Flayed Corpse and Other Stories
Josh Simmons befinder sig formelt i horror- eller splattergenren, men betegnelsen yder ham ikke retfærdighed med dens associationer til fjollede firserfilm og nørdet dyrkelse af dårlige effekter. Simmons laver horror i den egentlige betydning af ordet; det, der får os til at spærre øjnene op i ønsket om ikke at se.
Flayed Corpse and Other Stories samler Simmons’ kortere frembringelser fra årene 2010-2017, lige som The Furry Trap gjorde det fra perioden før. Nogle af historierne er kun en enkelt side, et par stykker 20-30 sider og resten midt imellem. Og de har som tidligere ikke meget andet til fælles end en forkærli
ghed for det groteske og en uforlignelig evne til at vække ubehag. Som ung optrådte Simmons i et ekstremcirkus. Et af numrene var en (anden) fyr, der lå på en nåleseng og udførte autofellatio, dvs. suttede pik på sig selv (ifølge et interview på The Comics Journal). Det er omtrent det samme, Simmons gør i tegneserieform; hvad der end skal til for at afstedkomme den ønskede reaktion blandt publikum, den rigtige kombination af dyb afsky og fastfrysende fascination. Det lykkes selvfølgelige ikke altid lige godt, men det lykkes ofte og i en grad, som i hvert fald undertegnede ikke har stiftet bekendtskab med hos nogen andre og da slet ikke nogen vesterlandske serieskabere. Simmons er den artist, der hamrer ikke bare ét, men to søm igennem der, hvor de andre optrædende for længst har trukket grænsen. Det lyder umiddelbart effektjagende og er det da også, men det er også så meget mere, end hvad man f.eks. får serveret i den gennemsnitlige splatterfilm.
Et af de mest effektfulde indslag i Flayed Corpse er en lille sag om en kvindelig universitetsprofessor, der er på stranden med sin datter og møder en tidligere studerende. Han har tilsyneladende festet i et par dage i træk, er småfuld og mere end lidt smådum at høre på, men vil i bund og grund bare gerne snakke med en person, der kendte ham, før han droppede ud af universitetet og blev den taber, han nu er. Professoren prøver at være høflig, men også at få ham til at gå igen. Han prøver at komme i kontakt med datteren, men hun svarer fåmælt, og det bliver han så fornærmet over, at den ret banale og dagligdags udveksling eskalerer fra akavet til ubehagelig, mens moderen prøver at skjule for både ham og datteren, at hun i stigende grad er utryg ved situationen. Der sker ikke så meget mere i A day at the beach, som novellen hedder, men den er alligevel dybt urovækkende at læse. Og meget hårdere end det meste andet horror, uanset hvor meget blod og indvolde der så bliver udgydt.
Bats og Joke Man omkring postapokalypsens bål
Simmons er ikke blevet mere tilbageholdende med de våde detaljer, men der er ikke noget morsomt, hverken frivilligt eller ufrivilligt, over udgydelserne, som det ellers oftest er tilfældet, fordi de bliver iscenesat af folk, der har det sjovt med det. Flayed Corpse er en samling mareridt, spundet af en for fornuften uigennemtrængelig, men så meget desto mere uafviselig og betydningsbærende logik. Historierne giver ikke særlig meget mening, når man genfortæller dem, men de føles meningsfulde på samme måde som f.eks. de bedste afsnit og sekvenser af den tredje sæson af Twin Peaks, og man efterlades som læser med omtrent samme uro og ubehag i de dybereliggende, ordløse lag af sindet, hvortil der kun gives adgang mod at lægge rationaliteten bag sig. At en kvinde har købt et rigtig dejligt hus langt ude i skoven til en billig penge, fordi der bor dæmoner oppe under taget, og dem skal man passe på med at kigge direkte på eller at begynde at tale med sent om natten, som hun forklarer sin besøgende exkæreste, lyder 
f.eks. fjollet; men det er det ikke, det er pisseuhyggeligt, når Simmons tager præmissen helt alvorligt og fremlægger den uden at blinke, uden ironisk distance eller nogen formildende omstændigheder.
Uanset om historierne er fulde af eller blottet for blod og splat, er de alle sammen gruopvækkende. Flayed corpse er svær at anbefale, for langt de fleste læsere vil ikke finde nogen værdi heri, kun vederstyggeligheder og mangel på plot og dramatisk fremdrift, men undertegnede kan kun finde en eneste ting at udsætte på udgivelsen, nemlig at den ikke er helt lige så god, dvs. rædselsfuld, som The Furry Trap. Til gengæld er nogle af fortællingerne her illustreret af nogle andre end Simmons selv, hvilket er en meget fin understregning af hans unikke blik; novellerne fungerer for de flestes vedkommende (tableauer kun bestående af én tegning er undtagelsen) lige så godt, ikke bedre, i nogle få tilfælde lidt dårligere, i for det meste objektivt dygtigere tegneserietegneres streg: Det simmonske vrangbillede af verden er så stærkt og grusomt og hjerteskærende, at det skinner direkte igennem den streg, der formidler det, udvisker den fuldstændigt. Det er intet mindre end mesterligt, og jeg kan kun opsummere min oplevelse af udgivelsen med mesterens egne ord:
