Doreen Lorenzo Med knald på farverne og en ung, punk-inspireret æstetik forsøger DC Comics og Gerard Way at relancere en række skæve superhelte under overskriften ’DC’s Young Animal’. Et ambitiøst og lovende projekt, som desværre ikke kommer i mål.
En gang i mellem ryster DC Comics posen med superhelte og giver lidt mindre kendte figurer en tur i manegen. Det bedste eksempel er velsagtens Watchmen, hvis persongalleri bestod af gamle helte, DC havde erhvervet fra forlaget Charlton, og som i Allan Moores hænder blev til nyklassiske ikoner.
Det nyeste skud på stammen er DC’s Young animal. Her er ikke blot tale om en håndfuld serier eller miniserier, men en hel, selvstændigt underafdeling af DC, skabt med det erklærede formål at sætte fokus på DC’s mest mærkelige og psykedeliske figurer. De fire første titler, der første gang så dagens lys i 2016-17, var Doom Patrol, Shade the Changing Girl, Cave Carson Has a Cybernetic Eye og Mother panic.
Den opmærksomme læser vil måske bemærke, at hele to af titlerne (Doom Patrol og Shade) handler om figurer, som havde deres storhedstid på Vertigo under ’the British invasion’ i slut 80’erne og 90’erne. Det skaber selvsagt nogle store forventninger, samt en vis ængstelse.
Det ambitiøse tiltag fik oven i købet ekstra opmærksomhed, idet DC havde valgt den tidligere My Chemical Romance-forsanger Gerard Way som ”kurator” for de nye serier. Way har med sin egen serie Umbrella Academy for længst bevist, at han er en dygtig og opfindsom tegneserieforfatter, så alt i alt var det faktisk med ret høje forventninger jeg gav mig i kast med de fire, første hovedserier fra Young animal.
Doom patrol vol. 1: Brick by brick
Relanceringen af Doom Patrol var Young Animal’s flagskib. Det er Gerard Way selv, der står for manuskriptet, og der er selvsagt nogle store sko der skal fyldes ud. Host, host, Grant Morrison. Der er da også rigeligt med nik til Morrisons tid på serien, men det lykkes alligevel for Way og tegneren Nick Derrington at gøre serien og dens figurer til deres egne.
Doom Patrol vol. 1: Brick by Brick er i høj grad en getting-the-band-back-together fortælling om at få samlet medlemmerne af Doom Patrol på ny. Vi bliver introduceret for en ung kvinde ved navn Casey Brinke, som er ambulancefører og lige så god som dagen er lang. Casey modtager mystiske beskeder fra radioen i sin ambulance, og disse meddelelser fører hende først til Robotman, dernæst Negative Man, og så fremdeles. Stemmen i radioen viser sig også at tilhøre en gammel kending, som ældre læsere af Doom Patrol kan glæde sig til et gensyn med.
Way trækker kraftigt på arven fra Morrison, men Brick by Brick når ikke de samme højder. Morrisons Doom Patrol var på én gang gal og genial, fordi den hentede inspiration fra surrealismen, dada og psykoanalysen, hvilket gav vanviddet en sublim, og ofte uhyggelig psykologisk undertone. Til sammenligning er det nok snarere Douglas Adams end Salvador Dali, der har inspireret Gerard Way, og resultatet er en helt anderledes omgang Bubblegum og pop.
Det betyder dog ikke, at Brick by Brick er dårlig. Nick Derrington & Tom Fowlers tegner røven ud af bukserne, og deres figurer har en vidunderlig volumen; man føler næsten, man kan række ud og røre ved f.eks. Robotmans hoved. Alt i alt er Doom Patrol, som ny, selvstændig serie betragtet, både veloplagt og underholdende, fuld af action og gakkede indfald. Det er bare ikke en serie, vi vil huske om 15-20 år.
Karakter: 4/6
Cave Carson has a Cybernetic Eye vol. 1: Going Underground
Cave Carson er nok den mest obskure af Young Animal-karakterene. Her er tale om en figur fra 1957, der aldrig før har haft sin egen serie, men som Way, Rivera og Michael Oeming har hevet frem og støvet af.
Hvorfor de så har gjort sig den umage, står lidt hen i det uvisse.
Historien handler om den aldrende hule-udforsker Cave Carson og hans datter, samt deres forhold til den underjordiske race the moldroogans. Skurkene er nogle underjordiske monstre, samt nogle skumle videnskabsfolk. Motivet med den hule jordklode kender vi fra klassisk sci-fi, pulp og Jules Verne, ja, selv vores egen hjemlige Ludvig Holberg har i sin tid leget med ideen. Konceptet har potentiale, men det forløses ikke.
Der er masser af action, monstre og knald på farverne, men det hele er fortalt på en lidt hovedløs måde, og den underjordiske verden, som ellers kunne have haft potentiale, fremstår som én stor kliche.
Det er Michael Avon Oeming, der svinger penslen. Han kan noget med sine dynamiske layouts og sidekompositioner og suppleres fornemt af farvelægger Nick Filardi, som virkelig gør et bang-up job. De to kunne have fortjent et stærkere manuskript at arbejde med. Er man til pulp med et moderne twist, vil man givetvis synes Going Underground er god underholdning, men for mig at se mangler der lige dét, der skal overbevise mig om at jeg skal bruge tid og penge på serien her i 2018.
Karakter: 2/6
Shade, the Changing Girl vol 1: Earth Girl Made Easy
Shade, the Changing Girl er en nyfortolkning af en karakter opfundet af Steve Ditko tilbage engang i tidernes morgen. Dengang hed karakteren dog Shade, the Changing Man. Tilbage i Vertigos storhedstid i 90’erne havde Shade sin egen serie med Peter Milligan som forfatter. Nu er det den kvindelige ‘Young Adult’-forfatter Cecil Castellucci, der står bag roret, og det mærker man tydeligt, for der er mere YA og fantasy end Vertigo over Shade, the Changing Girl vol. 1: Earth Girl Made Easy.
Tegneren hedder Marley Zarcone, og hun har en ganske særpræget manga-agtig streg, som giver serien sit helt eget look. Desværre mangler hun den kraft og energi, der får manga til at fungere, og man står tilbage med et lidt pauvert helhedsindtryk af det visuelle.
Seriens hovedperson og indehaveren af den berygtede ‘madness coat’, som driver handlingen, er det blå rumvæsen Loma Shade, som ved historiens start tager bolig i teenagepigen Megans krop. Megan ligger i koma efter en mystisk hændelse, der involverer et broget udvalg af karakterer fra skolen, og Loma må i gang med at løse mysteriet om sin værtskrops skumle fortid.
Historien er forholdsvis traditionel, omend med et par skæve og pudsige islæt. Det mest interessante er måske, at hovedpersonen ikke er en menneskelig figur, men derimod en fuglelignende alien med et langt blåt næb. Det har så bare ikke den store betydning, da Loma alligevel optræder i skikkelse af Megan i 90 % af første bind. Fokus er på teenagelivet, på at føle sig udenfor og fremmedgjort over for sine forældre og jævnaldrende, tilsat et psykedelisk pift og nogle farverige rumvæsner.
Det er kulørt og pudseløjerligt, men også temmelig harmløst. Faktisk er seriens største problem, at den sætter sig mellem to stole; hvorfor dog lave en serie, som så tydeligt henvender sig til et tween/YA publikum, og så markedsføre den for mature readers?
Karakter: 3/6
Mother Panic: A Work in Progress
Mother Panic er den eneste originale figur med sin egen solo-serie på Young Animal. Titelfiguren er skabt af Gerard Way og tegneren Tommy Lee Edwards, men det er den forholdsvis ukendte Jody Houser, der er forfatter på serien.
Det er som bekendt usandsynligt svært at få læsere til at springe på en serie om en ny superhelt, og det er måske derfor DC har valgt at selveste Batman skulle fylde mere på forsiden af A Work in Progress end seriens titelfigur. Man kan desværre ikke påstå, at det valg inspirerer til den store optimisme omkring figurens potentiale.
Men hvad er Mother Panic for en størrelse? Lad os starte med figurens design: Vi taler en blanding af Predator og Batman, men i kridhvidt, med nogle store handsker og et rødt kryds, hvor munden kunne have været. Der kommer aldrig nogen forklaring på, hvorfor Mother Panic render rundt i hvidt, eller hvorfor der er førnævnte røde kryds for munden. Kostumet virker mest som en tilfældig skitse nogen (Gerard Way) har set, og tænkt at det så fedt ud, uden at der er nogen dybere mening med designelementerne.
Hvad angår figurens baggrund og personlighed er vi ude i en typisk barsk selvtægtsfigur, der ligesom en anden kendt superhelt lever et celebert jet-set liv til daglig i Gotham City, mens hun om natten (og vist også nogen gange om dagen) klæder sig ud og drøner rundt på en flyvende scooter for at få hævn over en eller anden. Der er også et sub-plot om at redde nogle uskyldige fra en excentrisk skurk med en gakket kunst-gimmick.
Den opmærksomme læser har måske på dette tidspunkt gættet at her ikke bliver tale om en jubelanmeldelse af en overset perle. Det er korrekt. Men faktisk er A Work in Progress ganske habilt håndværk. Problemet er bare, at man lidt ligesom med Cave Carson sidder tilbage med et ”But why …?” på læberne. Især når der nu var tale om at introducere en original figur, kan det kun undre, at man har valgt at bruge plads/tid/talent på en aldeles stereotyp Batwoman-klon. At serien, med sin urbane, nitty-gritty æstetik og selvtægts-tema i øvrigt heller ikke passer ind i Young Animal-linjen, gør bare mystikken større.
Tegnestilen i første halvdel af A Work in Progress er egentlig ret fed; den er rå og realistisk, og minder mig om både Alex Maleev og Sean Murphy. I anden halvdel af A Work in Progress går det midlertid katastrofalt galt, da Shawn Crystal tager over og foretager en decideret visuel U-vending. Pludselig ligner hver side noget, Jason Pearson har tegnet på en dårlig dag en gang i 90’erne, og det er mig et mysterium, hvilket fuck-up af en ”beslutnings-proces” der ligger bag dette stilskifte. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen, som er faldet for Tommy Lee Edwards tegninger i første halvdel, vil bryde sig om Shawn Crystal, og vice versa. What the fuck, Gerard Way?!
Karakter: 2/6
Samlet set kommer DC’s Young Animal generelt til at sætte sig mellem to stole. Det virker, som om man både har villet hylde de gamle Vertigo-dage og samtidig gøre det ”nyt” og ”ungt”, primært ved at gå amok med så mange farver som muligt. Der mangler imidlertid en følelse af, at skaberne har noget på hjertet, og at DC vil noget med deres Young Animal-titler. Resultatet bliver en tynd og ret hurtigt glemt kop te. Læs Doom Patrol for tegningernes skyld, men spring roligt resten over, medmindre nogle af stikordene virkelig tænder dig, eller du er kæmpe-fan af de respektive skabere.
