesskab. Da der pludselig er tegn på, at der er opstået noget farligt og altødelæggende i kernen af Alpha, må Valerian og Laureline træde til. Undervejs må de forbi et kæmpe marked, der er så proppet til randen med så mange rumvæsener, sjove hatte, vild teknologi og andet vidunderligt og farverigt gejl, at selv cantinascenen i Star Wars ville blive forpustet. I det hele taget er filmen en tour de force igennem sære verdener, væsener og generel galskab, og man finder meget hurtigt ud af, om det er noget, man kan lide eller ej. Kommer man igennem den første time med smilet i behold, så er man en af dem, der kan lide den særlige form for science fiction, som Besson leverer med alt hvad det indebærer af kitsch og analoge kostumer, der lugter langt væk af retro og Barbarella. Ellers bør man nok løbe skrigende væk. Er det for meget? Ja, for fanden. Besson har lavet filmen som var den hans sidste. Proppet alle scener ud over det rimelige og givet frit løb til selv de vildeste og mest bizarre ideer. Det er for meget. Men det er også herligt meget.
Kønsroller i verdensrummet
“Valerian and the City of a Thousand Planets” er ikke en af den slags film, hvor man føler, hvad hovedpersonerne føler, men de er nu lette at holde med. Cara Delevingne er især god som Laureline. Fuld af energi, styrke, sass og karisma.
Scenen, hvor Laureline brokker sig over at hendes kjole er blevet revet i stykker få sekunder efter, at hun har været vidne til en bunke med-agenters ret grusomme død klinger dog ret så falsk. Det er kun med for at være sjovt og “sejt” og hører ikke rigtigt til i denne film eller hos disse figurer. Det er desværre heller ikke den eneste gang, at filmen skøjter ret så hurtigt over figurers død som noget, der kan ignoreres eller bare er for sjov. Valentin har også selv en del dødsfald på samvittigheden. Og det vel og mærke dødsfald, der burde resultere i en større diplomatisk krise på Alpha. Men som det er, og som det præsenteres, så er det uden konsekvenser, fordi de to helte er pissecool. Det er lidt synd, at Besson falder for den slags barnagtigheder. Selv i en film som denne.
Det ER dog ret ærgerligt, at stakkels Laureline ikke har fået plads i filmens titel, men må forføje sig og blive uden for døren til fordel for den kære Valerian og en meget lang undertitel.
Tegneseriens leg med kønsroller er intakt i filmen. Valerian spiller den store helt, der ofte lader Laureline stå uden for døren, imens mændene klarer sagen. Og Laureline kvitterer ved at være den, der i bund og grund har styr på tingene. Hun finder sig ikke i pis. At filmen anvender kønsroller og problematiserer dynamikken mellem mandlige og kvindelige actionhelte på samme måde som en tegneserie fra 1970erne, kunne få en til at tro, at der var noget bedaget over hele forestillingen. Men så skal man huske på, at Wonder Woman kun LIGE har fået sin egen film og at Mr. Grab-them-by-the-pussy sidder i det Hvide Hus. Laureline er oprørsk af natur, tilpas vild og kan så sandelig tage vare på sig selv. Ligesom hende har man lyst til at smække Valerian en på kassen, når han leger alfahan. Det er fint at få sat i tale i en storladen actionfilm. Det ER dog ret ærgerligt, at stakkels Laureline ikke har fået plads i filmens titel, men må forføje sig og blive uden for døren til fordel for den kære Valerian og en meget lang undertitel. Det matcher ikke rigtigt filmens indhold.
Linda og Valentin – the Luc Besson remix
Plottet bliver mere og mere konventionelt efterhånden som filmen skrider frem. Da mysteriet bliver forklaret føles det – som så ofte før med så mange andre mysterier – mindre stort og originalt end det, man havde forestillet sig. Ligeledes er klimakset lidt mere konventionelt for actiongenren end det festfyrværkeri, der er gået forud. Jeg kunne også godt have undværet Rihannas tilstedeværelse i filmen. Hun spiller for tæt på sit eget image, og jeg blev pludselig mindet om, at jeg var i gang med at se en film. Men i det hele taget er filmen castet med lige så lidt mådehold som resten af filmen. Jazzlegenden Herbie Hancock dukker således også op som Laureline og Valerians chef, og Ethan Hawke gør det lidt akavet som fremtidsalfons.
For Linda og Valentin-purister vil der være masser at ærgre sig over. Bessons film er ikke en en-til-en-filmatisering, men mere et personligt remix af tegneseriens univers. Historien er et godt stykke hen ad vejen original og ikke baseret på et specifikt album, da vi så lander på Alpha er cirka 67 procent enten direkte baseret på, inspireret af eller lugter lidt af “Skyggernes Ambassadør”, der da også er et af de bedste albums i serien. Men plot og struktur er helt og aldeles Luc Bessons.
Galaxity bliver aldrig nævnt, mytologien indeholder ikke historier om en oversvømmet Jord, og tids-delen af rumtidstjenesten fylder lige præcis nul i filmen. Det bliver aldrig nævnt, at rumskibet også er en tidsmaskine, og hvorfor egentlig også tilmudre den allerede godt proppede film med den slags for plottet så uvedkommende detaljer? Det kan også forvirre tegneserielæsere, at størstedelen af filmens titel er taget fra et album og store dele af handlingen er taget fra et andet. Der er ikke rigtigt noget af “De Tusinde Planeters Imperium” i filmen.
Det vildt farverige og det kulørt fjollede
Hvad der til gengæld er intakt er det rige univers, de vilde, fremmede miljøer og eventyret. Uden at afsløre for meget, kan det afsløres, at tegneseriens skildring af menneskenes samfund (i tegneserien Galaxity, i filmen Alpha) som noget problematisk, overbureaukratisk og gråzonerigt også er til stede i filmen. Den menneskelige (hvide) mands kolonisering og overherredømme er i fokus, og på bedste 70er-vis skildres den oprindelige befolkning, som det går ud over, helt og aldeles som noget pragtfuldt, rent og utopisk. Der er ikke mange nuancer i satiren, men det var også sådan, det var i tegneserien i tidernes morgen. Og det er egentlig også sådan, det hører sig til i et rumeventyr af den gammeldags slags.
Hvis man kan sluge alle Bessons personlige touches og ændringer, så ender filmen faktisk med at føles en del mere som en “rigtig” Linda og Valentin-historie, end man lige skulle tro.
Hvis man kan sluge alle Bessons personlige touches og ændringer, så ender filmen faktisk med at føles en del mere som en “rigtig” Linda og Valentin-historie, end man lige skulle tro. Galskaben, det vildt farverige og kulørt fjollede fra “Det Femte Element” bliver skruet helt op til 100, og hvis det lyder godt i dine ører, så er “Valerian” nok en film for dig. Personligt var jeg som tegneserielæser mere irriteret over Zack Snyders fantasiløse ramme for ramme-filmatisering af “Watchmen”, end jeg er over Besson, der gør universet til sit eget.
Anmelderen vs 3D
Jeg undgår normalt 3D. Denne tivolisering af filmmediet tilfører oftest ikke andet til en biografoplevelse end en mild, men borende hovedpine. Men jeg må indrømme, at hvis du kun skal se en film i 3D i år, så bør det nok være denne. Besson er fuldt ud klar over, hvad den ekstra dimension kan tilføre en film både af dybde og sug i maven. Særligt en sekvens, hvor Valerian spæner, hopper, falder og løber igennem en vanvittig række af Alphas miljøer er mildt sagt spektakulær i 3D. Jeg havde frygtet at de mange detaljer, som Besson propper sine billeder med, ville give mig kvalme, men i stedet tilfører de rigdom, dybde og en fornemmelse af at være et helt fremmed sted, der alligevel føles levende og ægte. Så fair nok, 3D… denne gang fik du mig.
“Valerian and the City of a Thousand Planets” er nok ikke din “Linda og Valentin”-film. Men gør dig selv en tjeneste og giv slip. Og så vil du opdage, at den er tættere på, end du tror.
