“Fremtidens araber” har format til at blive et internationalt anerkendt hovedværk. Men hvad er egentlig pointen?
”Fremtidens araber” er en selvbiografisk fortælling om en drengs opvækst i et mellemøstligt land. Skaberen Raid Sattoufs mor er fransk, og hans far er fra Syrien. Det gennemgående tema er det ekstreme kulturchok, som den fem-årige Sattouf blev udsat for, da familien forlod det trygge og velstående Frankrig for først at flytte til Libyen og herefter at bosætte sig permanent i en fattig landsby i Syrien, så faren kan være tæt på sin gamle mor.
Ved brug af enkle tegninger og et effektiv sprog guider Sattouf os kronologisk gennem detaljerige anekdoter fra hans opsigtsvækkende barndom. Enten besidder Sattouf en superhukommelse, eller også er der måske snarere tale om det man kalder ”autofiktion”? Ligegyldigt hvad, så er det en spændende fortælling. Første bind i serien, som fortjent fik topkarakter her på Nummer 9, satte scenen og introducerede karaktererne. Men det stod ikke helt klart for anmelderen, hvor værket egentlig ville hen?
Andet bind slutter med en begivenhed, som ikke skal afsløres her, men som forstærker den ensidigt negative fremstilling af den arabiske kultur, som begyndte i første bind. I første bind anlagde Sattouf en mere ironisk vinkling, men i andet bind bliver det hele faktisk så trist, at man undres over hvorfor fortællingen alligevel er så underholdende? Måske er det de smånuttede figurer, og den ind imellem lovligt grovkornede karakterfremstilling, som skaber distance, således at man som læser kan holde ondskaben ud? Især Sattoufs far er en sjov karakter – af persontype minder han om Erik Clausen i “Den Store badedag”.
Men for at give eksempler på det alt det negative. Kvinderne i den syriske landsby udviser en grundlæggende mangel på indlevelse i deres børns skrøbelige psykologi. Det er simpelthen en børneopdragelse uden kærlighed. Med enkelte undtagelser er børnene konsekvent onde ved hinanden, og ved de stakkels dyr, som de kan få fingre i. Børnene har sår på hænderne efter at blive slået med kæppe af ondskabsfulde og magtsyge skolelærere. Landsbyens mænd tøffer rundt i en tilstand af kongelig selvglæde og dovenskab, og kan højst tage sig sammen til tyveri og korruption. Konsensus blandt mændene er, at kvinden er et laverestående væsen, fordi hun er uren (hun menstruerer), og hun er også svag, og derfor lader hun sig let friste af djævlen. Det evindelige skuespil med langstrakte høflighedsfraser, som er et kulturelt levn fra den arabiske købmandskultur, fremstår i denne fortælling ikke alene gammeldags og småfjollet, men er, sådan som jeg forstår Sattouf, endnu et eksempel på den falskhed, som gennemsyrer kulturen i den syriske landsby. Og ifølge denne kultur er jøder det allerværste der findes, hvorimod Gud naturligvis er stor og retfærdig, og hans navn påkaldes ved enhver given lejlighed, og især når egne jordiske interesser skal plejes. De eneste sympatiske mennesker vi møder, er hovedpersonen selv og hans mor, som begge er et produkt af den franske kultur.
Men grænser det egentligt ikke til racisme, at fremstille en kultur så entydigt negativt, som det gøres i denne tegneserie? Andet bind bringer os også på kort visit i Frankrig, og her virker det som om Sattouf måske har fået kolde fødder? Sattouf forsøger at skabe en parallel mellem den kritiske holdning, som nogle ældre franskmænd stadig har til Tyskland, grundet 2. verdenskrig, og så det indædte jødehad, som den syriske landbefolkning indpodes fra barnsben. Det er ikke en relevant sammenligning, synes jeg. Vi kommer også et smut til storbyen Damaskus, og præsenteres kort for den syriske overklasse, som lever i vestlig luksus, og som godt nok har et mere moderne verdenssyn, men som til gengæld er fanget i en anden livsløgn. Kritikken rettes her – og ganske retfærdigt, må man sige – mod de uduelige arabiske diktatorer, som er usårlige grundet deres alliancer med globale militærmagter. Også på dette punkt er ”Fremtidens araber” en aktuel tegneserie.
Men tilbage står, at andet bind præsenterer læseren for en helt konsekvent mørk fremstilling af den arabiske folkesjæl, med kun meget få lysglimt. Rent fortællemæssigt er “Fremtidens araber” en glimrende tegneserie, især fordi den ikke gør det sværere end det behøver at være, og værket tåler sammenligningen med det islamkritiske mesterværk “Persepolis”. Og så er det også et provokerende og samtidsrelevant værk, som har fået stor succes i hjemlandet Frankrig, og som nu er udgivet i tyve lande. Sproget i den danske oversættelse flyder fint og naturligt – den lidt høje pris på 248 kr har sikkert sin forklaring.
Endnu et bind i serien er på vej, så måske kommer der en mere politisk korrekt krølle på halen? Men jeg tror det ikke – Sattouf, som altså er fransk, men halvt syrisk, er tilknyttet det franske satireblad Charlie Hebdo, og her er der jo ikke tradition for at lægge fingre imellem. Jeg ser i hvert fald frem til næste bind i serien. “Fremtidens araber” er en intelligent og underholdende tegneserie. Og der er noget på spil her.
Karakter: 5/6
Titel: Fremtidens araber – en barndom i Mellemøsten (1984-1985)
Forfatter/tegner: Raid Sattouf
Forlag: Cobolt
Form: 160, farver
Pris: 248 kr
ISBN: 978-877-085-614-0
