Eric Knippers “Bersærkerne: Godtfred Vejdekonge” er for meget historie og for lidt fortælling.
I indledningen på side 5 skriver Eric Knipper: ”Mit ideal for en god vikingehistorie er, at den er trofast mod historiens gang og arkæologisk viden”. Det er bestemt al ære værd og en ædel ambition, men der skal bare mere til en god vikingetegneserie end historisk korrekthed. Der er en del rigtig gode tilløb i “Bersærkerne”, men der er godt nok ikke ret mange af dem, der bliver forløst.
Noget af det allerbedste er den første side i den egentlige fortælling – at den uden streng nødvendighed først indfinder sig på side 7, er desværre meget kendetegnende for oplevelsen af albummet. Siden er en oversigt, der viser klostret Lindisfarne og dets omgivelser. Det er en rigtig god tegning, der skildrer miljø og sætter en stemning med både tegnestil og farvetone. Den er brun og det fungerer fint, ligesom det er godt komponeret med klostrets hvide murer, der fremhæver og viser, at det er dét, det handler om.
Samtidig peger tegningen videre mod det, der skal ske. Et kloster i en vikingeserie, det skal plyndres. Det er nøjagtigt, som det skal være, og ligesom Boris Talijancics “Hammerfall 1: Ormens lidelse” fra 2010, der også indledes med et kloster i fugleperspektiv. Her fylder billedet ikke hele siden og teksten er udover et lille filigran: ”Arrowklostret”. Enough said, det er en vikingeserie, vi ved hvad der skal ske, og hvorfor scenen er ildevarslende.
Knippers klosterbillede er derimod gemt bag store tekstpaneler, der udbreder sig om dette og hint. De skal lige sætte scenen – sådan helt fast og skåret ud i pap – før vi kan komme i gang. Teksten er fyldt med historiske fakta, det gør i sig selv ikke noget, men når forventningen er sat til en grundig omgang munkeslagtning, skal informationerne glide lydefrit ned og føje til fortællingen. Lad desuden være med at indføre læsetemposænkende fodnoter. ”Angliens kyst” er sikkert kanten af nutidens England, og hvis ikke jeg vidste det, er det lige meget, jeg har en fornemmelse, det er alt rigeligt, skal vi så se at få aflivet nogle munke???
En tegneserie er vellykket, når tegning og tekst interagerer og skaber en fortælling. ”Bersærkerne”s problem er ikke Knippers kantede stil eller groteske menneskeskikkelser, men at de mangler livets nådegave. Knippers hakkende sprog er en anden udfordring. Det virker meget omhyggeligt, lidt omstændeligt og næsten vellykket … altså mildt anstrengende og besværligt at have med at gøre.
Mest ærgerlig er dog den omsiggribende hang til at berette, introducere og informere, der spænder ben for fortællingen. Altså: vi når til side 20 af 39 før ”Ouverturen” er overstået, så handlingen – sat i vej af en eller anden formodentlig kommende fandens karl af en vikingekriger, vi aldrig rigtig når at komme til at kende, og hans debile bror – kan begynde. Jamen DET lyder spændende, det kan blive godt, og det må gerne garneres med historisk korrekt vikingeinfo, men der mangler drive og nødvendighed.
Der er tilløb, og der er passager, der fungerer, men det uafbrudte overload af berettende tekstpaneler står i vejen for billedernes fortælling i stedet for at understøtte den. Det er ærgerligt, for man fornemmer en gedigen vikingefortælling med smæk for skillingen, druk og dødsensfarlige mænd og damer og alt muligt andet godt inde bag faktaboksene.
Potentialet er der, men desværre ikke meget mere end det.
Karakter: 1/5
Titel: Bersærkerne 1: Godtfred Vejdekonge
Forfatter/tegner: Eric Knipper
Forlag: Eric Knipper publishing
Form: 40 sider virkelig softcover, farver
Pris: 80 kr
ISBN: 978-988021-1-1
