Absolute Martian Manhunter
Absolute Martian Manhunter er en psykedelisk feberdrøm fyldt med samfundskommentarer, dybe karakterer og komplekse problemstillinger – og det er fuldstændig fremragende.
Absolute Martian Manhunter er en del af DC Comics’ nye ‘Absolute’ univers. Absolute-universet er et separat univers og er (relativt) uafhængigt af DC’s eget primære univers. DC har til formål med Absolute-universet at fuldstændig genskabe deres traditionelle karakterer, samt at placere heltene i en position som “underdogs” – og man må i høj grad sige, at Martian Manhunter er blevet genskabt fra bunden.
Et unikt makkerpar
Historien følger FBI-agenten John Jones. Han er en hårdtarbejdende, presset mand som ikke kan balancere livet mellem agenturet og familien derhjemme. Derudover burde han være død i en ulykke på arbejdet, men han overlevede mirakuløst og stiller i første omgang ikke de store spørgsmålstegn ved det.
Hans hverdag bliver dog mere og mere mærkelig, da en stemme i baggrunden af hans hoved taler til ham. De mærkelige begivenheder udvikler sig og John Jones begynder at observere “farverige skyer” over forbipasserendes hoveder. Det viser sig efterhånden i historien, at skyerne han ser, er menneskers tanker, og stemmen i hans hoved er en fremmed, ukendelig organisme: Martian Manhunter. Den bor i hovedet med John Jones, og de to bliver hurtigt allierede, da de kommer på sporet af en ukendt trussel som hærger byen. De opbygger en slags symbiose, da John Jones får adgang til Martian Manhunters tankelæsende kræfter.
Absolute Martian Manhunter er en absolut genistreg
Historien, som spreder sig over seks kapitler, er bygget op således, at hvert kapitel er sin egen historie, men også fremmer det overordnede plot. Dette er et perfekt format som giver Deniz Camp og Javier Rodríguez plads til at lege med forskellige idéer og koncepter.
Hvert kapitel har gennemgående temaer med – øjensynligt – normale mennesker som pludselig begår voldsomme handlinger – såsom at sætte ild til hjemløse eller nådesløs nedskydning af civile på åben gade. Særligt sidstnævnte historie gjorde indtryk på mig. På dette tidspunkt i historien er John Jones begyndt at forlige sig mere med idéen om at dele sin bevidsthed med et tankelæsende rumvæsen, da de pludselig høre tankerne af mennesker, der bliver skudt. De skynder sig hen til gerningsstedet, men på turen derover får læseren beskrevet samtlige af de liv, der går tabt. Det er hjerteskærende og bragende effektivt fortalt på meget få sider. Som læser bliver man dybt investeret i karakterer, man kun hastigt får introduceret, for bagefter at se deres liv gå tabt.
Slutteligt konfronterer de pistolmanden, og her kommer et af Deniz Camps hovedtemaer op: empati overfor apati. Da man som læser har fået en gennemgang af de døde mennesker, nærer man naturligvis stort had til pistolmanden – men John Jones møder manden i dialog og forståelse. Det er en forbløffende smuk scene, som bliver brat afbrudt af, at en anden betjent skyder pistolmanden. Her ser man hele pistolmandens liv forsvinde, hvilket også er et af Camps gennemgående temaer: Alt liv er værdifuldt, og verden lider et tab, hver gang et liv går tabt. Det er vanvittigt godt udført, og tilgangen til, at alt liv er helligt, og empati er at foretrække frem for apati, er ekstremt aktuelt.
Et andet tema, Deniz Camp også arbejder med, er, hvordan en kommercialiseret verden spreder subtile beskeder til borgerne for at fremme dårlig moral. Særligt er et øjeblik i historien stærkt inspireret af John Carpenters film ‘They Live’, hvor hovedkarakteren ser igennem alle de subtile beskeder på reklametavlerne. Det er ikke alene en sjov reference, men symptomatisk for en af tegneseriens tematikker om, at mennesker bliver manipuleret af individer med agendaer.
Javier Rodríguez’ stil er usammenlignelig
Tegningerne i den her bog er – på trods af Deniz Camps fremragende historie – den helt store stjerne. Jeg har sjældent haft en bog i hænderne med så gennemført og stilistisk tegnestil som denne. Hver gang jeg bladrede til en ny side, kunne jeg ikke lade være med at sidde med et gigantisk smil på læben. Rodríguez overrasker konstant, og han leger utrolig meget med tegneseriemediet. Men på trods af denne relativt legende tilgang til mediet, oser hans karaktertegninger af en 70-80’er tegnestil. Ansigterne er enkle, men med skarpe træk der gør dem let at adskille fra hinanden. Hans stil mindede mig lidt om Steve Ditkos arbejde på Dr. Strange – skruet op på 11. Men udover den drømmende og farverige stil, er Rodríguez også særligt god til at lege med panelerne.
En historie skabt til det fysiske medie
Det er særligt grundet tegnestilen at tegneserien hæver sig yderligere: dette er nemlig en historie, som ikke kan fungere i andre former end tegneseriemediet. Ingen film, bog, spil eller hvad der ellers kunne være af fortællingsformer, ville kunne yde denne historie retfærdighed. Eksempelvis gør bogen brug af historiefortælling, der krydser panelerne. Denne opløsning af tid og sted, som forekommer når en karakter eller genstand bevæger sig udover eller på tværs af panelerne, kan ganske enkelt ikke opnås i andre medier. Derudover er der i det sidste kapitel en action-sekvens, som udspiller sig på det psykiske plan, og hvor idéer og koncepter bliver brugt som våben. Det er syret og fantastisk fantasifuldt, men jeg vil ikke afsløre for meget af denne sekvens, da jeg synes, det er tegneseriens højdepunkt, og at man som læser selv skal opleve det. Men det er ligeledes en sekvens, der ikke ville kunne fungere i andre medier end tegneseriemediet.
Det gør mig altid lykkelig, når en tegneserie er så ambitiøs, at den udelukkende fungerer inden for sine egne rammer – frem for at tegneserien blot bliver en bog med supplerende billeder.
Men udover at gøre denne tegnserie ekstremt afhængig af sit medie, gør den stor brug af det fysiske medie. Jeg læste selv denne tegneserie i fysisk format, og jeg kan ikke umiddelbart forestille mig, at den gør sig godt digitalt. Dette er særligt fordi bogen gør brug af en gimmick, hvor to sider giver et samlet billede, hvis man holder den op mod solen.
Selvom jeg personligt godt kan se den praktiske appel ved at læse tegneserier digitalt, vil jeg personligt altid sværge til det fysiske medie – og følelsen af at blive belønnet for denne principsag er jo altid skønt. Hele den samlede æstetik, med farverige paneler, mere old-school karaktertræk og at tegneserien tigger om at blive læst fysisk, gør, at tegneserien føles som et levn af 70-80’erne – på den bedst mulige måde.
Uforbeholden, velfortjent skamros
Allerede da jeg sad og læste tegneserien vidste jeg, at jeg ville få utrolig svært ved at skrive denne anmeldelse. Historien er helt ekstremt syret og svær at opsummere kort, men stadig håndgribelig og forståelig, når man læser den. Derudover vidste jeg, at jeg sad med den udfordring, at jeg ikke har et eneste ondt ord at sige. Så jeg frygtede således, at hele denne anmeldelse blot ville ende ud i en skamros af bogen – men det fortjener den. Jeg kan ikke anbefale den højt nok. Den rammer aktuelle samfundstemaer, tegnestilen er bragende unik, og tegneserien gør alt hvad den kan for at sprænge sine egne rammer.
Dette er den første i serien om Absolute Martian Manhunter, og del 2 (som også er den sidste del af historien) udkommer senere i år, og jeg glæder mig som et lille barn til at få fingrene i den. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal forvente af den, da Camp og Rodríguez er et uforudsigeligt makkerpar, men jeg ved, at jeg bliver overrasket, om end ikke andet af deres ambitionsniveau. Med Absolute Martian Manhunter har det kreative makkerpar formået at revolutionere en klassisk DC superhelt, som i nyere tid oftest blot er afbildet som en grøn version af Superman.
