Den
Visuelt og udstyrsmæssigt overlegen udgave af Richard Corbens Den skæmmes af middelmådig fordanskning.
Det er næsten lige meget hvad man giver sig til at sammenligne med, lige meget hvordan man søger at beskrive Corbens billed-verden, så kommer man til kort. At læse Den er som at få lammetæsk inde i tegneserie-musklen. Gode tæsk, hvor hver ny side, hvert slag føles velkomment, som var man blevet visuelt udsultet i årevis og nu slippes løs i et grafisk køkken med verdens lækreste måltider og de mest overdådige desserter, samt de bedst passende vine, øller og frugtsafter – gratis og ad libitum, ingen grænser.
Sådan er billedsiden.
Historien er noget andet. En let ujævn afvikling af et plot, som nok alle kultur-forbrugere har mødt mange gange i bøger, film, serier og skærmspil. Man kan kalde det en Sværd & Trolddom arkefortælling, plot nr. 17: en mand vågner i en ukendt verden befolket af sære væsener. Hans mission, hvis han tager den på sig: Han skal redde kæreste-objektet fra den onde fader-figur og den onde moder-figur. Der er også et kæmpestort uhyre fra en fremmed, fjendtlig dimension, som søger at ødelægge hele planeten. Du er den eneste, som kan frelse Verden, nedkæmpe det onde og gøre dig fortjent til den dejlige kæreste.
Slåskampene er vel-koreograferede. Langt mere realistisk end i f.eks. den typiske superhelteserie. Kampe med sværd og kniv er drabelige og dødbringende. Både hovedpersonen og de andre er pumpet op med ultra-hormoner. Kvinderne ligner de allerflotteste porno-fantasier, og det gør mændene også. Uhyrerne er ækle og stærke og farlige. Volden er konstant lurende, og det er seksualiteten også. Der er glubske drager og kæmpeflagermus og magiske væsner og en ond, ond dværg og en ond, ond dronning. Alt, hvad der skal være i et rigtigt eventyr.
Det mest iøjnefaldende er Corbens super-virile fortællelyst, rent visuelt. Manden er ikke til at styre på to tønder land, han VIL tegne og male verdens flotteste tegneserie. Han påbegyndte Den i sin fritid, før han blev fuldtids-tegneseriehåndværker, og han færdiggjorde og publicerede serien som føljeton over en fem-års periode, hvor han mange gange ændrede tegne- og male-teknik undervejs. Hans rene glæde over skabelses-processen ses på hver eneste side.
Det er som en trolddom at lade sig føre gennem Corbens verden. Perspektiver, zoom, belysning – han gør sin verden ganske virkelig med sin helt vanvittigt dygtige vifte af teknikker.
Det anføres på titelbladet, at “art directing” er foretaget af mester-farvelægger m.m. José Villarrubia. Villarrubia har i årevis kæmpet en højt-kvalificeret kamp for god og korrekt gengivelse af tryk og farver i moderne optryk af klassiske tegneserier. I dét forehavende er han meget ofte oppe imod stærk modstand fra giganter som Marvel, DC, Dark Horse m.fl. Som alle af besynderlige, mystiske årsager har en stærk interesse i at deres genudgivelser skal have temmelig dårlig reproduktion af – ikke kun, men især – deres farvetryk.
Vi ser det i Danmark i ny-udgivelser af klassiske 70er og 80er-superhelte fra især Marvel, som i de nye dansksprogede udgaver er grelle at kigge på: farvegengivelse skruet op, så det minder mere om usundt kinesisk baby-legetøj end velturnerede tegneserier.
Jeg formoder, at krediteringen som Art Director betyder, at Villarrubia hér i Corben-albummet har haft en stor hånd nede i opgaven med at finde det rigtige tryk, det rigtige papir o.s.v., således at resultat bliver godt. Der har været en tendens i tidligere Corben-udgivelser til, at farverne har fået lidt rigelig mætningsgrad. Netop den slags, Villarrubia er kendt for at kunne rette op på.
Og det ER virkelig godt. Man kan ikke komme længere i Corben’s retning end dette. Det er simpelthen så overdrevet flot og lækkert, at det halve kunne være nok. Corben boltrer sig i dette hovedværk som en ung delfin, der opdager hvor stort havet er.
Jeg købte som dreng forlaget Winthers danske udgave af Den. Jeg var for lille til at rigtig fatte historien. Troede jeg i al fald, var årsagen. Jeg beholdt naturligvis bogen, på grund af at den var så flot. Selvom selve fortællingen skuffede lidt.
Denne nye udgave er ikke meget ændret. Og det skulle den jo helst heller ikke være. Jeg havde vistnok hemmeligt håbet, at fortællingen var blevet bedre med årene. For jeg er jo ikke den samme, tænkte jeg. Må indrømme, den kommer stadig ikke helt op at ringe. Muligvis er det verdens bedst tegnede tegneserie. Det er ikke forkert at sige. Men det er helt sikkert ikke verdens bedste tegneserie.
Historien er bestemt ikke dårlig, men jeg bliver ikke grebet af figurerne og deres skæbne i samme grad som jeg gør af de overdådigt flotte malerier. Dertil er figurerne for ferske. Jeg skal bruge lidt mere på den menneskelige front for at føle mig nærmere knyttet til en fortællings personer. Der er også mange steder, hvor handlingen går lidt i stå, fordi der pludselig er for meget tekst. Så læse-hastigheden – ubegrundet i fortællingen’s tid – sættes ned til “snegl.” Hvor det over et par sider i træk bliver mere som en illustreret novelle end en tekst/billedmæssigt afbalanceret tegneserie. Derefter vender man tilbage til Corben’s udsøgte fortælle-økonomi igen på næste side.
Så et fuldgyldigt tegneserie-mesterværk er det ikke. En smertelig sætning at skrive, for Corben ER en mester. Indenfor sin egen niche er han den ubestridte Drot. Der er simpelthen ingen, der kommer op over hans knæhøjde.
Men hans mest vellykkede værker – nu mener jeg som tegneserie-fortælling, der er afbalanceret bedre mellem tekst-mængde og øjenguf – skal man finde blandt hans enormt gode samarbejder med dygtige forfattere. Disse findes der heldigvis en lang række af.
Skal man så springe Den over? Nej for faen. Hvis man ikke har læst Den, er man tegneserie-mæssigt underfrankeret. Som hvis man øh, aldrig havde læst Eisners The Spirit eller Franquins Splint og Co. Men de bedste værker af Corben er dem, han har lavet med Bruce Jones, Jan Strnad, og hvad de ellers hedder alle sammen, for eksempel alt det dejlige Corben på dansk i Gru-albumsene og -bladene samt flere af de nyere udgivelser. Men Den er muligvis Corbens visuelt flotteste enkelt-værk.
Jeg sidder med Fantagraphics udgave fra 1984 –– sammenligner man side 25 (side 27 i den danske) er der i den danske et løjerligt fænomen: en ekstra forklarende tekstramme. Rammen er ligegyldig for læserens forståelse. Og den dækker en del af tegningen.
Samme mærkværdige forskel et par sider senere. Igen har den nye danske udgave en tekstramme, som ikke findes i 1984-udgaven. Gad vide, hvad der er sket her. Formodentlig noget, Corben selv har tilføjet i en nyere udgave?
Når jeg sammenligner med den danske 1978-udgave, ses samme fænomen forskellige steder: at der i 2023-udgaven findes hele tekstafsnit, som ikke er i den gamle. (Men ikke altid de samme steder som afvigelserne fra den amerikanske version.) I et enkelt tilfælde går det endda den modsatte retning: altså at det er 2023-udgaven, der fornuftigt har udeladt én af de mange overflødigt forklarende tekstrammer.
Øverst USA 1984, nederst DK 2023
Albummet er i stift bind, forsiden er bedre valgt end på den danske førsteudgave; tryk, papir og indbinding sidder lige i skabet, bum. Der er også ekstra-materiale – forord og efterord er floskelbelæssede overflødigheder, undtagen Bruce Jones’s bidrag. Resten burde man have elimineret fra den danske udgave. Man kunne i stedet have benyttet det overraskende gode forord fra den danske 1978-udgave. Bagest i bindet er en god håndfuld enkeltstående Corben-værker reproduceret, og det er godt.
Det er lækkert med lækkert på.
Desværre har forlaget stoppet lækkerheden lidt før målstregen. Jeg taler om fordanskningen. Den er ikke god. Der er korrekturfejl og anglicismer mange steder i albummet. Det er så unødvendigt. Som læser får man en ærgerlig fornemmelse, når et forlag ikke følger opgaven ordentligt til dørs.
Der er helt banalt et antal steder inde i albummet, hvor den amerikanske teksts enkeltstående ord blot er skiftet ud med danske ord, men hvor sætningskonstruktion og idiomatik stadig er fremmedsproget.
Eksempel side 30 tekstramme 2 – se billede her ovenover – er sprogligt set helt kluddermor: opråb (i st.f. udråb.) Langede et spark ud efter ham (i st.f. sparkede ud efter ham.) Idet han forsøgte at vige væk fra at kollidere med mit hovedstød –– det ses tydeligt på billedet, at det ikke er et hovedstød. Desuden vil man på dansk aldrig sige kollidere med et hovedstød, selv HVIS det nu havde drejet sig om hovedstød. Og man vil heller ikke sige vige væk fra.
Det er altsammen kun halvt oversat amerikansk. Der mangler selve gendigtningen, altså sidste led i fordanskningen. Man kan naturligvis godt læse det. Men … det er som når en ellers flot serveret grillbøf viser sig stadig at være frossen inde i midten.
Eller side 53, hvor den sidste tekstklamme siger: De flyvende ryttere kunne ikke trodse de forvitrende vinde. Sort snak. Hvis en vind forvitrer, er den vel ikke til besvær? Det giver ikke mening. I originalen står The flying mounts could not brave these withering winds. Når den første betydning i ordbogen ikke giver mening, så må man ned til anden eller tredie betydning.
Altså noget henaf: Vore flyvende ridedyr kunne ikke klare sig i de voldsomme vindstød.
Også i både forord og efterord er der nogle stygge fejl og sprogforbistringer. Det er vanskeligt at fatte at et forlag som udgiver et SÅ flot album vil lade den slags pletter af semi-vrøvlesprog skæmme et ellers overlegent produkt. Der er i hele albummet talrige steder, hvor man ikke har tæft for at få sproget til at flyde mundret. Fordanskningen er alt for mange steder klodset udført.
Maskintekstningen er okay: Klar og tydelig. Ikke så flot som hvis det var håndtekstning, men dét er for bekosteligt til de små oplag, vi har i Danmark, desværre. Corben brugte også maskintekstning i den amerikanske originaludgave. Det er sandt, men ikke et eksempel til efterfølgelse. Den hyper-visuelt orienterede Corben ville formodentlig have valgt håndtekstning, hvis han ikke havde været fattig som en kirkerotte. Og det er naturligvis helt forståeligt, at danske forlag ligeledes sparer, hvor de kan.
Da jeg i forrige weekend købte albummet, havde den høflige betjening i Fantask ikke selv læst Den. Jeg anbefalede den kraftigt. Og det vil jeg bestemt også gøre her til læseren. Hvis du ikke har læst Den, skal du gøre det. Den er helt klart på finale-listen over Verdens Flotteste Tegneserier. Et hovedværk fra en verdensmester.
Albummet kaldes Den 1 – det tyder på, E-voke planlægger at udgive den fortsættelse, Muvovum, som Corben lavede i 1984. Muligvis også den ti-hæftes fortælling lavet sammen med Simon Revelstroke fra 1988, og de følgende fortsættelser. Det synes jeg da bare er en god idé. Heller ikke disse historier er på olympisk niveau – for at sige det diplomatisk. Men visuelt er de så flotte, at man æder det alligevel. Den mindst ringe historie (undskyld Corben, men sådan er det) er vel forhistorien Children of Fire. Helst med bedre fordanskning og korrekturlæsning, hvis det er.
Hvis du skal til at dykke ned i Corbens verden for første gang, vil jeg ønske dig god rejse. Du er på vej til noget godt.
