Ulven
Vi er en del af naturen. Det skal man aldrig tage fejl af.
Højt oppe i de franske alper lever gamle Gaspard med sin hund og en kæmpe fåreflok. Hans søn er dræbt i tjeneste som soldat i Mali og hans kone er sygnet hen i depression. Nu er han bare sig selv og hunden.
Naturen er barsk i bjergene, og den gamle mand er et produkt af det uforsonlige miljø. Det er hér han hører hjemme. Ikke fordi han forliges med naturen, for tværtimod synes hans liv at være en evig kamp for at sætte sig i respekt, kun formildet af enkelte jægerromantiske gestuser – f.eks. deling af indvolde med den ørn, som Gaspard mener hjalp ham med at nedlægge en gemse. For Gaspard er naturen ikke ligeværdig, men en modstander, der nok kan beundres, men dog stadig skal overvindes.
Hans kontakt til andre mennesker er begrænset af vejens farbarhed, og om vinteren er han fuldkommen isoleret fra omverden. Også her er Gaspard knarvorn og egenrådig. Individet; det enkelte, navngivne menneske har, så længe de er enige med ham, hans respekt, mens myndighedernes anonyme gesandter blot er dét – utålelige gevækster der ikke hører hjemme herude – på hans bjerg.
En dag angriber en enlig ulv Gaspards fåreflok, og under massakren skyder han ulven. Ulvejagt er i forvejen lovreguleret i Frankrig, men midt i en nationalpark er det strengt forbudt, så han skjuler drabet for myndighederne. Allerede hér antager det efterfølgende opgør et personligt strejf.
Ulven, Gaspard har skudt, havde en unge, og i en af sine romantiske gestusser knytter han et ulige bånd til ungen. Tiden går sin gang, ulveungen bliver voksen, og den efterfølgende vinter får skæbnesvangre følger for Gaspards fåreflok.
Det afstedkommer et irrationelt og ugennemtænkt hævntogt, hvor den gamle mand jagter ulven over de sneklædte bjerge og fanges i en snestorm. Stille og roligt bliver det tydeligt, at naturen ikke er en ligeværdig modstander. Stålsat eller ej; bjerge bliver stående og snestorme gnaver sjæle bort. En ulv er et rovdyr og lader sig ikke bestikke af smuler fra menneskenes jagtbord. Gaspard er kun et støvfnug, og nu skal han lære ydmyghed. Var der nogen der sagde Den gamle mand og havet?
I efterskriftet betragter den franske filosof Baptiste Morizot to mulige vinkler på historien, og har mange interessante observationer, hvis man får lyst til at nørde med symbolik. Men skal man være meget kort, så er det en historie om, at stolthed kun har værdi, hvis man kan demonstrere den for nogen – og så kan man jo samtidig spørge hvad stolthed i det hele taget er værd? Uanset hvad; er man alene i bjergene, bliver det åbenlyst for enhver, at stolthed ingen gyldighed har. En basal lære vi i virkeligheden alle kunne drage nytte af engang i mellem (i det små).
Vi kender Jean-Marc Rochette fra samarbejdet med Jacques Loeb i Snowpiercer. Han er en forrygende tegner. Stilen er ikke den samme som for 20 år siden, men er i Ulven decideret skitseagtig. Med overlegent få streger skaber han liv og dynamik. Ansigter har stærke udtryk, selv formummet bag snebriller og tørklæder. Teksten kan forekomme lidt stiv til tider, men afspejler måske den firkantede hovedperson. Det er i øvrigt ret interessant, at Rochette selv bor i Ecrins, i de selvsamme bjerge hvor historien finder sted, og selv har en fortid som bjergbestiger. Og ikke nok med det, så er den fysiske lighed mellem Gaspard og Rochette slående. Hvor hans selvbiografiske tegneserie fra 2018, Ailefroide – Altitude 3954, omhandlede hans dannelse i bjergene som ung, kunne man nemt få den tanke, at Ulven er et lakonisk selvportræt af Rochette i dag.
Der er enkelte skønhedsfejl, som nogle steder i historien blokerer fremdriften. En hændelse i historien, som markerer et vendepunkt for Gaspard, mangler nærmest en rude. En temmelig vigtig detalje bliver først senere tydeligt åbenbaret, hvor jeg dér måtte tilbage for at se, hvad der tidligere var sket. Ikke bare ved første læsning, men faktisk endda også senere. Dét var altså irriterende. I og med at fejlen også er i den franske udgave, må man gå ud fra, at det er Rochette, som har overset detaljen.
Noget mindre alvorligt: At oversætte den franske pendant til Naturstyrelsen, i det daglige DDT, som det ganske umundrette “Skov- og Naturstyrelsen”, specielt når det indgår i en ret vred kommentar på det lokale værtshus, er ikke som sådan et irritationsmoment, men giver dog en unødvendig pause i læsningen. Dér ville jeg personligt have foretrukket en fodnote eller et dansk slangudtryk. Men dén smule pedanteri uagtet, er det en rigtig god fordanskning af oversætter Anders Juel Michelsen, som ligger godt i tråd med den gamle mand.
