Mister Miracle
Tom King rev benene væk under mange af os med sit bud på Marvels androidehelt The Vision. Nu retter han sammen med tegner Mitch Gerads blikket imod Jack Kirbys figur Mister Miracle, der opstod ud af det store Fourth World-kompleks af serier i 1970’erne. Resultatet er nærmest mesterligt.
Scott er en gudesøn opvokset på helvedesplaneten Apokolips under universets ondeste skoleinspektør, Granny Goodness. Hun elskede måske nok alle de børn, hun opdragede, tugtede og torturerede i den onde Darkseids navn, men viste desværre sin kærlighed og sin blinde tro på, at det onde var vejen frem, ved at hælde varm lava ned i halsen på dem. Scott voksede op i den såkaldte X-pit, der var et sted, hvor intet håb var muligt, men han nægtede at give op og formåede til sidst at undslippe.
Livet startede ellers godt for Scott, der blev født som søn af Gud på New Genesis, denne vilde superheltemytologis udgave af Himlen. Han blev dog ofret i fredens tjeneste, og sønner blev udvekslet mellem Gud og Satan. Pludselig var Scott søn af den onde Darkseid i stedet, og han voksede op i et helvede, der har efterladt ham traumatiseret og med kraterdybe ar på sjælen. Siden har Scott levet på Jorden og både været en berømt udbryderkunstner og superhelt i bl.a. Justice League.
Alt dette ligger forud for Tom Kings dekonstruktion af både Scott Free – også kendt som Mister Miracle – og Jack Kirbys Fourth World/New Gods-univers. Da vi møder Scott på de første sider i kapitel et, har han skåret håndleddene over på sig selv og er ved at bløde til døde på et toilet meget langt fra både Himmel og Helvede. Han overlever dog, hvad der i den grad ligner et selvmordsforsøg, og må leve med sin skam og de ting, der førte til den drastiske handling. Da han kort tid efter er på et late night talkshow, forklarer han det med, at han var træt af alle de alt for lette flugtforsøg i sit virke som udbryderkunstner og ville se, om han kunne undslippe selve Døden. Og det gik jo godt nok! Alle griner, og værten på programmet køber den søgte forklaring, da den er noget nemmere at forholde sig til end et andet menneskes smerte og depression.
Scotts kone hedder Big Barda og er en kæmpekvinde, der er både større, stærkere og velsagtens også mere kapabel end Scott. De to kender hinanden fra Granny Goodness’ X-pit og deler altså traumet og en barndom fyldt med misbrug, fornedrelse og smerte. Men de håndterer det på meget forskellige måder.
Og det er netop forholdet mellem Scott og Barda, der er i centrum i denne imponerende superheltetegneserie. Deres hverdag, deres kærlighed, deres evige kamp for at balancere det uoverskuelige og altopslugende arbejdsliv (læs: den intergalaktiske krig mellem Himmel og Helvede, de bliver ved med at blive hevet tilbage til) og så dagligdagens almindelige udfordringer. Babytøj skal vaskes, barnet skal passes, pengene skal tjenes, og det hele skal hænge sammen. Nu skrev jeg, at krigen er Scotts arbejde, men det passer faktisk ikke. Han arbejder som sagt som udbryderkonge og tv-kendis, så måske er krigen mellem New Genesis og Apokolips i virkeligheden den omklamrende storfamilie, der bliver ved med at tage og kræve af Scott og Barda (og deres familie), men aldrig giver igen. Der er RIGTIGT mange bolde i luften for de to, og når de så samtidigt prøver at leve med minderne om en traumatisk barndom ud over det sædvanlige, så er der ikke mange sekunder i dagligdagen til at bearbejde følelser eller trække vejret roligt. Skildringen af deres hverdag er både genkendelig, rørende, ægte og særdeles vedkommende.
Darkseid Is. To ord, der konstant bryder handlingen og billedstrømmen. En helt sort ramme med kun de to ord dukker op næsten hver gang, der sker et eller andet, der kan tænkes at tynge Scott og Barda. Gøre deres liv sværere at håndtere. Hvert eneste lille stykke brænde, der bæres til det bål, der er Scotts depression. Ærgelsen, sorgen, nederlaget, skammen og alle de andre negative følelser visualiseres ved at fjerne lige præcis det, der giver en tegneserie liv: Tegningerne. Ligeledes holder den dygtige tegner sig til helt konsekvent at have ni stramme rammer per side. Man kommer straks til at tænke på Alan Moores Watchmen, men faktisk er de endnu mere konsekvent brugt her. Det er meget små rammer at holde et kosmisk eventyr og en historie om en krig på tværs af verdener inden for, og de kommer til at føles som et fængsel og en undertrykkende begrænsning, og det er netop hensigten. Scott er udbryderkonge, men han er ALTID i fængsel. Hans liv, hans job, hans familie, hans barndom, hans virke som gud og superhelt og fandme også selve tegneseriens formsprog holder ham og hans historie nede. I de store slag på Apokolips og New Genesis’ slagmarker breder billederne sig over flere rammer, men rammerne er der stadigvæk oven på billederne. Fængslet er ikke til at undslippe. Udbryderkonge eller ej. Er det døden, som Scott ikke kan undslippe, eller er det livet?
Mitch Gerads er en mester i ansigtsudtryk og kropssprog. Fra den subtile mimik i sofaen hjemme i lejligheden, hvor de små krige og forsoninger finder sted, til den ligegyldighed og halvhjertethed, som hele Scotts kropsholdning udstråler, når han uddeler superheltebøllebank i den store krig. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har set en superhelt gå både så halvhjertet og alligevel så effektivt og brutalt til en actionscene. Gerads vælger også at vise en ellers ret episk slagscene fra den samme vinkel næsten som et gammeldags platformspil, hvilket suger dynamik ud af foretagendet på en yderst effektiv og både sjov og sigende måde. Mister Miracle og Big Barda er så vant til at være i krig, at det bare føles som en til tur gennem et genkendeligt, ligegyldigt og udramatisk landskab.
Ofte flimrer billedet. Der er statisk støj som på en dårlig videoptagelse, der forvrænger tegningerne. Kan vi stole på, at det vi ser faktisk er det, der sker, eller er det en forvrænget udgave af noget andet? Er det en objektivt fortalt historie eller et billede på noget psykologisk? Er det hele bare en kopi af en kopi? Der kan være mange forklaringer på brugen af dette greb, men fælles for dem alle er, at der er noget aldeles urovækkende og forstyrrende ved denne støj. Vi er så vant til knivskarpe billeder i high def, og denne brug af støj virker både fremmedgørende og bekymrende.
Mister Miracle er en smuk og knivskarp tegneserie om post-traumatisk stress, depression, selvmordstanker, familieliv, hverdag og en verden i krig på vej ad helvede til. Med andre ord er det en historie om at være menneske i den verden, vi lever i. Den er heldigvis også en smuk og rørende kærlighedshistorie om en mand og en kvinde, der virkeligt elsker hinanden og støtter hinanden. Det er en historie om det vidunderlige i at få et barn – samt de udfordringer og pres, det medfører. Emnerne lyder som noget fra en graphic novel eller en indie-tegneserie, men det er altså en superheltetegneserie fra DC med alt, hvad det indebærer. Oven i hatten er den underspillet og ofte sorthumoristisk og altså ikke KUN depression og ødelæggelse. Der er humor og skønhed i skildringen af Scott og Bardas hårdt prøvede liv sammen. Oprindeligt udkom serien som 12 løshæfter, hvorefter den sluttede, og det er helt tydeligt, at King har sat sig ned og lavet en struktur på forhånd. Handlingen og opbygningen står stramt, og slutningen er – uden at afsløre noget – både meget åben og en slutning, der er en slutning. Hvor King i The Vision ikke kunne gå hele vejen på grund af Visions evige status som medlem af The Avengers, så lander Mister Miracle lige præcis der, hvor den skal. Fremtidige forfattere, der vil lege med Mister Miracle, skal træffe nogle store valg efter denne omgang.
Darkseid er. Det er et faktum, vi ikke kan gøre noget ved. Mørket findes. Heldigvis findes der også lys, og det er op til os selv at navigere i brudfladerne mellem de to i vores almindelige, dødelige liv og hverdag her på Jorden. Det har Tom King og Mitch Gerads valgt at lave en superheltetegneserie om. Og den er fantastisk.
