Insolitus-forside
Henrik Rehr og Jan Solheims grafiske mareridt, Insolitus, har været mange år undervejs og emmer af sygdom, abstinenser, dårligdom og livslede. Spændende og en anelse uforløst.
Oplægget til den grafiske roman fra de herrer Rehr og Solheim er en kort historie i tegneseriebladet Achtung! fra 1994. Blot tre sider blev det til dengang, men der var noget ved historien, der ikke ville slippe de to tegneserieskabere, og nu er “INFECTION” (som historien hed dengang) blevet til “Insolitus” – en titel, der mere end antyder, at det ikke er sødsuppe for tøsedrenge, vi har med at gøre her.
Historien i “Insolitus” er svær at referere. En kvinde vågner op i et hotelværelse og ser ud til at være syg. Febersved driver af hende, og verden er fremmed og barsk. Alle mennesker stirrer konstant på hende med vrede øjne, og hun kan ikke undslippe dette sære land, hvor alle taler et vrøvlesprog, hun ikke forstår. Hun ringes op af en mand, der kun refereres til som Stemmen. Dernæst kastes hun ud i et univers, der mest af alt ligner et mareridt delt af Franz Kafka og David Lynch, og det viser sig, at hun skal prostitueres til en fæl skuespiller, der ikke har rent mel i posen.
Lad os starte med bogens største styrke: Jan Solheims billedside. Den korte version er, at manden kan tegne. Den lange version er, at hans skæve, forvredne figurer og evne til at tegne ting, der på en gang er både genkendelige og fremmedartede, er helt perfekt til denne historie. N
år man ser “Insolitus”, er det svært at forestille sig, at Solheim også illustrerer børnebøger og ikke kun opkastfremkaldende, billebefængte, mareridtskanaliserende uhyggefortællinger for voksne. Han tegner bogens mange ubehagelige optrin (både ekstrem vold og billeder af lettere grafisk sex af den ulækre slags) uden at ryste på hånden, og det er i det hele taget i kraft af den gennemarbejdede billedside, at “Insolitus” virkelig lever. Gustengul (nærmest tisgul) er den eneste gennemgående farve, hvilket blot bidrager til fornemmelsen af sygdom.
Vi får et stort billede per side, og således er bogen ret hurtigt læst. Alligevel skulle jeg læse den to gange for at kunne danne mig en mening. Og det er der flere grunde til.
På historiesiden er bogen nemlig lidt mere problematisk. Rehr gør sit for at fremme følelsen af total fremmedgørelse ved at lade de fleste andre personer tale et vrøvlesprog. Ord sættes sammen i sætninger, der minder om rigtigt sprog, men ikke er det. Man fornemmer en mening bag ordene, men man kan ikke få hold på den. Det er et rigtigt fint træk og aldeles veludført. Det er tydeligt, at forfatteren har hygget sig med at sammensætte disse ikke-sætninger. Det er i bogens anden halvdel, at jeg kommer til at ærgre mig en anelse. Uden at afsløre noget, så blandes der pludselig nogle thrillerelementer ind i historien, som jeg personligt gerne havde været foruden. Mareridtsfortællingen fungerer i sig selv så fint, at der slet ikke er brug for disse genretræk, og til sidst ender det hele en smule mere banalt, end jeg havde regnet med. I stedet for at kaste sig ud i en slags spændingshistorie, ville det have været mere interessant, hvis mareridtet blev fulgt helt til ende uden de mere eksotiske elementer.
Oven i hatten når hovedpersonens lidelser næsten Lars Von Trierske dimensioner, og der svælges ret meget i hendes fornedrelse og nedtur. Lidt for meget til min smag, men det er måske et spørgsmål om, hvor stærk en mave, man har.
I sidste ende fungerer mareridtet fint, og det er sandsynligvis både forfatteren og tegnerens bedrift. Det er svært at vurdere, hvor manuskriptet ender og tegningerne begynder, og det bør man som læser heller ikke bekymre sig om. De foruroligende tegninger, de sære mareridtsbeskrivelser og det bizarre vrøvlesprog skaber et Andet Sted, der næsten virker. Og det er i sig selv ganske fint.
Karakter: 3/5
Titel: Insolitus
Forfatter: Henrik Rehr
Tegner: Jan Solheim
Forlag: Fahrenheit
Farve og form: Sort/hvid/gul, hardcover
Sidetal: 144
Pris: 159,00
ISBN-13: 9788792320643
Aktuelt udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark
Del på
