Thorgals verden – Ulv: Guden tyrs afhuggede hånd
Guden Tyrs afhuggede hånd er et fortsat og fortsættende album i spinoffserien Thorgals verden – Ulv.
Fokus er her Thorgals datter, Ulv, der er fandenivoldsk, handlekraftig og på alle måder går imod kønsstereotyperne i datidens samfund. Eller sagt med andre ord, er præcis som sin far, der heller ikke på noget tidspunkt har været meget for at leve op til andres forventninger om, hvordan en ægte viking skal opføre sig.
Serien om Ulv foregår og hænger sammen med de samtidige bind i hovedserien, der er i gang med en cyklus fra bind 30 til 36. Og som om det ikke komplicerer sagen nok, så er der endnu en sideløbende spinoffserie, Kriss af Valnor, som den også skal flettes sammen med på et tidspunkt.
I første bind om Ulv, Raissa, blev hun lokket ind i en eventyrverden, hvor slangen i paradiset var en billedskøn hersker, skurken med det vel nok underligste navn nogensinde: Azzalepstøn! Da han hedder det samme på fransk, kan oversætteren dog ikke bebrejdes. Han befriede Ulv og landets øvrige beboere for deres ”vilde side”, som han udkrystalliserede og gemte på sin reol. Men hvis man kender sin Freud, eller H.C. Andersens Skyggen, så ved man jo, at det ikke fører til noget godt at undertrykke sit id. Den erkendelse når Ulv da også frem til i det nye album.
Strengt taget kan albummet ikke læses uden kendskab til hovedserien, da Ulvs udskilte skyggeside vil slå Thorgal ihjel (i hovedserien), hvis ikke Ulv, altså den rigtige Ulv, får stoppet hende (altså sin egen skyggeside) først. Man kan også lukke øjnene for disse forstyrrende elementer og bare fokusere på, at der nu er to versioner af Ulv, en god og en ond. Den onde har Azzalepstøn sendt ud for at finde Tyrs afhuggede hånd, hvorefter han vil slippe hende fri. Den gode er på vej for at finde den først, så hun kan tvinge Azzalepstøn til at forene sig med sin mørke side igen. Så langt kommer hun ikke i Guden Tyrs afhuggede hånd, der lukker ned midt i jagten, mens Fenrisulven ånder dem i nakken. Det er rendyrket ”Fortsættes i næste nummer” midt i klimaks, fra dengang Anders And og Co stadig var obligatorisk læsning på drengeværelserne.
Forfatter Yann gør vel egentlig bare det, han er blevet bedt om, nemlig at skabe en spinoffserie med en kvindelig helt, så de unge kvindelige købere også har en at identificere sig med i den forgrenede vikingesaga. Samtidig skal han forholde sig til hovedserien og universets faste skabelon om godt med action blandet med lidt kærlighed, science fiction og nordisk mytologi. Historien om Tyr og Fenrisulven vækkes derfor til live igen. Fra Valhalla ved vi danskere jo, at små piger nogle gange har et særligt tag på Fenrisulven, hvilket måske også kommer til at gælde her? Ligeledes er der gensyn med kendinge fra hovedseriens mangfoldige persongalleri. Det gælder fx guden Vigrid og den mere end almindeligt letpåkædte Nøglernes Vogter. Men så er det at kendskabet til hovedserien igen banker på døren, for giver det ellers mening med disse korte gæsteoptrædener?
Samlet set byder Thorgal og Thorgals verden nu på forfatterne Yann, Yves Sente, Xavier Dorison og Mathieu Mariolle koblet sammen med tegnerne Rosinski, Giulio De Vita og Roman Surzhenko. Det er næsten for oplagt at komme ind på antallet af kokke i forhold til kvaliteten. Udkommet bliver en blandet oplevelse, uden at være dårligt, for det er kvalificerede folk, der får lov at prøve kræfter med den etablerede europæiske serie. Tegner Surzhenko leverer et fint genkendeligt Rosinski-look-a-like univers, men har en tendens til at levere lidt for polerede glansbilledagtige ansigter. Det er bestemt godkendt, samtidig med der mangler lidt sjæl og lidt af Rosinskis vildskab i hans tegninger. Yann spreder desværre historien over for mange ting på én gang og formår ikke at skabe et album, der er læseværdigt i sig selv. Ud over de allerede nævnte handlingstråde, så har Thorgals hustru Aaricia sit hyr med at holde en bejler fra døren, Azzalepstøn skal holde sammen på sin eventyrverden og Ulvs skyggeside skal finde ud af om det er en fordel med en ung mandlig medhjælper eller ej i jagten på Tyrs hånd. Man savner, som tilfældet har været i de sidste mange album i både hoved- og spinoffserie, Jean Van Hammes evne til at levere helstøbte album undervejs i langstrakte cyklusser. Trenden nu går i stedet på at levere flest mulige parallelle handlingsforløb over flest mulig album i sideløbende serier. Det kan måske fungere, hvis man ikke læser dem efterhånden som de udgives, men venter til de afsluttes. Eftersom alle nuværende album stammer tilbage fra Jeg, Jolan fra 2007, så kræver det dog at man holder nogle gevaldigt lange læsepauser. Måske en overvejelse værd? Alternativt må man tage bid for bid i sagaen om barnet fra stjernerne og hans familie og leve med de frustrationer det medfører, at alting er spilåbent og uafklaret i et par år endnu.
