Forsiden på sort-hvid udgaven.
Det ligner og føles som Corto Maltese, selv om Hugo Pratts arvtagere Juan Días Canales og Rubén Pellejero står bag det nye album med den melankolske sømand. Så alting er som udgangspunkt i skønneste orden, der mangler bare magien fra en af tegneseriens helt store ikoner.
23 års pause eller sørgeperiode, så var rettighedshaverne klar til at lade sømanden lægge fra havn igen. Man kan altid indvende et ”hvorfor”, men fokus her og nu er, at den er landet i dansk farvand via Faraos Cigarer, der i lidt over ti år har været et trygt anløbssted for Hugo Pratts klassiker.
Pratt selv holdt serien i live fra Corto i 1967 første gang så dagens lys og frem til 1992. Første spørgsmål, der trænger sig på, er vel det helt logiske: ligner det?
Ja, det gør det. Hvis man hurtigt bladrer albummet igennem, så er det vanskeligt straks at sige, at det ikke skulle være tegnet af Pratt selv. Rubén Pellejero (Dieter Lumpen) lægger sig så tæt op ad forlægget, som han overhovedet kan. Det betyder et gensyn med Pratts fede sorte skyggeflader på personernes tøj og ansigter, gerne med en lille hvid kant udenom. Gensyn med den økonomiserede og ofte tilsyneladende sjuskede baggrundsstreg. Gensyn med stive slagsmål, gengivet som en række akavede stillbilleder. Gensyn med de lydløst flaksende måger. Gensyn med det bløde leddeløse svaj i Cortos bukser. Og ikke mindst gensyn med masser af en face og profilbilleder af Corto selv, gerne med nedslåede eller sammenknebne øjne.
Hvis man sætter sig med et af Hugo Pratts album i den anden hånd, så kan man godt finde nogle forskelle, ikke mindst i de skift, hvor Pratt faktisk blev både uhyre elegant og detaljeret i sin streg. Dér har Pellejero valgt en noget mere enstrenget løsning. Nu ændrede Pratts tegnestil sig dog også en del i løbet af de 25 år, han tegnede serien, og Pellejero lægger sig mest op ad stilen i 70’erne. Under midnatssolen foregår under første verdenskrig i 1915 og lægger sig dermed meget tidligt i seriens univers, i forlængelse af Balladen om det fordømte hav, uden at være en fortsættelse af den. Corto befinder sig sammen med sin yndlingsfjende Rasputin på de første sider af albummet. På den måde får læseren hurtigt et link til den gamle serie, og derefter lader forfatter Juan Díaz Canales (Blacksad) Corto drage alene ud på et nyt eventyr.
Plottet er i al sin tilsyneladende enkelhed, at Corto skal aflevere et brev fra forfatteren Jack London til endnu en person fra virkelighedens verden, den japanske kvinde Waka Yamada, der befinder sig i Alaska. Derfor må Corto ud på en rejse fra San Francisco mod nord, hvor et japansk syndikat holder Yamada fanget, så hun ikke kan fortsætte som aktivist mod handel med kvinder som prostituerede. Derfra udvikler det sig, og irlændere, tyskere, amerikanere, afroamerikanere, eskimoer, indianere med flere blander sig i en historie, der bestemt har et ønske om at være aktuel, selv om den foregår for 100 år siden. Corto står naturligvis op for de svage i samfundet, om det så er et barn der skal have en dragt prygl af sin lærerinde eller en undertrykt prostitueret. Selv om han typisk foretrækker at holde sig lidt i periferien af handlingen, så tvinges han i hvert fald denne gang til at være en aktiv deltager undervejs.
Situationen spidser til, da mange nationale interesser støder sammen i jagten på værdifulde råstoffer, hvilket i hvert fald ikke er svært at oversætte til nutidige konflikter. Corto vælger dog at holde sig i udkanten af denne konflikt og viser sig som et moderne menneske med kommentaren: ”Jeg foretrækker sejlskibe, der kun behøver vinden for at navigere. Luften er meget renere end olie, og så tilhører den ikke nogen.” I det hele taget har Canales en god håndfuld klassiske Corto-citater undervejs, som når han lader ham forsvare sin modvilje mod at blande sig i ovenstående konflikt således: ”Grænserne flytter sig ustandseligt, så det er svært at vide, hvilket land man tilhører.” Det er Pratts sømand med sans for at være i nærheden af, men ikke med i, konflikterne, der taler her.
Sidste spørgsmål må næsten være: holder det? Og svaret her er også et delvist ja. Samlet set har Canales og Pellejero skabt en moderne og alligevel tro udgave af Pratts Corto Maltese. Den er mere lige ud ad landevejen handlingsmæssigt og mindre poetisk end originalen, men falder ikke igennem på nogle parametre. Om det strengt taget var en nødvendighed, og om det tilfører noget til, hvad de fleste vil kalde et af tegneseriens svar på verdens syv underværker, er mere tvivlsomt. Og strengt taget burde Canales og Pellejero vel også formå at levere et overbevisende svar på dette, hvilket ikke lykkes endnu. Ud over at Corto bekender kulør som tilbagelænet økoaktivist anno 2016. Har tegneserieverdenen savnet en opdateret letvægtsudgave af Corto Maltese? Vel egentlig ikke.
På dansk udkommer Under midnatssolen i to udgaver, i farver eller som sort-hvid luksusudgave. Prisforskellen er dog beskedne 30 kr. Jeg har kun læst og set den sort-hvide, som er super lækker i kvalitet og efter min opfattelse er sort-hvid også det eneste rigtige til Hugo Pratt, hvilket der ganske givet ikke er fuldkommen enighed om. Derudover er sort-hvid udgaven trykt i overstørrelse og med et forord, så er valget vel egentlig ikke så svært? Til gengæld burde der måske være sat penge af til en korrekturlæsning af forordet, så der ikke slap graverende stavefejl som Hugo Prat eller Corto Malttese igennem.
De første otte sider af farveudgaven kan læses her.
Titel: Under midnatssolen
Karakter: 3/6
Forfatter/tegner: Juan Díaz Canales og Rubén Pellejero
Forlag: Faraos Cigarer
Form: 94 sider i sort-hvid udgaven, hardcover
Vejl. pris: 298,- (sort-hvid) eller 268,- (farver)
ISBN: 9788793274396
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: Danmark
