Lars man standing

Byens Lys-tegner Lars Kramhøft har gjort sig selv til en student of comedy. Men hvordan konstruerer man en humorstribe, og hvorfor er AI det sjoveste i verden lige nu? Vi har mødt en af Danmarks sidste stribetegnere.

Der er en stolt tradition for daglige danske avisstriber. Fra Peter og Ping til Poeten og Lillemor og Livets gang i Lidenlund, over nyklassikere som Statsministeren, Egoland, Strid og Homo Metropolis, har de bedste striber været en slags satiriske seismografer, der morsomt har målt små og store rystelser i kongeriget.

Men i dag er der snart ingen. At have en dansk tegneserie, er ikke længere en prioritet for de danske dagblade.

Dog skinner Byens Lys i Information. Lars Kramhøfts serie om den unge jyske forfatterspire Jacobs oplevelser i hovedstaden har siden 2022 været bragt på næstsidste side i den gamle modtandsavis på alle ugens hverdage, og rundede her i efteråret stribe nummer 1.000.

Det er en klassisk stribeserie i en moderne tid, hvor et bredt udvalg af typer er med til at tegne et satirisk portræt af Danmark i 2020’erne. Som Jacobs muslimske bedsteveninde/crush Aiza, Brøndbyfanen og racisten Allan og manosfære-vennen Per, foruden en række virkelige personer, herunder cheferne for henholdsvis Danmark og Gyldendal, Mette Frederiksen og Simon Pasternak.

Tegner og forfatter Lars Kramhøft er efterhånden en erfaren herre i den danske tegneseriebranche. Han gjorde sig først bemærket som forfatter af en række gysertegneserier, ofte tegnet af Tom Kristensen. Gennembruddet kom med de anmelderroste grafiske romaner Noget frygteligt er altid lige ved at ske og Husvild, hvor han selv førte tuschpennen og trak på egne erfaringer med ung udsathed, usunde mandefællesskaber, forliste kunstnerdrømme og det hårde københavnske boligmarked.

Siden blev han headhuntet af Information-redaktør Kim Schou, som Nummer 9’s trofaste læsere også kender som medvært i podcasten Supersnak, til at lave en dagstribe. Resultatet blev Byens Lys, der debuterede i efteråret 2022 på næstsidste side i avisen.

– Jeg ser mig som en slags hofnar, der holder et spejl op og viser, hvor latterlige mange af de ting vi går og tager alvorligt er, inklusive os selv. Min stribe er en ventil bagest i avisen, lige under Tv-programmet, som inviterer læseren til at grine lidt af alt det alvorlige og af sig selv. Det, tænker jeg, er meget sundt, fortæller Lars Kramhøft over te og kaffe, da jeg møder ham i den lille toværelses almene lejlighed i Brønshøj, hvor han bor.

Her er ikke stort, men som kender af Kramhøfts værker, er det en lettelse at finde ud af, at han har en fast boligsituation. Her er køkken, bad, soveværelse, og en lille stue med bøger og tegneserier fra gulv til loft, samt to arbejdsborde – et til ham selv og et til hans grafikerkone. Hun står for tekstningen og opsætningen af Byens Lys, og bor her, når hun er i Danmark. Hun er fra Malaysia, og har, sit danske ægteskab og sit arbejde til trods, ikke kunnet få opholdstilladelse.

Den absurde situation med en kone, man ikke må bo sammen med i sit land, kunne fint være udgangspunkt for et Byens Lys-run, men det er måske alligevel for privat til at gøre morsomt for Kramhøft. Og striben er ikke nødvendigvis et udtryk for hans holdninger, fortæller han.

– I bund og grund er jobbeskrivelsen jo bare at være sjov. Klassisk satire er noget med at gøre grin med politikere og magthavere, men det bliver hurtigt forudsigeligt og ensidigt, hvis man ikke kan vende blikket, og have øje for, at selv om man har alle de rigtige holdninger, kan man godt være et fjols, siger han.

Det prækære liv

Byens Lys har da også et persongalleri, der afspejler en mangfoldighed at typer i Danmark, fra det woke lesbiske par med et nonbinært barn, til den krejlende jyske storbonde.

– Det er jo ikke retvisende med en stribe, hvor det kun er hvide mænd der går rundt og snakker, hvis den skal afspejle samfundet i dag, siger han og fortæller, at han efterhånden synes, at han har fundet sin kerne af faste figurer. Samtidig har han bygget en verden, hvor hovedpersonen Jacob hele tiden kan komme i kontakt med nye miljøer, ikke mindst fordi han oftest er både bolig- og pengeløs.

– Det er sådan mit og mange af mine venners liv også er. Vi driver rundt mellem at have et kort job her og så der, og så skal man flytte… Jacobs forældre bliver også skilt på et tidspunkt, så det hele sejler lidt mere. Der er ikke den der faste base som i fx Radiserne, hvor de altid er de samme fire-fem steder. Det kan jeg meget godt lide, for jeg synes det på en sjov måde afspejler virkeligheden.

Selv har han nu det, mange tegnere plejede at drømme om: en fast stribe i et dagblad. Men med tanke på stribeseriens vilkår, er det ikke en drøm Lars Kramhøft selv har haft.

– Nej, det ville jo være dummere end at spille lotto. Det er noget jeg er blevet castet til af Kim Schou. Det jo kun opstået, fordi Kim er kommet ind på informationen med sin kærlighed til tegneserier, og har sagt, at vi skal have vores egen stribe. Det viser også, hvor vigtigt det er, at der er nogle redaktører, der gider. Det var jo ikke sådan, at jeg startede med at have 100.000 følgere på sociale medier, og så sagde de, ”ham hiver vi ind i vores avis”.

Han har ingen forkromet analyse af, hvorfor avisstriben, synes at være en uddødende form. Men han glæder sig over at være på Information.

– Nu er der lige kommet den der PISA-undersøgelse (der viser faldende læsefærdigheder i skolen, red.), og der er forskere der siger, at vi er i den postlitterære verden. Vi vil simpelthen snart have mistet evnen til at kunne læse, så det er ikke så underligt hvis bøger eller tegneserier bliver påvirket af det. Men omvendt er der også en modreaktion på vej. Information har f.eks. flere abonnenter end i 40 år.  Information er en modstandsavis og det kan jeg godt lide – at være en del noget der går imod nogle af de tilbøjeligheder, både hvad angår billeder, illustration og journalistik, siger han.

Han bliver ikke rig af at være stribetegner, men sammenholdt med et par sidehustles, som han kalder det, med at indtale lydbøger og undervise ungdomsskolehold i kreativ skrivning, samt legater fra statens kunstfond, er hans økonomi bedre end nogensinde.

– Der er jo ikke nogen, der tager job på Information for at blive rig. Det handler jo om at være del af et oplysningsprojekt. Det har aldrig været et mål for mig at skulle leve af tegne – målet har altid været at lave noget, der er fedt og giver mening – og det gør det her.

– Du får ingen klagesang herfra. Ingen har nogensinde fortalt mig, at man kan leve af at lave tegneserier. Men jeg er gået fra at være nødt til at lave alt muligt andet, for at have råd til at lave tegneserier, til at det er det jeg tjener flest penge på. Så jeg er glad, siger han.

En lovable loser

Lars Krafhøft har ramt et godt sted i livet som tegneserieserieskaber, men én der stadig kæmper med økonomien, gennembruddet og boligsituationen, er Jacob i Byen Lys. Han er en rigtig Lars Kramhøft-hovedperson: en ung, hvid mand med kunstnerambitioner, der kommer fra dårlige kår i udkantsdanmark.

– Men ikke dårlige nok kår, pointer Lars Kramhøft med et grin.

– Han prøver altid at spille det lidt op, hvor dårlige kår han har, for han kan jo godt se, at der er kapital i at have haft en elendig barndom i den kulturelle verden han vil ind i. Så det er lidt et problem.

I modsætning til i dine andre værker, så er hovedpersonen også lidt et fjols.

– Det er jo meget godt. Det er sjovere at skrive på den måde. Jeg kan selvfølgelig bruge alt det jeg vil af mig selv, men fordi det er en komedieserie, er han også nødt til at være en komisk figur. Han er en arketypisk figur, en lovable loser som man kalder det i amerikansk comedy. Så han er god at have som hovedperson, fordi han har gå-på-mod og hele tiden har en plan for, hvordan skal han få den her bogkontrakt eller et sted at bo. Det er motoren i det.

– I de tidligere ting jeg har lavet, har humoren været et biprodukt, men her er jobbet specifikt at være sjov, og så skal det gribes an på en lidt anden måde. Det har været nyt for mig, at jeg ikke kun har skullet finde ud af, hvordan jeg fortæller, så det er let at forstå, og man er med på karakterens motivation, men at det også skal være sjovt, i hvert fald i fjerde billede.

Hvordan skriver man komedie?

Lars Kramhøft har siden han begyndte på Byens Lys gjort sig til en student of comedy. Under vores samtale viser han mig begejstret både klassiske Skipper Skræk-sider af E. C. Segar, Mark Newgarden og Paul Karasiks legendariske bog How to Read Nancy, der gennemanalyser én enkelt af Ernie Bushmillers Nancy-avisstriber, og fortæller mig, at han har nærstuderet den anarkistiske engelske 80’er komedieserie The Young Ones, for at finde ud af, hvordan humoren fungerer. Når han taler om tegneserier og humor sniger engelske gloser sig ind vokabularet, og han taler om comedy, punchlines og paneler.

– Da jeg startede, vidste jeg ikke hvad jeg lavede, der var det lidt på gefühl. Der har jeg med tiden prøvet at finde ud af hvordan man fortæller en vittighed og hvad teknikkerne er, når man skal være morsom. Lige nu læser jeg f.eks. en bog om skuespil i sit-coms. Jeg elsker at lære nye ting om mit håndværk og især skrivedelen interesserer mig virkelig meget.

Han arbejder med en amerikansk model for hvordan man skriver komedie, der hedder THREES – Target, Hostility, Realism, Emotion, Exaggeration og Suprise. Han finder en stribe frem, hvor Jacob funderer over danskhed sammen med Holger Danske, for at eksemplificere:

– T’er et Target, altså målet, det der gøres grin med. Her kan man sige at det er danskheden eller nationalismen, i det her det her tilfælde personificeret i Holger Danske-figuren.

– Hostility er noget man har en modvilje mod eller som man er irriteret over. Det er lidt subjektivt, men for mig og langt de fleste information-læsere, så er nationalisme lidt en hadefigur. Men det kunne også f.eks. være wokeness i en anden stribe, fordi det er noget mange synes er irriterende og er lidt ”åh hold nu kæft”.

– Realism handler om at der skal være et element af realisme, noget sandt i det. Og der er nationalisme er jo mere aktuelt end nogensinde. Hele spørgsmålet, om hvornår man er dansk, var en ting, der kørte i medierne hen over sommeren, og der, hvor jeg virkelig følte hostility, var, at det blev kogt ned til, at det er noget, man skal føle sig. Det er ikke nok at have dansk statsborgerskab, man skal føle sig dansk, som om det er sådan en julestemning.

Som er umuligt at bevise…

– Ja, nemlig og sådan noget irriterer mig helt enormt meget. Så prøver jeg at finde ud af, hvorfor det irriterer mig, og det er jo fordi, det bare er en undskyldning for at sige, vi bedre end de andre, og at vi kan holde dem udenfor. Så det er faktisk både Hostility, Realism og Emotion.

Så Emotion ligger i din egen følelsesmæssige oprømthed?

– Ja, det må den nødvendigvis gøre, og det virker så her, fordi publikum genkender den følelse. Hvis det er noget, der er så subjektivt, at det kun er mig selv, der er irriteret over det, så duer det ikke, for så er der ingen andre, der forstår, at det er irriterende.

– Exaggeration kommer jo så ud af, at Holger Danske ikke bare vil holde de anderledes udenfor, men vil smadre dem, og Suprise, overraskelsen, ligger i, da det afsløres, at det handler om at gøre danskhed så uhåndgribeligt, at vi kan vi holde dem udenfor, vi ikke kan lide.

– Man kan jo sige, at det egentlig er punchlinen, pointen, men tit fungerer det rigtig godt, at vi ser en karakter reagere på det. Den kunne jo godt være stoppet her, og så været tre billeder, men det bliver sjovere, når du får lov til at reagere sammen med karaktererne.

– Så jeg lader ofte punchlinen lande i tredje billede, og i fjerde kommer en reaktion, der giver læseren lov til også at reagere, og så har du det, man i comedy kalder blowout, som er en sidste replik, som scenen slutter på, og som på en eller anden måde bare driver den endnu længere ind.

Faste rammer for fri leg

Ja, for Byens Lys er som mange klassiske striber oftest bygget op med fire billeder, hvor hvert billede har en funktion – hvordan vil du beskrive de fire grundfunktioner?

– Det første billede er en introduktion til situationen; hvem er karaktererne og hvad handler det om? Setuppet kommer så i billede to, hvor vi begynder at tale hen mod joken, og så kommer puchlinen her i tredje billede, med en reaktion/blowout i fjerde.

Så humoren kommer i tredje billede, og så eskalerer det i fjerde?

– Jeg tænker mere på det som en punchline i tredje billede, og så kommer der en reaktion eller et eksempel i fjerde.

– Hvis vi ser på den her stribe, hvor Jakob er ansat i farens firma, og har en plan om at skulle være whistleblower, og skriver den her journal til sig selv.

– Så er først en  intro i første billede, hvor han sidder og arbejder. Så et setup i andet billede, fordi han skriver om, hvorfor han fører journal og har alle de her idéer om, at han skal dokumentere, hvad der foregår i virksomheden. Så kommer Allan, som også arbejder i virksomheden, ind i tredje billede og vil vise den video han har lavet med Mette Frederiksen, der brænder Koranen midt på Christiansborg. Det er jo egentlig joken, men den bliver drevet videre i fjerde billede ved, at Allan siger, at det er så konge, hvad man kan lave med AI. Vi kender muligvis typen. Og har Jakob en reaktion eller en refleksion, som gør, at vi får lov til at se det lidt gennem hans øjne.

Er det begrænsende eller rart at have en så klar ramme?

– Jeg kan enormt godt lide, at det kreative får lov til at være inde i en struktur. Det er fascinerende at finde ud af, hvordan alle de her forskellige elementer kan fungere i noget så enkelt som fire billeder i samme størrelse. Det er jo utroligt, hvor meget man kan fintune. Jo mere struktur der er, jo mere kan du få lov til at improvisere, men hvis du ikke har nogen struktur, hvad fanden skal man så gøre?

– Der er jo ikke noget eksperimenterende med layoutet, for det er så vigtigt at man forstår præcis hvad der foregår. Casper Christensen sagde på et tidspunkt, ”don’t keep them wondering”. Det er nødt til at være fuldstændig tydeligt, hvad der foregår, især når du har så begrænset plads.

I striben her har de tre billeder faste indstillinger, men i billede to gør du noget andet, der er pludselig silhuetter i modlys. Hvorfor gør du det?

– Det er faktisk et skide godt spørgsmål, som jeg ikke helt har fundet svaret på endnu. Nogle gange har jeg nogle meget tekstunge paneler, og det at fjerne rammen giver en lille smule mere plads til teksten. Andre gange kan det give noget ekstra visuelt liv, hvis der ikke sker ret meget i ruderne.

– Og så giver det også nogle gange – og jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår mekanikken i det endnu – et pusterum, hvor man lige får lov til at se scenen udefra, eller et beat, der tweaker lidt ved rytmen.

I det her eksempel er der jo et skift – der kommer en emotionalitet i det. Han står jo og lyver for sig selv og kammeraten. 

– For mig er det mest et spørgsmål om rytmen: at det er der i samtalen, hvor man måske lige vil holde en pause.

Inspiration og workflow

Vi bevæger os hen til hans arbejdsbord, hvor der hænger et board, som han bruger til at planlægge serien i dage og uger. Byens Lys bringes alle hverdage, og det betyder at Lars Kramhøft skal levere 20-22 striber om måneden.

– Jeg har et workflow, hvor jeg prøver at være en måned forud. Typisk laver jeg en stribe om dagen, nogle gange to, hvis der er dage hvor jeg ikke skal lave andet. Ofte er jeg færdig med dem omkring den 20, og så ryger de til korrektur og det går en dags tid. Så skal der sættes webstriber op, hvor striberne skal på højkant. Når de er færdige, har jeg måske en-to dages pause, og så kører taxameteret, for så er der kun en uge tilbage i måneden, og der skal jeg så have planlagt den næste måned, lavet skitserne og sendt afsted til Kim. Så mødes vi og gennemgår, og såpå  kan jeg som regel lige komme i gang et par dage før måneden er slut, så jeg har et lille forspring.

Han ser de fem striber, han laver hver uge, som en lille samlet historie, nogle gange afsluttet, nogle gange som et længere forløb over flere uger.

– Nu ved jeg fx at uge 45 handle om Bogforum, for det ligger der, og så skifter jeg til en anden storyline, som jeg stadig er ved at pusle på plads, bagefter.

Ideerne til striber komme alle steder fra. Han holder sig opdateret, læser nyhederne, følger med. Nogle gange dukker ideerne op når han cykler eller står under bruseren. Så skribles de ned i en lille notesbog han har.

– Her står ”AI vil have datacenteret bygget”, ”The cult of AI”, ”Han har drukket for meget Red Bull”, læser han op.

– Det kan være en joke eller starten på en historie eller noget der kunne være et eller andet. Og så er det hele tiden at finde vinklen. Det er der, det rigtige arbejde begynder. Der hvor jeg tænker, her er noget sjovt, men jeg skal jo have Jacob engageret i det, hvad har det med ham at gøre?

– Nu har jeg en lang historie om at hans far Don, som er den her seriesvindler, er ved at lave en dansk techvirksomhed. Den er baseret på historier om, at Europa er ved at sakke bagud i forhold til Kina og USA, og at der derfor er en kæmpe villighed til at investere i AI. Og så har jeg en karakter som Dom, der selvfølgelig finder på, at han skal med på bølgen. Så får Jacob et job der, og så kan vi lave noget ud af det. Så det er der rigtig meget af arbejdet er.

Masser af guf i AI

Da Byens Lys er en samfundskommenterende stribe, sker det med mellemrum, at Lars Kramhøft bliver inspireret af aktualitet, som ikke kan vente. Så kan han nogle gange prøve at skubbe nogle striber ind midt i et forløb – men helst fem, så han kan holde sine ugeplaner. Det er lidt et puslespilsarbejde, siger han.

– Det vildeste eksempel var nok, da der blev udskrevet folketingsvalg. Normalt er striben ikke dagsaktuel, men nogle ting er så store, at hvis jeg ikke adresserer dem, så virker det, som om jeg ikke ved, hvad der foregår. Så der valgte jeg at sige, at der er ikke tid, men nu laver jeg en uge med folketingsvalg. Der er Kim heldigvis så fleksibel, at han er med på at bruge lidt ekstra tid på det. Der er samarbejdet med redaktøren bare virkelig vigtigt, for hvis han syntes det var røvsygt, at de striber skulle med, så ville han nok ikke gide.

Hvad er det sjoveste der sker i verden lige for øjeblikket?

– Godt spørgsmål. Det er nok AI, også fordi der er så meget på spil for så mange. Det kommer også til at fylde meget i striben resten af året. Det er, fordi der både er alvor og en masse absurditet i det, og det er gode ingredienser for humor. Der er nogle mennesker og virksomheder, som allerede er blevet ret tegneserieagtige, så det er sjovt. Helt nede fra fyren der bliver overbevist om, at han er et geni fordi Chat GPT giver ham ret, til Elon Musk, der vil til Mars. Der er så meget guf der.

Det svære, rent visuelt må være, at AI jo er usynligt.

– Det var lige præcis udfordringen med den AI-julehistorie jeg lavede. Jeg var igennem mange forskellige ideer til, hvordan AI skulle visualiseres, inden jeg fandt ud af, at det var sjovt, det var hvis AI’en var i en robotstøvsuger. At putte AI i noget så bøvet som en støvsuger, bliver enormt sjovt.

---