Saga 5
Brian K. Vaughn femte Saga-bind er udkommet i kompetent dansk oversættelse.
Det femte bind i Brian K. Vaughn og Fiona Staples’ Saga-serie, som Comic Book Resources for nyligt udråbte til en af forløberne for en ny guldalder for tegneserier, er nu udkommet på dansk. Vi er langt inde i historien om Alanas, Markos og Hazels rejse gennem familielivet og verdensrummet, og femte bind er bestemt kun anbefalelsesværdigt for dem, der allerede har læst de første fire. Derfor kan man også godt regne med spoilers i resten af denne anmeldelse.
For dem der har fulgt rejsen indtil videre, er femte bind hverken for stillestående eller for stor en omvæltning for serien. Marko og Alana er hver for sig efter opbruddet i bind 4. Marko kæmper med sine prioriteringer, og Alana kæmper for sin datters liv mod først sin gidseltager og siden en gruppe frihedskæmpere eller terrorister, der vil bruge lille Hazel som forhandlingsvaluta med stormagterne. Samtidig er Markos ekskæreste og lejesoldaten Mærket ude efter noget helbredende sæd fra en afsindigt ulækker kæmpedrage på en planet, der er skåret midt over.
Kort sagt: Saga gør, hvad serien er bedst til. Vaughn fortsætter med at flette et gigantisk plot om krig og kærlighed, hvor man som læser forstår alle karakterernes motiver, uanset om man holder med dem eller ej. Familien som velsignelse, akilleshæl og opgave betyder noget hos næsten alle karaktererne, men er stadig bedst fremstillet i Marko og Alanas samtaler, som i den omvendte sexploitation-scene midt i bindet, hvor Alanas ønske om, at Marko går lidt hårdere til den, ender i en diskussion om hvornår vold kan retfærdiggøres, og hvordan man lever med skammen over den. Modsat tv-seriernes tendens til at sovse kedelig information ind i sex-tableauer uden sammenhæng med plottet (tænk Game of Thrones), er intimitet mellem Sagas hovedpersoner både erotisk og viklet ind i alt det, der ellers foregår i deres liv.
Staples fortsætter dog med at være ikke bare en ligeværdig fortællepartner til Vaughn, men tæt på seriens egentlige stjerne. Sagas billedunivers er fortsat helt unikt, både i hvor eksplicit det er, ikke bare i forhold til vold, men også på det seksuelle plan, og i hvor troværdigt det så alligevel får så vanvittigt et univers til at virke. Det er muligt, at Saga aldrig kan filmatiseres, fordi der ikke er en aldersgrænse, der kan rumme det, men jeg håber i lige så høj grad den aldrig bliver til en film, fordi karaktererne i Staples’ streg allerede har så meget personlighed, at det ville være en umulig opgave at caste dem.
Det er også Staples, vi kan takke for, at Steffen Rayburn-Maarups i øvrigt kompetente oversættelse fungerer så godt. Danske oversættelser af amerikanske tegneserier er svære, især når der er så meget sci-fi-sludder og slang som i Saga, men Rayburn-Maarup har bare nogle gode ansigter at oversætte replikker til, og det ender med at være næsten lige så godt at læse som på originalsproget. Ind i mellem kunne man ønske at et engelsk slang-ord var blevet stående uoversat (vi bruger dem jo i daglig tale alligevel), men det gør ikke noget for helhedsindtrykket.
Sagas eneste udfordring er, at den som mange andre sagaer hele tiden er i fare for, at dens kredsløb snurrer for langt væk fra dens kerne. Der kan nemt komme for mange karakterer og plottråde, eller karakterne kan blive for optagede af noget, der ikke har noget med det store eventyr at gøre. Bind 5 lider en smule under introduktionen af lidt for mange karakterer midt i meget vigtig karakterudvikling hos hovedpersonerne, og det er en lettelse, at der hen mod slutningen bliver ryddet op og gjort klar til et bind 6, jeg næsten ikke kan vente med at læse.
