Anmeldelse af Brian Lee O’Malley: “Scott Pilgrim tager sig sammen”
En distræt, doven 24årig drømmer har hovedrollen i den mest hypede ungdomsserie pt., den i seks bind udkomne og massivt sælgende og nu også spillefilmende Scott Pilgrim.
Dannelsesdramaet er henlagt til Toronto i Candada, hvor Scott hænger ud med vennerne,
spiller bas i bandet Sex-Bob-Omb og masochistisk modtager verbale smæk af bofællen, den homoseksuelle Wallace. Scott har heldigvis mere selvindsigt end Goethes Werther, men ellers lader han sig rimeligt meget styre af umiddelbare lyster og behov. Han er vild med kvinder, og han har mange af dem i sit liv. Serien indleder med Scotts korte forhold til den kun (hans venner er forargede) 17-årige gymnasieelev Knieves, som har svært ved at give slip, da Scott dumper hende til fordel for Ramona. Underskønne Ramona der skifter hårfarve hver uge og bare er noget af det mest ultra-coole, man kan forestille sig. Der er blot lige det, at Ramona har syv dødbringende ekskærester, som Scott skal overvinde for at indkassere rettighederne til hende.
I bind nummer fire har sommervarmen taget kvælertag på Toronto, og Ramona og Scotts forhold trues af både hans og hendes tidligere relationer. Scott skiftevis tvivler, sukker, sveder og stener. Men så handler han. Ikke bare tøffer han sig sammen til at søge et arbejde og endog beholde det, det lykkes ham også at ondulere en lesbisk ninja-ekskæreste.
Serien er uovertruffen morsom på en metaagtig, ironisk men også kærlig måde. Navnlig det sidste gør at fortællingen aldrig bliver et remake af ”Kill Bill” trods ironi en masse og mange kampscener. Der dvæles ved karaktererne og serien er fuld af originale detaljer, som f.eks. tissebarometeret og Bryan Lee O’Malleys svar på subjektiv kameraføring, en ramme i ubehjælpsom-skitseagtig tegnestil, som et mentalt billede på hvor åndssvag en person opleves.
At kalde fortællingen dynamisk er nærmest en underdrivelse, der spurtes med en
unik kombination af manga- og elektronisk spilæstetik tilsat slag og spark, kvik dialog,
superheltekræfter og momentvise hop ind i surreelle verdener. Det er overraskende, hvor godt disse meget umage elementer fungerer sammen, og hvor nem serien er at læse.
Meget af seriens charme ligger i de morsomme og rammende replikker, og Bryan Lee O’Malley er fabelagtig til at skildre alle de misforståelser der opstår, når man er forelsket. Enhver kærlighedsramt pige eller dreng vil givet genkende sig selv, mens de midaldrende kan svælge i bittersøde erindringer. Eventyrplottet; syv onde ekskærester som Scott skal overvinde førend han kan få sin prinsesse, vil næppe få feminister til at kalde serien progressiv, men heteronormativ er den i hvert fald ikke; piger kysser på piger og drenge kan lide drenge.
Jeg har flere gange svært ved at skelne pigerne fra hinanden, hvilket er irriterende, men ellers er der kun tilbage at sige: serien er ’topdollar’, så læs den før dine børn!
– Anmeldt Marianne Eskebæk Larsen
Karakter: 4/5
Værkets Titel: Scott Pilgrim tager sig sammen
Seriens titel: Scott Pilgrim
Forlag: Aben Maler
Forfatter/tegner: Brian Lee O’Malley
Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup
Farve og form: sort/hvid, paperback
Sidetal: 216
Pris: 80,- (vejl. pris)
ISBN: 978-87-92246-19-6
Originalt udgivelsesår: 2007
Aktuelt udgivelsesår: 2010
Originalt udgivelsesland: USA
Aktuelt udgivelsesland: Danmark