Anmeldelse
At være død eller ikke være død, det er spørgsmålet i Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøis historie om to børn, en livløs hamster og en livfuld afdød på en kirkegård. En tegneserie om døden, der kan bruges som afsæt for en snak om det svære emne med seks til ni-årige.
Titlen Kurt er vist ikke helt død henviser til pigen Deas hamster, som dog virker til at være netop dette. Det mener hendes ven Svend også. Faktisk ved han påfaldende meget om, hvordan Kurt nok er død, kørt over af en mountainbike. Titlen kan dog også henvise til afdøde Kurt Larsen, der rejser sig fra sin grav på kirkegården. Denne Kurt fortæller Dea og Svend om sit liv samt historier om en række andre dyr, der er begravet på kirkegården og hvordan de endte deres liv.
I sit eget liv var Kurt efter eget udsagn en ”damernes ven”, men tog ikke på noget tidspunkt ansvar for sine handlinger eller de børn, der blev efterladt undervejs. Lidt som nogle ikke tager det fulde ansvar for, at de har valgt at få et levende kæledyr i deres varetægt. Det bliver en uhøjtidelig fortælling om, hvor meget eller lidt mennesker holder af deres kæledyr, før de ryger en tur i støvsugerposen eller måske mikroovnen. Kurt har taget imod nogle stykker på kirkegården, så han har masser af erfaring at øse af, når Dea skal overbevises om, at det nok er ved at være tid til at tage afsked med hendes hamster.
Hvad der er åbenlyst for Svend og læserne, nemlig at hamsteren Kurt er så død, som man nu engang kan blive, vil Dea tilsyneladende ikke acceptere. Det handler nok mest om, at hun har svært ved at acceptere døden som et vilkår, og er usikker på, hvad der venter bagefter. Begge dele kan Kurt Larsen heldigvis hjælpe med, da han har førstehåndserfaringer med den slags.
Det er ganske underholdende fortalt om et væsentligt emne. Uhøjtideligt og i øjenhøjde med målgruppen. Når det handler om kæledyr, bliver døden lidt mindre svær at håndtere, og Lemire og Bregnhøi kan derfor også gå længere, end man normalt vil gøre. Derfor bliver det også lidt makabert undervejs, hvor der nærmest foregår usømmelig omgang med (dyre)lig. Det er nok tænkt som sort humor, men virker unødvendigt for at få pointen om, at hamsteren Kurt rent faktisk er død, til at gå op for Dea.
Bregnhøis tegninger er vanligt rå og upolerede. Persontegningen står dog ret skarpt og særligt vekselvirkningen imellem afdæmpet eller let overdreven mimik spiller en stor rolle. Al fokus er på forgrunden i tegningerne, hvor personerne befinder sig og farvelægges individuelt, mens baggrunde flyder mere ud og farvemæssigt blender sammen.
Powerparret Lemire og Bregnhøi står også bag successerien Mira, der har rundet ottende bind. Helt i samme liga er historien om de to gange Kurt ikke. Den er til gengæld gakket og usentimental i sin fremstilling af liv, død og efterliv. Samlet lykkes det ikke helt godt, men der er bestemt heller ikke tale om en død sild. Det er i sig selv forfriskende, at et alvorligt emne ikke tages alt for alvorligt, når det skal formidles til de yngste og sætte tanker og samtaler i gang.
