John Arcudi og Peter Snejbjergs skæve superheltefortælling “Almægtig” er kommet på dansk, og i den anledning genudsendes Mads Bluhms begejstrede anmeldelse af den amerikanske udgave.
Superheltegenren er siden midtfirserne blevet vendt og drejet og dekonstrueret et utal af gange, men ”A God Somewhere” byder alligevel på en frisk, tankevækkende og hjerteskærende fortælling. John Arcudi, bedst kendt for sit arbejde på Hellboy-serien B.P.R.D., formår at angribe kappe- og underbuksegenren fra en ny og forfriskende vinkel.
Fortællingen fokuserer på det stærke venskab mellem tre unge mænd: brødrene Eric og Hugh Forster og deres afroamerikanske ven Sam. De lever et relativt sorgløst liv under den californiske sol. I klassisk superheltestil tager fortællingen fart, da noget styrter ned og forårsager en eksplosion i Eric Forsters lejlighed. På uforklarlig vis efterlader ulykken ham uskadt, men udstyret med fantastiske superkræfter. Eric kan nu flyve, besidder en overmenneskelig styrke og er desuden usårlig. Hans første reaktion er at bruge sine nye kræfter i menneskehedens tjeneste. Han går straks i gang med at redde de andre ofre for katastrofen og kaster sig derefter ud i at bekæmpe kriminalitet. Men Eric ændrer sig også mentalt efter eksplosionen, han isolerer sig fra sine venner og sin bror og glider umærkeligt over i selvtilstrækkelighed og fremmedgørelse over for de mennesker, han i første gang følte sig udvalgt til at beskytte.
Verdens eneste superhelt
”A God Somewhere” er langtfra den første superheltehistorie, hvor helten vender sig fra den lyse side og trasker ned mod den mørke – eller blot mister interessen for den menneskehed, som han egentlig burde beskytte. ”Watchmen”, ”Supreme Power” og “The Boys” er fine eksempler. Men her foregår handlingen i en verden, der i forvejen er helt uden andre superhelte, og det gør de moralske og reelle implikationer af Erics handlinger mere ultimative. Det er desuden værd at bemærke, at Arcudi og Snejbjerg understreger konsekvenserne ved vold, både for dem, den rammer, men så sandelig også for dem, som udøver den. Dem går man ofte let henover i superheltegenren, hvor volden som oftest vises i en relativt renskuret udgave uden psykologiske eller følelsesmæssige konsekvenser for den ”helt”, som udøver den. Sådan er det ikke i ”A God Somewhere”, hvor volden er med til at ændre vores hovedpersoner, som aldrig får lov til at vende tilbage til status quo.
Der er tale om en herligt kompleks fortælling, som er umådelig svær at indkapsle eller sætte i bås. På sine relativt begrænsede 194 sider når den rundt om et væld af interessante tematikker: religion, broderskab, familie, kærlighed, supermenneske versus menneskelighed, jagten på berømmelse, tabet af drømme, selvopfattelse og raceproblemer. Selvom det ikke er alle emnerne, der behandles lige grundigt, bliver man som læser konstant udfordret på sine egne overbevisninger. Samtidigt er det en fængslende og fint sammenskruet historie om en mands storhed og fald og de konsekvenser, hans valg har for alle, han er i berøring med.
Det er umuligt i en anmeldelse at komme rundt om alle temaerne i ”A God Somewhere”, for det er en meget ambitiøs udgivelse, men det ville næsten være en synd ikke at berøre tro og religion. Det er nemlig ikke ofte, en amerikansk mainstreamtegneserie tør tage så håndfast et greb om emnet tro og religion. Superhelten får tit skubbet i skoene at være en allegori over frelser-begrebet i den kristne betydning, og denne vinkel går Arcudi til med krum hals.
En destruktiv frelser
Vi får nærmest henkastet at vide, at Eric er et troende menneske, han går i kirke og selv om han nok ikke lige er præstemateriale, så er hans religion vigtig for ham. Da han modtager superkræfterne tolker han det i første omgang som en gave fra gud og kan slet ikke forestille sig, at det skulle være noget andet. Han føler sig udvalgt og sammenligner sig selv med Samson og Jesus.
Det er dog påfaldende, at selv i begyndelsen, hvor Eric er både beruset af og taknemmelig for sine kræfter, så bruger han dem kun destruktivt, han skaber ikke noget eller bygger noget. Det er tydeligt, som fortællingen skrider fremad, at tilværelsen som unikum og supervæsen bliver meningsløs for Eric. Han mister enhver følelsesmæssig tilknytning til og forståelse for den menneskehed, som han i første omgang så brændende ønskede at beskytte. Der er virkelig saft og kraft i denne del af fortællingen, for der er et væld af mulige fortolkninger af, hvorfor Eric vender sig bort fra menneskeheden. Måske er det fordi han anser sig selv som værende en gud, højt hævet over menneskene. Det kan også skyldes, at han ikke oplever nogen forbindelse til Gud, efter han har modtaget sin “gave”, hans kræfter giver ham ingen svar og forekommer uden mening. Det er et fint kunstgreb af Arcudi, at det meste af fortællingen bliver set igennem barndomsvennen Sams synsvinkel, for det betyder, at vi aldrig kommer ind i hovedet på Eric, og det bliver således op til læseren at søge sine egne svar og danne sin egen mening, noget som Eric tilsyneladende ikke magter.
”A God Somewhere” lykkes til fulde i karakteriseringen af sine personer. Alle hovedpersonerne forekommer troværdige, og deres handlinger er fint motiverede og logiske. Selv det uforståelige vanvid vækker en følelsesmæssig accept hos læseren. På trods af de utrolige hændelser, føler man, at det er rigtige mennesker, man læser om.
Snejbjergs rene streg
Peter Snejbjerg er med rette kendt for sin rene streg, sin overbevisende brug af skygger og sorte flader samt sine evner som visuel historiefortæller, og hans distinkte stil passer perfekt til denne skæve superheltefortælling. Det er desuden svært ikke at blive begejstret over, hvor meget liv og information, man kan afkode i Snejbjergs imponerende realiserede ansigter og øjne. Han formår at få personerne til at fremstå som levende og følende væsner af kød og blod, hvilket tilfører værket en ekstra empatisk dimension. Kød og blod er der også i de stort opsatte destruktionsscener, hvor Erics kræfter slippes løs. Det er en hård og kompromisløs vold, som ikke skåner sin læser for noget, men det er tydeligt, at Snejbjerg elsker disse sekvenser, og resultatet er grumt imponerende. Fremhæves skal også Bjarne Hansens formidable farvelægning, som i dén grad er med til at løfte fortællingen, præcis som den gjorde det, da han samarbejdede med Peter Snejbjerg på ”Lysbrigaden”.
”A God Somewhere” har været længe undervejs, og en overgang så det ud til, at den måske aldrig ville udkomme. Der er dele af historien, som ikke udfolder sig så smukt som Eric og Sams historier. Man står som læser tilbage med et ønske om, at sidehistorien om Erics bror og hans kæreste kunne være foldet lidt mere ud. Serien var oprindeligt tænkt som en længere miniserie, men endte som en graphic novel, og Arcudi og Snejbjerg måtte foretage en række fortællermæssige fravalg for at give hovedhistorien den plads, den skulle bruge.
“A God Somewhere” er noget af det mest interessante, jeg har set fra den amerikanske mainstream scene i nogen tid. Historien er på trods af sine mange lag ikke spor tung, det er en meget umiddelbar og spændende beretning, som holder sin læser til ilden hele vejen. Man kan kun håbe, at der er en dansk forlægger, som griber chancen, så også den brede, danske læserskare får mulighed for at tage de forfriskende og tankevækkende visuelle vitaminer til sig.
Værkets Titel: A God Somewhere
Forlag: Wildstorm
Forfatter/tegner/farvelægger: John Arcudi / Peter Snejbjerg / Bjarne Hansen
Farve og form: Farve og softcover
Sidetal: 200 sider
Pris: $ 24,99 US fra forlaget. 200,00 kr. i danske butikker.
ISBN: 978-1401226831
Udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: USA