Tone og kampen for CV'et
Tone og kampen for CV’et er en skildring af den svære tid efter dimissionen fra universitetet, hvor vores hovedperson Tone må sande, at selvom hun har vundet retten til sin Cand. Mag.-titel, er der stadigt lang vej igennem arbejdsmarkedets slagmark.
Tone og kampen for CV’et er meget usleben i sin stil. Tegningerne virker mere som skitser end et samlet og færdigt udtryk. Man ser det især i skildringen af karakterer, som fremstår forsimplede og anatomisk forvrængede, men uden at være konsekvent omkring form og facon. Også sidernes komposition virker ustruktureret og kaotisk, hvor både rammernes placering og form skifter, uden nogen form for mønster eller struktur.
Men er det så dårligt at tegneseriens univers virker ustabilt og strukturløst, og at karakterne er forvrængede og simple? Ikke nødvendigvis.
I dette tilfælde skaber det en sammenhæng mellem tegneseriens stil og den indholdsmæssige side, som ligesom stilen er forvrænget og strukturløst (på den gode måde!). Tones møde med ”Den virkelige verden” er nemlig et ustruktureret og kaotisk hop fra det ene til det andet, uden at vi som læser oplever medgang for vores hovedperson. Tegneserien placerer læseren det sted hvor tingene gør ondt, og hvor ”Øh ja” er lige så meget et nej som et ja.
Elendig kommunikation
Tone og kampen for CV’et er drevet frem af Tones møde med mennesker i jobjunglen. Nu skriver jeg godt nok møde, men sammenstød eller forbipassering er nok et bedre ord, for selvom både hendes chef, coach og kæreste ihærdigt forsøger at tale med Tone, ender det ofte i misforståelser eller enetaler sagt i Tones retning. I mange af Tones forhold er kommunikationen slet og ret elendig, hvilket er ganske tragikomisk, når man tager i betragtning, at Tone netop har erhvervet sig en kandidat i kommunikation.
Det virker, som om alle Tone møder har deres egen dagsorden, og at ingen har plads til mere, eller på nogen måde vil fravige deres eget spor. I midten af det hele står nyuddannede Tone og forsøger at jonglere med karriere, kæresteforhold, børn og fuglefredning, og måske blot forsøger at finde fodfæste og anderkendelse på et arbejdsmarked, hun brændende ønsker at være en del af.
En pixibog for voksne
Tones kamp for at finde fast arbejde og fylde de tomme pladser i hendes CV er et anderledes værk, som sætter tegneseriens form og æstetik på prøve. Tegneserien er en stor usammenhængende pixibog for voksne, som igennem den fallerede kommunikation mellem Tone og resten af verden giver et indblik i den nyuddannede akademikers kamp for anerkendelse. Værket illustrerer på mange måder den følelse, som opstår i kølvandet af endt uddannelse, og især den slags uddannelser, hvor du for ottende gang får spørgsmålet ”og hvad kan man så med den uddannelse?” til årets familiepåskefrokost.
Tones fortabelse og møde med Jobcenterets væg af computerskærme, uhjælpsomme sagsbehandlere, ledere uden nogen som helst sans for lederskab og en påståelig kæreste, hvis eneste hjælp er ”du skal nok få et andet arbejde”, er absolut virkelighedstro. Og selvom værket på mange måder virker ufuldstændigt og skitseagtigt, virker det netop til at være ideen bag værket. For processen om at skabe struktur og tryghed om sin egen situation som nyansat akademiker er bestemt ikke let, og hvis det er det værket forsøger at illustrere, så virker det ganske glimrende.
