Den røde baron 1: Kuglesprøjternes ballet
Alle, der er gamle nok til at have spillet det legendariske computerspil Wings, ved præcis, hvordan det var at være pilot under 1. Verdenskrig, hvor de store militærmagter først undervejs begyndte at finde ud af det dér med at føre krig i luften.
Det var nattesøvns- og følgende skoledags-sønderlemmende svært overhovedet at holde maskinen i luften og få den til at makke nogenlunde ret, og en direkte duel på luftmanøvrer og sigtefærdighed med andre fly med bare en minimal chance for succes krævede decideret overmenneskelige evner. Hvilket yderligere blev skærpet af, at ens død var forbundet med større smerte og frustration end i noget andet spil i computerspillets historie, fordi det tog 15-20 minutters loading- og disketteskifts- og mellemsekvensafspilningstid at få lov at starte helt forfra med en ny pilot.
Det emotionelle vulkanudbrud, det afstedkom at blive skudt ned, fordi ens maskingeværer satte sig fast i det ene altafgørende øjeblik, som opstod i løbet af de ofte 20-30 minutter lange luftkampe, er endnu ikke overgået eller bare matchet af nogen oplevelse, Rockstar eller Bethesda eller nogen af de andre nymodens spiludviklere har budt på.
Wings-veteraner vil derfor også vide, at Manfred von Richthofens omkring 80 bekræftede nedskydninger er ærefrygtindgydende, selv rundet ned fra den tyske propagandainteresse i at dyrke krigshelten i den rødmalede maskine og mandens egen afstandtagen til den redigerede udgave af hans autobiografi; der var ganske vist piloter, der kom tæt på ham, men de fløj som udgangspunkt også i bedre maskiner og var på den vindende side i krigen. Den Røde Barons lillebror og deres fætter var ligeledes flyesser, om ikke nær så kendte, så der har måske nok været noget i Richthofen-blodet.
Om end det næppe har været helt så udslagsgivende som i Pierre Veys fortolkning; forfatteren har her udstyret unge Manfred med et helt særligt talent for og kærlighed til at slås og slå ihjel – en slags forsyn, der som en anden edderkoppesans går i gang, når kadetten er alvorligt truet. Det lyder som noget pjat, hvilket det da også er, men det er faktisk også et ret underholdende greb at anlægge på krigslegenden at gøre ham til en slags superhelt (eller nok rettere -skurk) i den krig, der for alvor lagde selve forestillingen om heltemodige soldater, som mødes med rank ryg og krydser stålsatte blikke/klinger på stolte slagmarker, i graven (sammen med så uendelig mange andre).
Tegneren Carlos Puerta er ligesom Veys en gammel krikke i den europæiske tegneseriearena og har været med helt tilbage fra Metal hurlant i 1980’erne. Han er en pudsig type, der tegner sådan omtrent, som man malede, før fotografiapparatet rigtig var blevet udbredt; hyperrealistisk, uden at gøre forskel på for- og baggrund og med en lettere naivistisk farvepalette. Det lyder stift og mere passende til puslespils- eller postkortmotiver end i en tegneserie, men igen fungerer det faktisk overraskende godt.
Kuglesprøjternes ballet tager os kun med fra kadetskolen til baronens allerførste luftduel (som maskingeværskytte), så der er masser af stof tilbage. Hvis de følgende albums er i stand til at bygge en rigtig historie oven på det ganske underholdende anslag her, vil undertegnende ikke udelukke, at Den Røde Baron godt kan gå hen og blive til noget egentligt godt. Det første album her overrasker særdeles positivt i forhold til, hvor dødssyg idéen på papiret og alle måder lyder til at være.
