Tusmørkets kammerater - den samlede udgave
I Danmark er François Bourgeon mest kendt for serien Vindens passagerer, der var med til at bane vejen for, at tegneserien i bredere kredse blev anerkendt som en seriøs kunstform i Danmark. Cobolt har nu samlet de tre album i hans mindre kendte serie Tusmørkets kammerater, der længe har været udgået.
Tegneserierne forlader ikke Bourgeons bord i en lind strøm, tværtimod. Med et let omformuleret reklameslogan, så tager et album af Bourgeon den tid, et album af Bourgeon tager. Rundt regnet 17 album for en mand født i 1945 vidner i hvert fald ikke om hastværk.
Måske netop derfor er han en auteur, hvis kendetegn mærkes fra første side i både tekst og tegninger. Det er flotte, møjsommeligt opbyggede tegninger, der er lige dele ærefrygtindgydende imponerende og samtidig en smule statiske og døde. Nogle gange fungerer de næsten bedre enkeltvis end i sammenhæng, hvilket selvsagt ikke er optimalt for en tegneserie.
Samtidig er der en grund til, at hans tegneserier blev lærebogsstof med fx Bent Værges ”Da tegneserien blev voksen”. Bourgeon arbejder nemlig uhyre bevidst med beskæringer, vinkler, placeringen af billederne – ofte flere små oveni et større. På den vis er han oplagt at fremhæve eksempler fra, samtidig med det i længden bliver en smule mekanisk. Der er vel heller ikke andre tegnere, der oplagt har prøvet at plagiere Bourgeons stil. Man genkender med det samme hans måde at tegne ansigter, bygninger eller vådt tøj, der klæber til kroppen. Typisk en kvindekrop. For derved er vi fremme ved noget andet, der gjorde ham til et stort navn i 1980’erne.
Bourgeon elsker at fremhæve kvindelige former, ligesom bryster og balder ofte blottes i et imponerende antal, der ikke altid virker til at være strengt handlingsmæssige grunde til. Måske pikant og pirrende dengang – nu snarere lummert. Godt nok anes der også et erigeret lem en enkelt gang eller to, men det er undtagelsen, der bekræfter reglen: kvindekroppen er i fokus. Ligesom kvinden er i fokus, for både Tusmørkets kammerater og Vindens passager har kvindelige hovedpersoner.
Nuvel, bondepigen Mariotte har selskab af bondedrengen Anicet fra landsbyen, da de uforvarende ender med at følge en navnløs og vansiret ridders færd. Der går forbløffende lang tid, før det klarlægges, hvad færden egentlig går ud på. Først i det tredje og afsluttende album begynder konturerne at anes. Det betyder også, at de to første album Trolddom i tågeskoven og Den søgrønne stad står noget svagt i det samlede billede, mens det afsluttende Af jern og blod klart er højdepunktet. Lykkeligvis fylder det med sine 126 sider også broderparten af Den samlede udgave. Fra start til slut er det dog Mariotte, der er i centrum, omend særligt ridderen fylder en del i sidste album, hvor de tre undervejs adskilles.
De tre hovedpersoner følges igennem et middelalderligt Frankrig præget af klasseskel, overnaturlige hændelser og liderlighed. Særligt i de to første album spiller det overnaturlige en betydende rolle, når mystiske væsener blander sig i handlingen. Det gør efter min vurdering ikke noget godt for dem, da det bliver lidt en rodebutik, hvori Bourgeon har svært ved at få drevet den overordnede handling fremad.
De tre hovedpersoner har hver deres mål og personligheder, men det er utvivlsomt Mariotte, der fokuseres på. Anicet er krysteren, der kun modvilligt gør noget som helst, han ikke behøver. Ridderen er sporet ind på at gøre op med noget, der er sket i fortiden, men som han ikke er meget for at tale om. I modsætning til disse er Mariotte mere facetteret. Hun er en typisk kvindefigur i Bourgeons verden. Handlekraftig og både sexobjekt og seksuelt udfarende, når hun forsøges voldtaget eller selv prøver at forføre en munk. Hun er ikke bange for at tage skæbnen i egne hænder, men må som kvinde finde sig i ofte at være begrænset i sine udfoldelsesmuligheder.
Tusmørkets kammerater – den samlede udgave er en murstenstung og omhyggeligt udarbejdet omgang magisk realisme i middelalderen. Den har alle François Bourgeons kendetegn fra de omhyggeligt ciselerede tegninger til fokus på kvinden og kvindekroppen. Det gør han efter min mening med større overbevisning i hovedværket Vindens passager, men er man sulten efter mere Bourgeon, bliver man ikke skuffet.
