Da Felix blev stor
Det svenske 70’er idol Jan Lööf prøver at følge med tiden ved at gå digital og lade 40 år gamle Felix gå på eventyr i et nyt medie med en kvindelig side-kick.
På en hylde et sted i Jylland står både Fang Fabian, Søren Skrot, Historien Om Det Røde Æble og Min Morfar Er Sørøver. Hylden, der er tale om, er hylden på denne anmelders barndomsværelse. Feinschmeckere vil genkende titlerne som Jan Lööfs tidlige værker. Værker, som gjorde ham til noget, jeg vælger at kalde børnenoirens fader. I senere tid har selvsamme værker, og gengivelsen af andre kulturer i dem, skabt en del postyr for Lööf i hans hjemland, Sverige. Noget, Jan Lööf tilsyneladende har taget til sig i denne udgivelse. Man kan sige han har forsøgt at følge med tiden – men måske var det et dårligt valg. Mere om det senere.
I Da Felix Blev Stor følger vi en af Lööfs tidligere karakterer, Felix, som er godt træt af bare at være en tegneseriefigur; han vil hellere være med i en eventyrbog. Lööf giver uden videre Felix lov til at forlade de trange kår i tegneserieruderne og bevæge sig ind i en billedbogsfortælling. Her opdager Felix, at alting er småt. “Det er dig, der er stor”, påpeger den blonde cyklist Lisa. De to slår pjalterne sammen og drager ud på eventyr. Som ofte før i Lööfs fortællinger nærmest slentrer karaktererne igennem diverse omgivelser – gerne befolkede af diverse væsener og indimellem gamle kendinge såsom Frankensteins monster og Fantomet med flere. Lisa og Felix når blandt andet at møde en af Felix’s musikalske forfædre, en gruppe langfingrede primater og et computerspil. Lööf selv og hans kone har også en gæsteoptræden – det hele er ganske hyggeligt og bærer præg af en forkærlighed for at bryde den fjerde mur og lade forfatteren kommunikere med læseren gennem sine karakterer.
Bogen er udført i næsten sædvanlig Lööf-stil. Når den ikke er helt sædvanlig, er det fordi Lööf er gået digital med farvelægningen. Et i anmelderens øjne uheldigt valg. Man kan vælge at se på det som en “grand old man’s” omfavnelse af moderne teknologi, men brugen af digital farvelægning falder så meget i øjnene, at det mindsker Lööfs tegningers charme og får flere af illustrationerne til at se “billige” ud. Lööf har også flere steder valgt at anvende enten fotos eller 3d-renderinger af f.eks en bold, en ugle og flere skilte. Der er tegnet lidt ovenpå de indsatte ting, men ikke nok til at få elementerne til at virke som en del af resten af illustrationen. Det springer i øjnene, det ser ikke godt ud og værst af alt bryder det illusionen, som Lööf forsøger at skabe. Fremgangsmåden lader også til at have gjort det svært for oversætteren og grafikerne at redigere skilte og lignende i illustrationerne, en opgave de kun delvist er sluppet heldigt fra. Og man spørger sig selv, om en oversættelse var nødvendig?
I forhold til historien, er der ikke meget mere at hente, Felix’s klassiske hjemme – ude – hjem eventyr virker umotiveret og det er svært at relatere til karaktererne, som fremstår ganske flade og uinteressante uden nogen videre udvikling i løbet af historien. Plottet er udelukkende drevet af Lisas indskydelser, og i sidste ende er det da også hende, som på en måde bliver hovedkarakter efter en særdeles kikset dialogudveksling mellem forfatteren selv og Lisa.
Flere spørgsmål rejste sig efter at have færdiglæst Da Felix Blev Stor: Hvor var den understrøm af blodig alvor, som jeg husker fra min barndoms Lööf-favoritter? Hvor var eventyret? Hvad er Lööfs egen holdning til indholdet? Eller overså man manglerne som barn?
Ihvertfald virker Da Felix Blev Stor mest af alt som et halv-akavet forsøg på at være morsom på bekostning af sig selv, som når Lööf selv i sin fortælling begynder at undskylde til Lisa for sin manglende evne til at tegne pigetøj. Det er, foruden at være decideret usjovt, også tåkrummende, når man tænker på de politisk korrekte strømninger i svenske forlag, som i det senere år har lagt vægt ligestilling og multikulturel repræsentation og bl.a. boycutted titler som “Lille Sorte Sambo” og renset flere af Astrid Lindgrens bøger for racistiske ord.
Spørgsmålet er, om Lööf simpelthen har forsøgt at give sig selv mundkurv på? Ihvertfald mangler en del af det samfundsengagement, som Felix havde.
Alt i alt sidder anmelderen tilbage med en bog der, på trods af åbenlyst gode intentioner og en velvilje imod moderne strømninger, mest lugter af forhastet og halvhjertet arbejde.
Køb den kun, hvis du absolut må eje Lööfs samlede bibliografi.
