Hvornår har du sidst læst en tegneserie hvor nogen donerer en nyre? Er overvægtige, men seksuelt aktive? Eller holder pyjamasfest hos deres multihandicappede, kræftsyge veninde? Nej vel? Det er bare ikke hverdag i tegneseriemediet, særligt ikke når tegneren og forfatteren er en mand og næsten alle karakterne teenage piger.
I tegneserieland skildres teenagepiger tit som nogle yndige nymfer i stram trikot, men har man som undertegnede selv prøvet at være en pige i teenagehelvede, er det skønt, når den mandlige seksualitets stereotyper pakkes væk. I “Wet Moon” synes ophavsmand Ross Campbell at have haft det erklærede mål, at have alle kropstyper, racer og seksualiteter repræsenteret.
Wet Moon er navnet på en søvnig collegeby i det sumpede sydstats-Amerika. Her følger vi en gruppe unge kvinder, der slås med det vanlige, plus en del af det usædvanlige. De er gravide, måske lesbiske, skærer sig i armene og har ondt i kærligheden. Men der er også en maskeret hjælper, en knivbærende psykopat og måske en vampyr på spil, så helt søvndyssende er Wet Moon heller ikke. Som vanligt i serien er tempoet meget, meget langsomt og dialogen er præget af karakterens akavethed og usikre relationer.
Eftersom der i femmeren indgik to drabsforsøg, venter læseren i spænding på, at det går op for kliken hvem voldsmanden er. Hovedpersonen Cleo Lovedrop, en lille buttet goth-romantiker, er midtpunkt for kliken af kvinder. Og da Cleos bedste veninde Trilby er blevet stukket ned og ligger i koma, centrerer handlingen sig om hendes sygeseng. Indimellem følger vi også forbrydersken og den sorte FBI-detektiv, der med cottoncoat og en tam abe på skulderen forsøger at opklarer forbrydelserne. Han er en af de få voksne der optræder i Wet Moon, og som alle de andre er han forstående og cool om end distanceret.
Voksne i “Wet Moon” er tegnet mere realistisk end de andre karakterer, de har ingen af de stor-øjede manga-inspirerede træk som er karakteristisk for pigerne.
Serien er tegnet næsten udelukkende i sort/hvid, sommetider afbrudt af sorte, næsten blanke sider med små paneler. Disse paneler viser Trilbys smadrede, blødende ansigt og senere hendes arrede krop i hospitalssengen. Det sorte der omkranser panelerne giver ekstra pondus så de fremtræder brutalt barske og i skarp kontrast til pigernes hverdag.
Ross Cambell er en mand der tegner unge kvinder på deres præmisser, de er ofte meget letpåklædte, men fremstår altid kærligt kiksede og ikke som sexobjekter. Det er befriende at se flommefede goth-piger i gamacher og mavebluser som de normale karakterer – de unormale er måske nok slanke, til gengæld har de et enormt ar i ansigtet, mangler et ben eller flere indre organer.
Wet Moon er ikke et hidsigt feministisk indlæg i kønsdebatten, det er bare en tegneserie hvor den mandlige seksualitet ikke fylder særligt meget.
Cambell har droppet at lade blogindlæg og dagbogsnotater indgå i værket, som de gør i de tidligere udgivelser i serien, og det er en fornuftig beslutning. For indrømmet, af og til bliver man pivtræt af de akavede: ”Are you, like, okay?” ”Yeah… I guess.” ”So… Eh. Should we, like, hang out?” ”Yeah…” –samtaler og man forstår fint pigernes bekymringer og udfordringer uden den direkte adgang til deres indre liv. Men det er også charmen ved Ross Cambells stil – kontrasten mellem det ulideligt følsomme pigesind og den ekstreme slashervold. Det er anderledes og spændende og denne skribent ser frem til syveren!
Karakter: 4/5
Titel: Wet Moon 6 – Yesterday’s Gone
Forfatter/tegner: Ross cambell
Forlag: Oni Press
Farve og form: Sort/hvid paperback
Aktuelt udgivelsesår: 2012
ISBN: 9781934964835
Udgivelsesland: USA
Del på
