Krypto 8: Kuldegys
Der er ambitioner om at være aktuel og give håb til de helt unge klimabekymrede læsere. Til gengæld lader udførslen en del tilbage at ønske i Hans Jørgen Sandnes Krypto 8: Kuldegys.
Anmeldelsen må nødvendigvis starte med et kæmpe forbehold, da jeg med Krypto 8: Kuldegys er sprunget direkte ind i en serie, jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. Derfor kender jeg ikke hovedpersonen Ophelia og hendes rejse mod nu at blive udpeget som leder af Krypto, organisationen til beskyttelse af søuhyrer. Ligeledes har jeg intet forhåndskendskab til fisken Lille-Krake, der er blevet kidnappet, og som Ophelia sammen med den erfarne sømand Bernard tager på redningsaktion efter.
Serien er skabt af norske Hans Jørgen Sandnes med de bedste intentioner, da den kredser om højaktuelle emner som beskyttelse af truede dyrearter og store firmaers udnyttelse af naturressourcer i jagten på at skabe mest mulig profit. Bare navnet på firmaet får dem til at lyde onde: Arctic Oil Allies. Ikke alene borer de efter olie, de gør det også i et fredet område, hvor de samtidig dræber de søuhyrer, der er en del af seriens univers.
Det er et univers, hvor tingene løser sig enkelt og ublodigt. En eksplosion her. Et vredt søuhyre der. Da Ophelia og Bernard tages til fange af de onde kapitalister, sker det uden de store skærmydsler. Ingen våben, ingen trusler, bare et skub i ryggen hen mod et mørkt rum, som de låses inde i. Ingen kommer for alvor til skade i et univers, hvor en lille pige og en lille fisk kan udrette store ting mod multinationale selskabers insisteren på at penge er vigtigere end alt andet. Snedighed og god vilje overvinder skruppelløshed og ond vilje. Så enkelt er det sjældent i den virkelige verden.
En eksplosion hen over et dobbeltopslag, hvor røgskyen behændigt gør det unødvendigt at tegne andet.
Enkle er til gengæld Sandnes’ tegninger. Der er ikke brugt flere streger end højst nødvendigt. Han er meget glad for at holde billederne tæt på personerne hele tiden. Derfor er der et utal af talende ansigter i fokus. Baggrunde anvendes sparsomt, ligesom eksplosioner vises med kæmpe lydbogstaver, en røgsky, evt. med et par skruer og metalstumper i flyvende fart. Let og hurtigt lavet. Det samme gælder computerfarvelægningen, der er meget ensartet og medvirker til et fladt udtryk.
De gode intentioner bag Krypto skal ikke på nogen måde underkendes. Den behandler aktuelle emner, der nok fylder en del i børn og unges tanker og leverer et – måske lidt naivt – håb i den forbindelse. Det er bare for sløset udført, både hvad angår historie og tegninger. Der er ingen billeder eller sekvenser, der brænder sig fast på nethinden. Alt i fortællingen er så sort-hvidt, at skulle man være i tvivl, så er personer i mørkt tøj onde, mens dem med farver er de gode. Tekstens sværhedsgrad er på et så enkelt niveau, at den kan håndteres af rimeligt nye læsere, der på billedsiden hele tiden hjælpes til at forstå, hvad der foregår.
Til slut vil jeg vende tilbage til mit indledende forbehold. Jeg har kun læst ottende album i serien, så måske er der mere kød på de foregående bind. Jeg har min tvivl, når det kommer til det visuelle, hvorimod historierne kan være en anden sag. Og der er ikke et ondt ord at sige om de gode intentioner i Krypto 8: Kuldegys.
