Fatale Vol.5: Forbandet være mørket
Brubaker og Phillips afslutter Fatale-serien smukt, men uden at tilføje den meget nyt.
Det bedste ved Ed Brubakers og Sean Phillips’ noir/horror-serie Fatale, hvis femte og sidste bind nu er udkommet på dansk, er at den vender vrangen ud på en virkelig fortærsket genrekliche: Den mystiske og dragende femme fatale, hvis skønhed og karisma får mænd til at gøre de dummeste ting, er i Fatale ikke bare omdrejningspunkt som hovedpersonens begærs genstand, men i stedet hovedpersonen selv.
Josephine, som serien følger gennem hendes udødelige liv i det tyvende århundrede, bliver godt nok oftest iagttaget gennem en mandlig fortællers øjne, men alle mændene er variationer af den samme karakter, der bliver opslugt af Josephines overnaturlige kræfter og går under i processen, mens det er Josephine, vi mere og mere lærer at kende. Det er også hende, Sean Phillips kaster hele sin kreative energi efter, så hun altid virker mere levende end alle andre på siden – nogle gange helt hen til den grænse, hvor man begynder at tænke på Phillips som endnu en sjæl der har fortabt sig i hende.
I femte bind samles trådene, og vi får fyldt mange af hullerne i Josephines historie. Det er på en gang serieafslutningens nødvendige opgave og dens store svaghed. Den forvirring og uhygge, der gjorde de foregående bind til noget af det mest opslugende jeg har læst længe, bliver til sidst forløst i et ordentligt syretrip af et flashback. Visuelt er det ret fantastisk, og Phillips og Brubaker leger mere med sidelayout og forskellige stilarter her end tidligere i serien, men det tvinger også historien om Josephine til at lande på en måde, der fratager den meget af sin mystik. Der er nemlig ikke så mange overraskelser eller nye perspektiver på falderebet, så femte bind bliver lidt af et antiklimaks efter det foregående, virkelig mareridtsagtige bind 4.
Hvis ens største fascination ved Fatale var de okkulte ritualer og de mange referencer til Lovecrafts kosmiske horror-univers, er der til gengæld endnu mere af det i denne omgang end tidligere. Det er der især masser af i Josephines ærkefjendes baggrundshistorie, som også bliver udpenslet. Der er også andre lyspunkter, som mødet med Josephines allierede, en gammel mand som er immun overfor hendes kræfter og derfor er hendes eneste rigtige ven, og en godnathistorie om et folk, der velvilligt ofrer deres døtre til en drage, fortalt i en helt anden streg end resten af serien.
Som helhed er Fatale-serien en gruopvækkende og betagende størrelse, der omplanter Lovecraft-tentakelhorror til tegneserieformatet på den mest passende måde: Ved at give det et ordentligt skud noir og dermed de lidenskabelige karakterer af kød og blod, som en god tegneserie lever af, og som den slags horror ofte mangler. Så, hvis man allerede er i gang, skal man endelig tage det femte bind med, også i dets danske version. Det er bare lidt for meget et afslutningskapitel, og seriens højdepunkter ligger i de foregående bind.
