Mark Millar og Frank Quitelys stort anlagte ‘Jupiter’s Legacy’ har været ekstremt frustrerende at følge på føljetonbasis. Det er blevet til fem numre á ca. 20 sider siden april 2013, og nu er “Book One” endelig slut, men dermed er serien i realiteten kun halvvejs færdig.
Lidt ærgerligt, for ‘Jupiter’s Legacy’ er en af Millarworlds – dvs. forfatteren Mark Millars creator-owned titler på forlaget Image – mest lovende serier, ikke mindst fordi han har allieret sig med den über-fabelagtige supertegner Frank Quitely, som tilmed er krediteret som medophavsmand til løjerne.
Konceptet er ret enkelt: i kølvandet på krakket på Wall Street i 1929 forsynes en gruppe patriotiske amerikanere med superkræfter af en mystisk ø (du læste ikke forkert), og med disse kræfter kan gruppen nu bistå det amerikanske samfund med udvikling, fremdrift og øget livskomfort for alle amerikanere. I vores nutid er disse helte halvgamle, men lederen Utopian er stadig en energisk patriot, som er sit ansvar bevidst, og han nyder omtrent samme status som Superman i DCs univers, blot med hvide lokker og hvidt fuldskæg.
De gamle helte har fået børn, som også besidder superkræfter, men som reaktion på manglende evne til at leve op til deres forældres bedrifter, bruger de deres kræfter til at opnå celebrity-berømmelse og groupiesex og er generelt nogle triste og resignerede hængehoveder. Især Utopian, den store alfahan, er skuffet over sine børn Brandon og Chloe, som spiller hovedrollerne i ‘Jupiter’s Legacy’.
Det har Utopians bror Walter Sampson – den anden store superhelt i åbenbaringen – luret, og han ser sit snit til at konspirere mod sin bror, allieret med sin nevø og et hav af andre Utopian-trætte superhelte. Sagen er nemlig at Walter er forfærdet over finanskrisen, og han er ikke imponeret over Obamas evne til at løse nationens problemer, og han er i øvrigt heller ikke imponeret over det repræsentative demokrati. Utopian, derimod, sværger til opfattelsen af superhelten som samfundets tjener.
Som hærdede superheltelæsere sikkert fornemmer, bringer historiens elementer mindelser om mange andre historier, helt tilbage til ‘Watchmen’, over Mills og O’Neills ‘Marshall Law’ og Pixars ‘The Incredibles’ til en lang række nyere story arcs, herunder mest påtrængende ‘Civil War’, hvor Captain America og Iron Man støder sammen, allieret med to forskellige opfattelser af amerikansk patriotisme.
Frank Quitelys på en gang følsomme og iskolde tegninger bringer atter mindelser om både Moebius og Corben, og igen insisterer han på det rene tegneserielayout med vandrette og lodrette kasser i klar rækkefølge, og som sædvanlig er man trods den tilstræbte klarhed af og til lidt i tvivl om hvad visse billeder prøver at fortælle læseren. Millar er på manuskriptsiden i sit alvorlige hjørne, man genkender dårligt forfatteren bag ‘Kick-Ass’ og ‘Secret Service’ (den, der lige nu kører i biograferne med titlen ‘Kingsman’), og selvom vi er tættere på Millars hovedværk ‘Ultimates I’ og ‘Ultimates II’, er humoren derfra næsten helt væk – nok på grund af Frank Quitely, der på ingen måde kan siges at være en humorist.
Hovedattraktionen i ‘Jupiter’s Legacy’ er skildringen af superheltebørnenes weltschmerz og en vifte af superkræfter, man ikke helt har set før – mest spektakulært Walter Sampsons evne til at lirke modstanderens sind op, og trække denne ind i et billedskønt og fredfyldt sind, hvor der bydes på kager og en dukkert i strandkanten, mens modstanderen i virkeligheden brækker halsen, ryggen og dør. Fortælleteknisk er der yderligere en kildrende attraktion i sammenspillet mellem de meget snakkesaglige og meget statiske scener og pludselige udbrud af voldsomme superkræfter med voldsomme fysiske konsekvenser – Quitely er en af de tegnere, der behersker tilbageholdt dynamik, uden brug af fartstreger og overgearede vinkler, og det gør han fremragende og altid interessant. Farverne, påmalet af Pete Doherty, gør derimod ikke Quitelys tynde streger nogen tjenester. Man forstår ideen bag den fade, afdæmpede og realistiske farvelægning, men må konstatere at de rekordtynde streger og store tomme flader er bedre tjent med en kraftig og mættet palet a la den fra Grant Morrison og Quitelys ‘All-Star Superman’
Jupiter’s Legacy er endnu en velgjort og underholdende superheltetegneserie. Tidens gode serier har et højt bundniveau, og skønt denne muligvis er et mulehår bedre end det andet gode, er vi som sædvanlig langt fra en ‘Watchmen’ eller ‘Dark Knight Returns’. Som nævnt indledningsvist udkommer ‘Jupiter’s Legacy’ desværre så sjældent at læserens entusiasme simpelthen udfordres urimeligt. Om få dage udkommer ‘Book One’, som altså repræsenterer fortællingens første halvdel, men realistisk går der sikkert to-tre år før de næste fem gange tyve sider udkommer. I en verden med bjerge af fantastiske kulturtilbud anbefales læserne at vente med at se hvad det bliver til, inden man foretager sig yderligere …
Karakter: 3/5
Titel: Jupiter’s Legacy #1-5 (Jupiter’s Legacy Book One)
Forfatter: Mark Millar
Tegner: Frank Quitely
Forlag: Image Comics
