Intet kan være mere naturligt end, at Tardi udgiver et værk efter alle kunstens regler om 1. verdenskrig i hundredeåret for udbruddet af den. Tardi har igennem sin imponerende karriere allerede udgivet hele tre albums om den store krig, så det manglede da osse bare.
Og nu er den her. En rigtig lækker hardcoverudgivelse fra Faraos Cigarer, sporadisk og medfortællende farvelagt. Bogens fysiske rammer og lækkerheden er med andre ord første klasses. Ligeledes er der kun to måder at forholde sig til Tardis sirligt detaljerede tegninger med klumpede karakterer udført i tyk og fed tuschstreg: Elske det eller lær at elske det. Der er tale om en mester i Hugo Prattsk kaliber, der ikke er bleg for at yde sin læser modstand, og det er suverænt.
Værket falder i to hoveddele: Først Tardis tegnede og så Verneys skrevne gennemgang af krigen. Hvert af delene falder i fem afsnit – et for hvert af de fem år 1914-1919. Hvor første del skildrer krigens gang fra kanten af skyttegraven, gør anden del det med fokus på generalerne og hærledelsens handlinger. Albummet giver således både en bottom-up og en top-down skildring af 1. verdenskrigs helt ufattelige rædsler. Og Tardi er mellem os sagt helt uforlignelig, når det kommer til at skildre eksplosionsramte kroppe og afrevne lemmer, der sprøjter rundt på siderne. Det har vi mange dejlige eksempler på i “Fandens til krig”.
Med albummets dobbeltsyn tager det en plads ved siden af Ken Folletts roman “Giganternes fald” blandt skildringerne af 1. verdenskrig. Jeg har endnu ikke fundet litteratur, der skildrer generalernes oplevelser af krigen – det nærmeste man kommer, er nok Lew Starchans historiske værk “1. verdenskrig”, der tilstår dem, at de ikke nødvendigvis var imbecile idioter og talblinde overmenneskelige magtvæsner, men at de faktisk på linie med staklerne i skyttegravene havde at gøre med en ny, effektiv og uoverskuelig krigsteknologi, der for altid havde ændret krigens regler og gjort alle tidligere erfaringer ubrugelige.
På den anden side er der flere fremragende værker, der skildrer krigen fra de uheldige staklers der blev hundset ned i skyttegravenes synspunkt. Eric Maria Remarques “Intet nyt fra Vestfronten” er vel klassikeren over dem alle, hvor vi følger en rædselsslagen, melankolsk tysk soldat fra krigens udbrud til det sidste skud. Ligeså fremragende er Per Englunds “Kampens skønhed og gru”, der er fortællingen om 19 historiske personers oplevelser under krigen fortalt i 212 korte kapitler. Sebastian Faulks “Og fuglene synger stadig” er også en stærk sag, hvor læseren trækkes helt ned i de klaustrofobiske miner, som man forsøgte at grave ind under hinandens skyttegrave. I dette felt af 1. verdenskrigsskildringer ville det være utilstedeligt ikke at nævne den tapre, krigsbegejstrede tyske krigshelt Ernst Jüngers “I stålstormen”. Her er ingen piveri over at skulle i en smule krig, hvilket i sig selv er en surrealistisk skildring af den fandens krig. Derudover kan Jünger noget med sprogligt at skildre slagmarken, så den fremstår tåget og sennepsgasstinkende med sprøjt af eksplosionsramte kroppe og afrevne lemmer, næsten så fremragende som en anden Tardi. 1. verdenskrig gav for resten Jünger 20 ekstra huller i kroppen, samt den højeste orden af alle tyske soldater. Det allermest fremragende stykke 1. verdenskrigs litteratur, er måske “Danskere på Vestfronten 1914-1918” af Claus Bundgård Christensen, der ligesom Tardi og Verney holder et dobbeltblik på krigen, der skildres gennem dansksindede soldaters breve fra skyttegraven og sætter dem ind i en historisk kontekst og krydrer det hele med beskrivelser af krigens teknologi, OG hvordan anvendelsen af den opleves af de dansksindedes soldater ifølge deres breve. Det er fabelagtigt godt, og toppen af det felt, som “Fandens til krig” er oppe imod, for at udtrykke det hemingwaysk. Et felt, der som nævnt, også rummer Tardis egne pathosfyldte, melankolske men fremfor alt humanistiske og fremragende værker “Historien om den ukendte soldat”(1984), “Skyttegravskrigen”(1995) og “Soldat Varlot”(2004).
“Historien om den ukendte soldat” er klart det mest eksperimenterende album, hvor en frontsoldats forvirrede ageren på realplanet bliver transskriberet til en kafkask hverdagshistorie, der først bliver afsløret som sådan ved albummets afslutning, hvor soldaten bliver henrettet for desertering eller umandig optræden. Derimod er “Skyttegravskrigen” et meget rørende album, hvor Tardi bl.a. over tre siders uillustreret tekst beretter om sin bedstefaders rædselsvækkende krigsoplevelser, der blandt andet indebærer en nat med hænderne begravet i en død soldats rådnende tarme. En sekvens Tardi for øvrigt genbruger i en af de episoder, som “Skyttegravskrigen” indledende er bygget op omkring. Historien i det tredje og fremragende album “Soldat Varlot” kunne være en af disse episoder. Det er en lille historie om en krigstræt, fransk soldat, der kommer bort fra sin deling og bruger sin pludseligt opståede selvstændighed til at forsøge at gøre noget godt, da muligheden byder sig for at aflevere et brev fra en afdød kammerat til dennes efterladte kone. Det lykkes, men det, der skulle være en menneskekærlig gerning, bringer under disse forhold kun mere smerte, hvilket understreger krigens knugende meningsløshed. En understregning, som Tardi også viser ved at lade den sidste billedrude på albummets sennepsgasgulesider være en gentagelse af den allerførste, som sigende nok eksemplarisk viser sprøjtende eksplosionsramte kroppe og afrevne lemmer. “Skyttegravskrigen” ender med en række tableauer, der danner baggrund for en mistrøstig beretning om krigens forløb. Det er et fortællegreb, som i en billedrude fører læseren frem i kronologien i takt med billedteksten, og det er dette greb Tardi bruger i “Fandens til Krig”.
Hvor “Skyttegravskrigen” ifølge forordet “ikke er historien om den Første Verdenskrig, fortalt i tegneserieform”, er det lige præcis dét, der er den beundringsværdigt ambition bag “Fandens til krig”. Fortællerstemmen tilhører en fransk krigsinvalid, der i retrospekt beretter om krigen i episoder og sporadiske nedslag. Beretter med al den væmmelse, mismod og blodige sarkasme, som netop kun en metalarbejder, der har efterladt sin højre hånd i Argonne på sin tur gennem fire års helvede af meningsløst slagteri, kan mønstre. Det er stærkt, men også ensformigt i sin stædige insisteren på krigens forrykte tåbelighed. Det kan være en pointe, at spændingskurven er absolut vandret hele vejen fra start til slut gennem en krig hvis tåbelighed var himmelråbende konstant, om end der var variationer af, hvordan tåbeligheden kom til udtryk, fx som giftgas, flammekastere eller frontale kavaleriangreb på maskingeværsreder.
Uanset at formen kan være begrundet, bliver det aldrig ligeså gribende og smertefuldt, som det Tardi allerede har præsteret i “Skyttegravskrigen” og “Soldat Varlot”. Den fortællende soldats bitterhed kommer simpelthen aldrig til at gøre lige så ondt på læseren, måske fordi han fortæller smerten i stedet for at vise den. Nej det er ikke helt korrekt. Smerten bliver faktisk vist i “Fandens til krig”, men læseren gennemlever den ikke i samme grad, som i de tidligere Tardi-udgivelser om 1. verdenskrig.
I anden del af “Fandens til krig” gennemskriver Verney verdenskrigen. Han gør det med stor historisk troværdighed. Han bistod for resten også Tardi i forbindelse med “Skyttegravskrigen”. I forlagets vedlægsseddel står der, at Tardi i første del skildrer krigen subjektivt fra en soldats synspunkt, mens Verney skildrer den historisk objektivt. Det er noget gedigent sludder. Verneys historisk set faglige og fotodokumenterede tekst er nøjagtig lige så harmfuld bitter over krigen, som Tardis grafiske fortælling. Blot i et mere oppefra-og-ned-perspektiv. Heldigvis må jeg tilføje, at det gør ingenlunde teksten mindre læseværdig, men giver den et fandenivoldsk overskud, der vil give enhver læser lyst til at ruske de ansvarlige monarker, generaler og regeringsledere. Ja eller stikke dem en kindhest og et los i røven over deres verdensrekordholdende tåbelighed, der gav sig udslag i Den Første Verdenskrig, også kendt som Den Store Katastrofe eller bare “Fandens til krig”.
I feltet af 1. verdenskrigslitteratur placerer “Fanden til krig” sig over Ken Folletts poppede “Giganternes fald”, Sebastian Faulks “Og fuglene synger stadigt” og Lew Strachans “1. verdenskrig”. Den kommer ikke op på siden af Remarque, Englund, Jünger og Bundgaard-Christensen. Eller “Soldat Varlot”, men måske på “Skyttegravskrigen”, og det er faktisk også fint.
Karakter: 4/5
Tegner/Forfatter: Jacques Tardi og Verney
Titel: Fandens til krig: 1914-1919
Format: 135 sider Hardcover i farver
Forlag: Faraos Cigarer
Vejledende pris: 348 kroner
ISBN: 978-87-92808-74-5
