Canardos – Samlede sager 1
Unfunny animals. Benoît Sokals serie om Canardo er befolket med triste og ensomme dyr, der tørster efter lidt varme, men ofte ender som kolde lig. Det er ganske fremragende.
Comic Factory har udgivet de første historier i Benoît Sokals Canardo i et fuldfedt samlebind på 208 sider, der indeholder de tre første album i serien samt 62 sider med de tidligste og helt korte sort-hvide historier. Intet ekstramateriale eller introduktion til værket, bare lige på og hårdt, helt i Canardos ånd, men også en lille smule ærgerligt, når mange andre tilsvarende udgivelser på dansk tilbyder noget ekstra på den front. Til gengæld trykt flot på dejligt tykt papir og indbundet.
Får Sokal og Canardo en lille klokke til at ringe, skyldes det måske, at Carlsen Comics tilbage i 1980’erne sendte de fem første album på markedet. Siden har der været stille omkring serien, der i mellemtiden er nået op på 25 album på fransk.
Canardo er antiheltenes antihelt. En drukfældig, løgnagtig og følelseskold amatørinspektør der allerhelst vil stå på et værtshus og opretholde en promille, vi andre ville styrte omkuld med. Når han nødtvunget går i aktion, så er det udelukkende af egoistiske årsager. ”Gratis whisky i en måned” lyder tilbuddet i den ene historie, hvorefter han tøffer afsted for at fange en bjørn, der netop har slået en kat ihjel med et enkelt slag.
Vi er i et funny animal univers, hvor ænder, hunde, katte, storke, ulve, grise med flere opfører sig som mennesker. Funny skal dog tages med et gran salt, for godt nok har serien om Canardo en grovkornet humoristisk grundtone, men det er et ørkesløst univers, den foregår i. Miljøet er trist, gråt og snusket. Typisk sættes handlingen i gang på et lurvet værtshus i udkanten af en flække. Det er randeksistenser, der får hovedrollen her.
De helt tidlige sort-hvid episoder er scoopet i Samlede sager 1, særligt hvis man allerede har de gamle fra Carlsen stående på reolen. For her demonstrerer Sokal en sort-hvid streg kraftigt inspireret af Franquins i Sorte sider, det vil sige et utal af snørklede sorte streger og en humor på samme plan.
Stille og roligt finder Canardo sit udseende og sin rolle som men skejer på vejen dertil væsentligt mere ud end i de senere historier. Her knepper han således i desperation en badeand for at få lettet trykket. I Carlsens gamle udgave hed serien En sag for inspektør Canardo, men hans tilknytning til en samlet ordensmagt fortaber sig i fjerne druktåger. I de sort-hvide historier er det også tydeligt, at det korte format hurtigt bliver en spændetrøje, hvorfor flere af dem har en fortløbende historie.
Overgangen til de lange albumhistorier er på en gang flydende og samtidig markant anderledes. Nu får tegningerne og historierne mere luft. Og så træder Canardo underligt nok helt i baggrunden i den første lange historie, ”Et hundeliv”, om den vagabondagtige hund Fernand, der vender hjem for at finde sin gamle flamme. Canardo kommer kortvarigt ind i historiens start, da han ryger vandret ud fra et værtshus, siger et par ord til Fernand og så skrider med ordene: ”Jeg selv har ikke mere at gøre i denne historie”. Det har han dog, men absolut tilbagetrukket i modsætning til de to øvrige lange historier ”Rasputins mærke” og ”En stille død”.
Historierne i sig selv omhandler generelt triste skæbner, der oftest ender med at lide en kummerlig død. Det er ensomme dyr, der tørster efter lidt indhold eller selskab i livet, men kun i glimt opnår det. Blodet sprøjter ud over siderne når opgørene spidser til. Midt i dette trisser Canardo rundt og betragter eller blander sig kortvarigt, mens han leverer et utal af gode onelinere i bedste film noir stil. Det er svært at udvælge nogle få, men her et par bud: Først da han efter en tur i sengen med en ung kanin forlader hende med ordene: ”Bare rolig, lille ven! Når det er gratis skal jeg nok finde tilbage”, hvorefter han skrider og glemmer hende øjeblikkeligt. Eller når han træt af at blive rost for at have reddet Fernands liv bider ham af med replikken: ”I stedet for at stå og savle lyrik af dig, skulle du hellere fordufte i en vis fart”. Eller da et øresønderrivende skrig når frem til ham ved baren, hvor han tørt konstaterer: ”Gudskelov for sprutten ellers var mit blod sgu frosset fast”. Eller … man kunne blive ved. Det er veloplagt skrevet og tegnet.
Canardo er en serie, man ikke vidste, at man savnede, før den blev aktuel igen takket være Comic Factory samt den triste omstændighed at Benoît Sokal døde den 28. maj.
Sokal er død – længe leve Canardo.
Del på
