Anmeldelse
Debutanten Thit Bitsch’ Den lille djævel om forfatteren Alexandre Dumas’ barndom er en visuelt overrumplende oplevelse.
Normalt ville jeg starte med at fortælle lidt om handlingen i Den lille djævel, men lige netop i dette tilfælde, er det mere relevant at vende det på hovedet. Det visuelle udtryk er nemlig så markant og opmærksomhedssugende, at det giver mening at fokusere lidt på det først.
Thit Bitsch har en meget levende sideopbygning, ofte helt uden rammer, hvor billederne som hovedregel flyder ind over hinanden. Der er nogle få mere traditionelle sider, hvor alt er pænt ordnet i billedrammer på rad og række, det er dog så meget undtagelsen, at det næsten føles forkert, når de optræder. Det mere sprælske fungerer nemlig rigtig godt både visuelt og fortællermæssigt, ligesom det løbende varieres, hvorfor man ikke på noget tidspunkt fornemmer, at det gentager sig. Som læser suges man ind i en fortælling, der ubesværet glider frem og tilbage imellem nutiden og fortid.
Bitsch’ forvredne tegninger er lige så livlige som sideopbygningen. Personernes kroppe og mimik vrides, bøjes og strækkes uafladeligt, særligt ansigter og lemmer. Det giver samlet et virkelig markant og samtidig homogent udtryk, der får den ret springende historie til at hænge bedre sammen.
Dertil skal nævnes, at hun undervejs i helt korte sekvenser, eller over hele sider, får fortalt rigtig meget uden brug af tekst. En glædestrålende hjemkomst og ubændig vrede beskrives stort set ordløst, som det naturligste i verden. Da en person over tre billeder forgæves ryster saltbøssen over et æg, forstår man jo også, at økonomien ikke har det helt godt. Her forekommer det nærmest unødigt anmassende, når det bagefter også skal siges med ordene: ”Jeg er dog bange for, at vi er frygteligt fattige”.
Undervejs optræder Thit Bitsch selv i tegnet form som fortæller, der præsenterer sit værk og enkelte gange afbryder for at forklare noget. Så langt hen ad vejen er Den lille djævel en markant og iøjefaldende selvsikker dansk debut.
Når det kommer til selve fortællingen, bliver det lidt mere speget. Det er ”en fortælling om Alexandre Dumas barndom”, som der står på forsiden. Altså den franske romanforfatter bag de verdenskendte titler De tre musketerer og Greven af Monte Cristo. Han fylder dog ikke meget i dette første af to bind, der i stedet fokuserer på faren, fra hvis side Dumas’ afrikanske gener stammer. Faren, Thomas-Alexandre Dumas, var en succesfuld og afholdt general under Napoleon, men oplevede både racisme og fangenskab. Når han genfortæller sine oplevelser, lægger han dermed spor ud til nogle af sønnens senere værker.
Det fornemmes, at der er masser af godt stof, men Bitsch mangler endnu for alvor at få det forløst. Tidsmæssigt strækker Den lille djævel sig fra et års tid før Alexandre Dumas’ fødsel til han er godt fire år. Her slår Bitsch ned på enkelte centrale scener som farens hjemkomst fra fangenskab, en længere sekvens hvor faren og moren ser dukketeater, samt Alexandres fødsel. Undervejs genfortæller faren dele af sin og slægtens barske forhistorie, hvor han undervejs selv har været slave.
Først halvvejs igennem bind 1 bliver Alexandre Dumas’ født, så foreløbig er det i højere grad en fortælling om faren end sønnen. Det afsluttende bind 2 kan naturligvis rette op på meget, lige nu savner man bare en større sammenhæng og et tydeligere drive i historien, noget der i hvert fald var i Dumas’ egne romaner. Omvendt er tegningerne så fængende, at man alene af den grund lader sig rive med.
Del på
