Undertaker 3: Slagteren fra Sutter Camp
Undertaker lagde ud med et brag af et dobbeltalbum og nu følger treeren, der fortsætter, hvor de første to slap. Det er western fra øverste hylde, det er en bedemand med umanerligt mange lig i lasten og det er næsten for meget af det gode.
Nogle er længere tid om at slå igennem end andre. I et interview nævnte Steffen Brandt fra danske TV-2, at nye bands i starten af 80’erne typisk fik en kontrakt på tre plader, hvorfor formlen på succes skulle være fundet inden da. Det lykkedes som bekendt for TV-2 i tredje hug med albummet Beat, der for alvor gav dem adgang til hitlisterne med klassikere som Bag duggede ruder og Popmusikerens vise. Det samme gør sig gældende for udenlandske navne som Bruce Springsteen eller Tom Petty der først med henholdsvis Born to Run og Damn the Torpedoes fik gang i de karrierer, der stadig kan trække fulde huse til koncerter.
Andre slår hårdt igennem fra første færd og står fra starten med et hit, der enten katapulterer mod stjernerne eller tynger som et åg resten af karrieren. Om Undertaker er en kommende klassiker inden for westerngenren eller ender som et one-hit wonder – det er nok for tidligt at sige endnu. Men serien lagde umanerligt stærkt ud med de to første sammenhængende album, og nu skal de følges op, ikke med den litterært mytologisk svære toer, men treer. Nok om tal, og så til Undertaker 3: Slagteren fra Sutter Camp.
Serien bygger blandt andet på den tilbageholdte viden om hovedpersonen, Jonas Crow, der har mere end et enkelt lig i lasten fra den fortid, han ihærdigt prøver at lægge bag sig som bedemand. Han er eftersøgt for mord i forbindelse med Borgerkrigen, men hvor mange, hvordan og hvorfor aner vi endnu ikke. Ved starten af Slagteren fra Sutter Camp har han følgeskab af to kvinder, der blev introduceret i de foregående bind, som man i parentes bemærket ikke behøver have læst for at følge med i dette. Engelske Rose Prairie og kinesiske Lin ved læseren også kun nødtørftigt om, men specielt sidstnævnte træder mere i karakter i denne historie og får et motiv for sine handlinger. Der er ikke noget nyt i at have en serie, hvor hovedpersonerne stille og roligt afdækkes for læserne. Skorpionen fra Faraos Cigarer lever ligeledes i høj grad af den rolige afdækning af hovedpersonens baggrund og familieforhold. Det betyder dog, at man som læser dels får oplysningerne meget langsomt, da Undertaker bliver udgivet løbende, med sådan cirka et album årligt. Dels ved man endnu ikke helt, hvor man skal placere sin sympati, for Jonas Crow gør ikke meget for at vinde læserens tillid, selv om man instinktivt holder med den skæve hovedperson.
Det hjælper dog på tingene, at forfatter Xavier Dorison i Slagteren fra Sutter Camp kreerer en skurk, titlens slagter, der under alle omstændigheder virker til at være så tilpas isnende kold psykopat, at alle andre fremstår tillidsvækkende til sammenligning. Slagteren og en anden gammel bekendt af Crow dukker frem fra fortidens krigståger, og så må Crow på jagt efter den slagter, han tilsyneladende burde have dræbt for længe siden. Eller som han selv formulerer det: ”Når du har chancen for at rette op på dit lort, så grib den”. Slagteren, med det borgerlige navn Jeronimus Quint, ernærer sig som tilsyneladende velanset kirurg. Fortidens andet bekendtskab, Charley Warwick, mener dog ikke hans arm under krigen burde have været fjernet af Quint – og slet ikke at Quint skulle have eksperimenteret med at transplantere en andens arm i stedet.
Er Quint en filantropisk kirurg, der lader sine patienter betale efter hvor godt de synes om hans arbejde – eller en iskold psykopat, der udfører gruopvækkende eksperimenter om natten? Slagteren fra Sutter Camp fortsætter i mindst et album yderligere, så forvent ikke andet end at hovedpersonerne til slut befinder sig i en lige så stor kattepine, som de gjorde i første album i serien. Endnu engang lykkes det Dorison at levere potent spænding og lade et større antal fælder ligge klar til at klappe i næste album. Det er faktisk imponerende, men bliver også næsten overlæsset. For er der ikke næsten for mange farer på vej mod hovedpersonerne på én gang? Der er Quint, som er alt andet end samarbejdsvillig og viser sig at have et par beskidte tricks i ærmet. Der er en flok Marshalls på jagt efter Crow for hans tidligere synder. Der er familien, der ikke var tilfreds med en begravelse udført af Crow, som også er efter ham. Læg dertil at hovedpersonerne indbyrdes kommer lidt op at toppes indbyrdes, så er der mange konflikter at holde styr på. Lidt det samme var tilfældet i den første dobbelthistorie, og en del afhænger jo af, hvordan det hele eksekveres i de(t) næste album. For mange skurke og løse ender, der først forløses senere, kan dog godt ende med at virke lidt mod hensigten og gøre det hele for overdrevent presset for hovedpersonerne.
Ind til videre er Jonas Crow en så interessant figur, både fra Dorison og Meyers side, at man ikke tilnærmelsesvis er ved at være træt af at læse om eller kigge på ham. Meyer har en utrolig fin dynamik og variation i sideopbygningen og får i tilgift skabt et par billeder, der bliver hængende på nethinden efter endt læsning. Forsiden viser meget godt farveskalaen, der er anvendt af Meyer og Delabie, da det meste er holdt i blålige og rødbrune nuancer. Umiddelbart er der lagt op til en del brug af rød i næste bind, når Quint finder skalpellerne frem. Samtidig har man som læser også en forventning om, at Crow på et tidspunkt må springe ud som fuldblods helt. Mon ikke der er en tilfredsstillende forklaring på fortidens synder, der på et tidspunkt må indhente ham i endnu større omfang end i dette album?
Med to kvindelige passagerer i ligvognen spiller kvinder en større rolle i denne western end traditionelt inden for genren, hvilket må siges at være tiltrængt. Dette til trods for at Crowe mest af alt har lyst til at skille sig af med dem eller som minimum gemme dem godt af vejen, når der skal ”arbejdes”. Rose Prairie veksler mellem at være handlekraftigt insisterende eller falde ned i den typiske rolle som svag kvinde, der bliver en klods om benet for Crowe, samtidig med der nok er lagt op til amoriner på sigt. Lin er noget mere uundværlig i denne omgang, selv om hendes våben undertiden bliver lovlig stereotypt kvindelige.
Summa summarum: Undertaker 3: Slagteren fra Sutter Camp er vanskelig helt at vurdere uden fortsættelsen. Måske det endda tager en del album endnu, før personerne får foldet sig helt ud. På den måde er den uforløst spændende og med nok lidt rigeligt mange bolde i luften. Omvendt er det fuldblodsprofessionelt leveret af forfatter, tegner og farvelægger og rigeligt underholdende til, at man utålmodigt vil vente på bind 4 i serien. Heldigvis tyder intet dog på, at Undertaker kun har ét skud i bøssen med gode (dobbelt)album.
Del på
